Sommerpausen har givet de mange skønne racebiler lidt støv på overfladen og nu er et endelig blevet tid til at komme ud og få støvet blæst af på den 2604 meter lange københavnske bybane ved Bellahøj. Udover løbene i de flotte historiske racerklasser bliver der også kørt om mesterskabspoint i Super GT Danmark samt Legend Car Cup
Til den kommende weekend er det blevet tid til årets løbsklassiker i København, hvor vejret ser ud til at vi bare skal sørge for at huske vores solcreme og så er det ellers bare om at få styr på billetten til CHGP 2019.
(Foto: Motorsporten.dk)
Arrangørerne af CHGP byder på et rigtigt flot program, med en masse flotte historiske racerklasser. Så er der vanen tro også fundet plads til de mere nutidige løbsklasser med Super GT og Legend Cars.
Det velgørende arrangement Race for riget giver mulighed for at komme ud og køre med de kendte racer-stjerner og der bliver sågar mulighed for at opleve de to-hjulede med solide rugbrødsmotorer, da der også i år skal køres cykelløb med kendte ryttere om fredagen.
Der er næppe noget på den københavnske bybane som bliver ren rutinekørsel for de mange Super GT kørere, det er nemlig første gang klassen gæster CHGP arrangementet. Kevin Rossel har siden sæsonens start poseret flot i toppen af mesterskabet, og har kørt 298 point ind på kontoen. Kevin følges af teamkollegaen Christian Sørensen der rykkede op på andenpladsen med sine 282 point. Martin Andersen rykkede efter sidste afdeling en plads tilbage og ligger på tredjepladsen med 280 point.
I AM cup mesterskabet har Andreas Jochimsen med sine 347 point, fået udbygget føringen til Jonas Svensson der har 282 point, René Rasmussen ligger på tredjepladsen med 271 point.
(Foto: Motorsporten.dk)
En anden "stor" racerklasse vi kommer til at se på Bellahøj Park, er de mange små rappe Legend Cars retro racere. De kommer helt sikkert til at nyde gensynet med den københavnske asfaltbane, det vil som vanligt komme til at give nogle alternative resultater for de mange håbefulde kørere.
I spidsen af det generelle mesterskab ligger der fem M-drenge, hvor Magnus Madsen har fået distanceret sig flot til tops med sine 401 point. Han følges af Mathias Storbank med 339 point, der er tæt fulgt af Mathias H. Jensen(333p), Mads S. Petersen(323p) og Mirza Ahmegatic(314p).
(Foto: Motorsporten.dk)
I Legend klassens oldboys mesterskab har Lars B. Ebbesen efter en indbringende tur på Ring Djursland kørt 420 point ind på kontoen og er dermed røget forbi Kim S. Petersen der har 408 point. På tredjepladsen følger Flemming Jensen med 316 point.
Se arrangørens teaser for årets motorsportsevent i København: