(Foto: Mikkel Mac Racing)
Efter en tredjeplads i Le Mans Cup-mesterskabets sæsonåbner på Paul Ricard i sidste måned, er Mikkel Mac og Fabien Lavergne klar til anden afdeling af det europæiske mesterskab. Det to timer lange løb afvikles på Monza den kommende weekend, og Ferrari-duoen fra Luzich Racing, som blev udfordret af en tidsstraf i årets første løb, satser denne gang på et fejlfrit ræs.
– Monza er en ikonisk italiensk racerbane, især når man repræsenterer et Ferrari-team, så vi vil rigtig gerne gøre god figur i weekenden. Det gjorde vi også i sidste afdeling, hvor en official desværre spærrede for den røde lampe ved pitudkørslen, hvilket betød, at vi sammen med andre teams blev straffet på tiden, lyder det fra Mikkel Mac.
(Foto: Mikkel Mac Racing)
Mikkel Mac: Vi kan og skal slutte i toppen
Den danske racerkører, som tidligere har vundet European Le Mans Series og GT Open samt deltaget i 24-timers Le Mans med Ferrari, holder således en tredjeplads i kørermesterskabet sammen med sin franske teamkammerat. Og forventningerne er, baseret på teamets arbejde på Paul Ricard, ganske positive.
– Vi har et stærkt team bag os, og Lavergne er en hurtig bronzekører, så hvis vi kan undgå problemer, kan og skal vi slutte i toppen. Og udover at Monza er et legendarisk sted, har jeg personligt haft nogle gode ræs på banen, senest i 2018, hvor jeg tog en sejr i GT Open-mesterskabet, forklarer Mikkel Mac.
– Men tingene skal spille optimalt. Der er mange om buddet, for ligesom i European Le Mans Series udløser det en billet til 24-timers Le Mans, hvis man vinder sin klasse. Og dén billet skal altså være vores, når sæsonen er ovre!
Tidsplan – Le Mancs Cup 2 – Monza
Fredag 10. maj
10.00 – Træning #1 (60 min)
16.25 – Træning #2 (60 min)
Lørdag 11. maj
11.35 – Kvalifikation (15 min)
16.00 – RACE (120 min)
Opdateringer og resultater: www.lemanscup.com/en/
Livestreaming (Youtube): goo.gl/KvUQdx
Mikkel Mac Racing Læs mere om: Mikkel MacMonza11/05/19 - Monza - Michelin Le Mans Cup |