Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Hvor mange har hørt om Agile Automotive ApS?

Bil nyt 
12/01/19 

Det er en lille ingeniørvirksomhed nær Kolding, som for 4 år siden indledte et samarbejde med to ingeniørafgangsstuderende på DTU og firmaet House of Composites (har leveret high-end motorsportskulfiberkomponenter i mange år bl.a. til Le Mans og Formel 1 teams) om at udvikle et kulfiberchassis til en Lotus Elise.
 

Som de fleste nok ved, så blev Lotus Elise aluminiumschassiset udviklet i Tønder ved Hydro Aluminium i samarbejde med Lotusfabrikken, og var tilbage i midt 1990’erne state-of-the-art chassis teknologi - I dag har kulfiber overtaget, da det er stærkere, stivere og lettere end aluminium. Så alene det at et nyt state-of-the-art kulfiberchassis også er udviklet i Danmark ikke så langt fra Tønder, er da en lidt sjov sløjfe på historien.
Opgaven blev grebet seriøst an, og et aluminiumschassis blev testet på DTU for at fastslå dets torsionsstivhed, der er en vigtig chassis-designparameter.
 

Udbøjningsmåling af aluminiumschassis

Udbøjningsberegning af halvt chassis

Sideløbende med stivhedsmålingerne på aluminiumschassiset, blev det tegnet op i et 3D CAD program og efterfølgende analyseret i et FEM regneprogram. Dette blev gjort for at verificere, at regnemodellen gav samme resultater, som de faktiske målinger – Og det gjorde den.

Nu startede selve kulfiberchassis designet, og der blev udført en række materialetests for at finde styrken og stivheden af det kulfibermateriale House of Composites fremstiller, som så kan overføres til regnemodellen, sådan at man også for kulfiberchassiset får realistiske resultater.


Træktest

Forskydningstest

Bøjetest

Bøjeanalyse

Yderligere blev der afprøvet forskellige detalje- og komponenttests for at sikre, at styrken og stivheden er acceptabel.

Tværsektion og test af wishbone hard-point (fastgørelsespunkt af bærearm igennem chassis)

Selve chassiset skulle designes, så det kunne erstatte et aluminiumschassis direkte, men tilpasset de karakteristika kulfiber har.


Kulfiberchassis design

Resultatet blev et chassis, som var 20% lettere og 75% stivere end aluminiumschassiset, hvilket var så lovende, at de to ingeniørstuderende efter endt eksamen blev ansat for at bygge plugs, forme og det første chassis. Igen gav de den gas, og efter et halvt år var det første kulfiberchassis klar.


Chassis hovedkomponent plug

Første rå kulfiber chassis hovedkomponent

 


Glasfiber mock-up rolling chassis

Glasfiberchassis i jig og rolling kulfiberchassis

Den endelig test af kulfiberchassiset skulle stå sin prøve ved at bygge en hel prototype, i første omgang med Lotus Elise (Rover) motor, undervogn, styretøj og bremser. Færdselsstyrelsen, SKAT og politiet blev konsulteret, inden der var GO for test på landevejene på prøveplader.


Gadelovlig running chassis med køre- og blinklys samt skærme

Testen viste hurtigt to ting, chassiset fungerer rigtig godt, og bilen er utrolig underholdende at køre med 180hk til ca. 550kg. I alt er der blevet testet mere end 8.000km på både landevej og racerbaner.

Allerede inden bilen kom ud at køre, havde de to ejere af Agile Automotive truffet en stor beslutning – Chassiset skulle ikke som først planlagt bruges til Lotus Elise ombygninger men til gengæld danne grundlag for et nyt dansk bilmærke.

Designskolen i Kolding fik til opgave at designe en dansk sportsvogn, som tre afgangsstuderende sprang på godt vejledt af to professorer der begge havde hver 20 års bildesign erfaring. Resultatet sprang karakterskalaen med et brag – Dog måtte de tre studerende ”nøjes” med tre 12 taller.

Oplevelserne bag rattet i testbilen overbeviste de to Agile Automotive ejere om, at den skulle udvikles til en selvstændig bil, hvor den ekstreme åbne prototypeoplevelse bibeholdes. Målet var, at give prototype kun det absolut nødvendige kulfiber”tøj” på, sådan at den kan godkendes til gadekørsel. Efter en designperiode hvor konklusionen tilsidst var, at denne type ekstrembiler ikke bliver smukke kunstværker men derimod rå køremaskiner, så tog designet form, og endte tilsidst ud med bilen kaldet Agile SCX.

Første præsentation af Agile SCX ved Kolding Motorfestival 2017 med Michael Markussen bag rattet

Bilen blev videreudviklet og den gamle Rovermotor blev erstattet med en ny og moderne 1,6L Ford EcoBoost turbomotor med 225hk og tilhørende 6 trins Ford gearkasse. Nu hedder det ca. 4 sekunder fra 0-100km/t og samtidig en letkørt hurtig sportsvogn som mere end 100 forskellige begejstrede kørere har siddet bag rattet ved.

Cosworth er åbenbart et fint ord for Ford1,6L Ford EcoBoost monteret


Agile SCX225 på vej op ad Munkebjerg Hillclimb 2017


De to Agile Automotive ejere

Som i alle andre eventyr skal der lidt modgang med i historien, og her var det en racerkører, som kørte lidt over evne, og totalskadede prototypen ved at køre af banen, ramme en skrænt, og lave 2,5 flyvende rullefald. Det positive var heldigvis at begge personer i bilen slap med en seriøs omgang blå mærker, og at bilens sikkerhedscelle var helt intakt, mens resten af bilen tog knubsene, nøjagtig som den skal.

Uheldet satte projektet voldsomt tilbage, men det næste år blev brugt på at genopbygge bilen/nye stumper, samt erstatte de sidste Lotusstumper med egne designede komponenter, sådan at bilen i dag er en ren Agile Automotive bil – Alle steder mulig er der anvendt standardkomponenter for at holde reservedelsomkostningerne nede. Samtidig er motoren blevet opgraderet til 300HK til 580kg., hvilket vil sige 3 sekunder 0-100km/t og ca. 235km/t på toppen.


Ældre forhjørneversion

Baghjørne


Agile SCX300 udstillet på Jyllandsringen 2018

Agile SCX fås nu i to versioner.

Gadeversionen med 200HK som er EURO6 godkendt, og derved kan indregistreres, og bruges til at køre på arbejde i året rundt!... Hvis man vil det, eller tage en sjov tur ud på nogle små veje, hvor selv 80 km/t kan give et sug i maven, samt selvfølgelig køre til Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland for de vildeste trackdays oplevelser.


Agile SCX200 cruising på vej hjem fra Jyllandsringen

Racerversionen med 300HK og LSD spær kommer med et racerbur designet ud fra FIA reglementer og nationalt godkendt, er udviklet masser af god og ærlig feedback fra bl.a. John Nielsen, Michael Markussen, Nicolaj Kandborg og Dennis Johansen, og er en letkørt og fantastisk velafbalanceret hurtig og underholdende racerbil. Teknisk reglement er indsendt til godkendelse ved DASU, så bilen er klar til DEC, og måske SSC samt andre klasser, hvor den passer ind.


Agile SCX300 med Racerbur efter FIA reglementer

Agile SCX racerbil data:

  • 2 personers åben sportsvogn
  • Kulfiber chassis
  • Kulfiber karosseri
  • Standard 1,6L Ford EcoBoost med 300HK (225HK og 400HK er også en mulighed)
  • Standard 6 trins Ford gearkasse med LSD spær differentiale
  • HP Powerbox
  • Motorsportsbur efter FIA reglementer
  • Kulfiber front crashbox designet som Le Mans Prototype
  • FIA godkendt sæde og H seler
  • Kulfiber motorsportsbagvinge
  • KW racerundervogn
  • Dobbelt wishbones for og bag i stål
  • Standard bremsesystem (=billige reservedele)
  • 7x16” forfælge med Yokohama A08R 205/45R16 eller 210/580R16 slicks
  • 8x17” bagfælge med Yokohama A08R 235/40R17 eller 230/610R17 slicks
  • 600kg. => 2kg./HK (Til sammenligning kører en Porsche 911 GT3 med 3kg./HK)
  • Pris 579.975,- DKK + moms

Så efter 4 års udvikling står Agile SCX klar til salg og brug, og Agile Automotive glæder sig til at se bilerne på de danske racerbaner i 2019!  

Fremtidssnak: Så er arbejdet allerede godt i gang med den næste model, som var den første bil der blev designet af Kolding Designskole.


Agile SC122 med 400-600Hk 3,5L V6 Ford EcoBoost motor til 850-900kg

Vil du se Agile SCX og møde teamet bag projektet, udstiller Agile Automotive på Motorshow i Herning d. 8-10. februar 2019, og vil du ud og prøve en Agile SCX300, afholder Agile Automotive også en testdag i Spanien på Mike G Guadix d. 28. februar.


Bo Ørbjerg, Tim M. Hansen, Alfredo Mateu og Niclas Madsen

Agile Automotive