Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

24H Series

Kampen om kontinenterne skal afgøres

24H Series 
12/11/18 

I den kommende weekend køres sidste løb i 24H Champion of the Continents-mesterskabet på den amerikanske F1-bane i Texas. Blandt deltagerne er Kim Holmgaard, som stiller op for det franske Altran Peugeot-team. Og aalborgenseren satser på at kunne kalde sig for mester efter 24 timers strabadser i sydstaten.
 

- Det var egentlig ikke meningen at jeg skulle køre hele serien, men teamchefen ringede og gav en utroligt overbevisende peptalk – så nu tager jeg derover for at se om vi kan gøre arbejdet færdigt, fortæller den nordjyske racerkører, som nu altså ligger lunt i svinget til titlen som ”kontinentalmester”.


(Foto: Team Altran Peugeot)

Mesterskabet køres over tre løb á 24 timer i Dubai, Portugal og USA, og blandt deltagerne er alt fra hårdtpumpede GT-racerbiler til mindre brutale biler som den Peugeot 308 Racing Cup-bil, Kim Holmgaard og team stiller op med. De har hele sæsonen kæmpet mod hurtigere biler, og til sæsonfinalen har teamet måske fået en hjælpende hånd.

Arrangøren af løbet har nemlig gennemført en såkaldt Balance of Performance-justering, som skal gøre konkurrencen mere jævnbyrdig.

- Vores bil mangler 50 hestekræfter i forhold til andre biler i klassen, og det kan virkelig mærkes på de lige stræk. Til gengæld kan vi bremse meget senere og dreje hurtigere gennem svingene, og det har vi været gode til at udnytte. Med BOP-ændringen ser det på papiret ud til, at vi får en smule mere medvind i forhold til konkurrenterne, og det får vi brug for på en bane som den her!


(Foto: Team Altran Peugeot)

Testkørslerne på banen starter torsdag, mens selve løbet starter lørdag formiddag. Til forskel fra andre 24 timers-løb bliver løbet pauset efter 12,5 times kørsel, hvorefter det genstartes søndag morgen. Årsagen skal findes i miljøhensyn, men kørerne er næppe kede af muligheden for nogle timers søvn. Det betyder dog ikke, at Kim Holmgaard forventer at komme sovende til sejren:

- Vi er lidt bagud på point inden løbet, så vi kan ikke tillade os at slappe af på noget tidspunkt. Det er fuld gas fremad, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at blive mestre, slutter han.


(Foto: Team Altran Peugeot)

Løbet kan ses live på hjemmesiden www.24hseries.com fra lørdag kl. 17.00.

Holmgaard Motorsport


Læs mere om:
  • Holmgaard Motorsport
  • Circuit of the Americas
  • 18/11/18 - Circuit of the Americas - 24H Series
  •