Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Podiepladsen udeblev for Christina Nielsen denne gang

SportsCar
Championship 

11/09/18 

Christina Nielsen og Patrick Long sluttede på en skuffende 11. plads i søndagens IMSA-løb på Laguna Seca, som bød på vild strategi og ekstra hårdt arbejde for den danske Porsche-kører.
 

Efter at have sluttet på podiet to gange i træk, mødte Christina Nielsen, Patrick Long og resten af holdet bag Wright Motorsports udfordringer i sæsonens næstsidste afdeling på Laguna Seca. I løbet, som sluttede natten mellem søndag og mandag dansk tid, måtte Porsche-duoen nøjes med en skuffende 11. plads i GTD-klassen.


(Foto: Ignite Media)

– Et skidt løb, kort sagt. Vi havde egentlig en rigtig god fart, og jeg tror, vi kunne have været med helt fremme og kæmpe, hvis vi havde spillet kortene lidt bedre. Der opstod et problem med bilen under mit stint, hvilket gjorde at vi mistede tid, og teamet valgte at lade mig blive ude og køre bilen i mål uden det sædvanlige køreskifte. Det var sådan set fedt nok at prøve at køre bilen i mål, hvilket jeg aldrig har prøvet før i IMSA-serien. Problemet var bare, at strategien ikke virkede, forklarer Christina Nielsen.


(Foto: Ignite Media)

Det var amerikaneren Patrick Long, som startede i bilen på en fjerdeplads efter en stærk kvalifikation lørdag formiddag, og amerikaneren havde føringen i GTD-klassen, da han gav bilen videre til Christina Nielsen 54 minutter inde i det 2 timer og 40 minutter lange løb. For den mesterskabsforsvarende dansker, som sikrede sin første sejr med Wright Motorsport på Road America i begyndelsen af august og fulgte succesen op med et podieresultat på Virginia International Raceway to uger senere, var det ikke nogen nem opgave at køre den røde og hvide Porsche hele vejen til det ternede flag.


(Foto: Ignite Media)

Benhård maratonkørsel
– På Laguna Seca kører vi normalt omkring 22 omgange på et stint. Jeg endte med at køre 53 omgange uden stop, hvilket betød, at jeg både måtte kæmpe med ekstremt slidte dæk og samtidig skulle spare brændstof for ikke at løbe tør. Det var noget af en kamp, men nogle gange bliver man nødt til at gamble for at se, om det virker. Her virkede det ikke. En træls måde at afslutte weekenden på, men vi tager det som et team og ser frem til sæsonfinalen i næste måned, lyder det fra Christina Nielsen.


(Foto: Ignite Media)

– Jeg glæder mig til at komme tilbage i bilen igen på Road Atlanta, som er min favoritbane, og vi håber naturligvis allesammen at kunne slutte en generel udfordrende sæson med et godt resultat.

Sæsonens sidste udfordring for Christina Nielsen, Patrick Long er det 10 timer lange Petit Le Mans, som afvikles på Road Atlanta i Georgia den 10.-13. oktober.


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Laguna Seca
  • 09/09/18 - Laguna Seca - SportsCar Championship
  •