”I den kommende weekend skal vi køre på Spa i Belgien, og weekenden efter er det så på Monza i Italien, at det går løs,” fortæller han. ”Jeg glæder mig til at køre begge steder, for sammen med Monaco er netop de to baner nogle af mine absolutte favoritbaner.”
Racerkøreren fra Struer kommer også velforberedt, da han i år har gennemført testdage på begge racerbaner.
Seneste løb for Mikkel O. Pedersen fandt sted i Ungarn. Nu gælder det Spa og Italien i henholdsvis Belgien og Italien. (Foto: Ignite Media)
”Jeg havde en testdag på Spa for nogle måneder siden, men det bliver alligevel lidt af en udfordring, for det er så lang tid siden. Men min omgangstid under testdagen rakte dog til, at jeg ville kunne være sluttet som toer eller tre i sidste års tidtagning,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Spa er en bane for de voksne eller dem med mange penge, for kører du galt, kommer det til at koste mange penge at reparere bilen. Det er en rigtig fed bane, og jeg er mere rolig for resten af sæsonen, for de baner, som nu kommer, er nogle af dem, jeg har det bedst med.”
Testdag er det også blevet til på højfartsbanen Monza. Og netop den bane giver en special udfordring.
”Vi har store udfordringer med dækkene på Monza. Den måde en Cup-bil kører på, fungerer bare ikke på asfalten i Italien. Indersiden af dækkene begynder nærmest at koge, så de til sidst går i stykker og springer,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Vi kunne ikke køre mange omgange ad gangen, men når jeg satte nye dæk på, kunne jeg lave tre hurtige omgange – omgange, som matchede den som Matteo Drudi kørte på. Så farten er der!”
Selv om det er snart fire uger siden, at Mikkel O. Pedersen deltog i en afdeling af Porsche Supercuppen, har han foretaget andet end at teste. Således har han afviklet to trackdays for bl.a. sponsorer.
Der var masser af Porscher ved sommerens to trackdays - her i Thisted Lufthavn. (Foto: Ignite Media)
”Vi har afviklet to vellykkede sponsorarrangementer på henholdsvis Thisted Lufthavn og Padborg Park, og jeg vil gerne takke alle de fremmødte for nogle hyggelige dage,” siger han. ”Flere deltagere havde deres egen bil med til trackday-kørsel, men jeg kørte også mange ture bag rattet af min orange 991’er. Hvor mange ved jeg ikke, men jeg sad stort set bag rattet af bilen hele tiden...”
www.mikkelopedersen.com
Læs mere om: Mikkel O. PedersenSpa-Francorchamps26/08/18 - Spa-Francorchamps - Porsche Super Cup |