I weekenden vender Christina Nielsen tilbage til Canadian Tire Motorsport Park i en Porsche – en stærk kombination, som i 2014 sikrede den danske racerkører og Porsche Selected Driver en podieplads i den amerikanske GT3 Cup Challenge. Søndag gælder det imidlertid sjette afdeling af WeatherTech SportsCar Championship, hvor Nielsen for andet år i træk er forsvarende mester.
(Foto: Ignite Media)
– Canadian Tire Motorsport Park er ligesom Watkins Glen en oldschool bane med et hurtigt flow og mange højhastighedssving. Der er flere setup-mæssige ting, som vi kan tage med videre fra vores seneste løb, og eftersom vi netop forlod Watkins med en rigtig god bil, føler jeg, at vi har et godt udgangspunkt for en weekend, hvor vi igen kan være med i kampen, lyder det fra Christina Nielsen.
Danskeren stiller sammen med sin faste makker, amerikanske Patrick Long, op til WeatherTech-seriens eneste løb udenfor USA. Porsche-duoen fra Wright Motorsports holder efter sæsonens fem første løb en 11. plads i GTD-mesterskabet, og selvom en sådan position er alt andet end tilfredsstillende for den dobbelte mester, ser Christina Nielsen positivt på sæsonens videre forløb.
(Foto: Ignite Media)
Christina Nielsen: Det går den rigtige vej
– Det har med al tydelighed været op ad bakke for os i sæsonens første halvdel. Vi har især manglet topfart, hvilket er essentielt i et langdistancemesterskab, og den kommende weekend bliver uden tvivl endnu en udfordring. Samtidig må jeg sige, at løbet på Watkins Glen var det bedste, vi har kørt indtil nu, selv om det sluttede ærgerligt, da Patrick blev kørt af banen fra dét, der kunne have givet os en fjerdeplads. Vi følte for første gang, at vi havde en konkurrencedygtig bil, som kunne være med i kampen helt fremme, og dét moment skal vi forsøge at tage med videre til Canada.
(Foto: Ignite Media)
Tidsplan – Mobil 1 Sportscar Grand Prix – CTMP
Fredag 6. juli
Kl. 11.30 (17.30) – Træning #1 (60 min)
Kl. 15.50 (21.50) – Træning #2 (60 min)
Lørdag 7. juli
Kl. 08.30 (14.30) – Træning #3 (60 min)
Kl. 12.35 (18.35) – Kvalifikation (15 min)
Søndag 8. juli
Kl. 09.50 (15.50) Warm-up (20 min)
Kl. 14.05 (20.05) RACE (2 timer 40 min)
(Foto: Ignite Media)
How to watch!
Livetiming, resultater og anden information uploades løbende på imsa.com. Fans udenfor USA kan desuden følge sæsonens løb LIVE online.
Christina Nielsen Racing Læs mere om: Christina NielsenMosport Park08/07/18 - Mosport Park - SportsCar Championship |