Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

12 Hours

Scangrip Racing øverst på podiet i 12 timers løbet på Imola

12 Hours 
29/05/18 

I week-enden deltog Scangrip Racing for første gang i 12 timers løbet på den legendariske Imola bane i Italien.
”Vi har før deltaget i Creventic’s 12 timers løb, bl.a. på Hungaroring, Zandvoort og Mugello, men aldrig før på Imola. Det er bare en fantastisk bane, den oser af historie, tragedie, drama, sejre og italiensk racerkultur, og ligger nærmest inde i byen Imola”, fortæller teamejer Niels Borum, der sammen med Michael Eden fra New Zealand var de to kørere, der i den forgangne week-end skulle prøve kræfter med banen.
 

”Der var bare ekstremt varmt og det udviklede sig lidt til den ultimative test af materiel og kørere. Vi havde i modsætning til de fleste andre teams kun 2 kørere på bilen, og der var derfor begrænset tid til at restituere sig efter stints’ene. Vi var så også blevet rykket op i den hurtigere SP3 klasse, så udfordringer var der nok af.”


(Foto: Petr Fryba)

I fredagens kvalifikation var teamet sidste bil i klassen, men da første del af løbet gik i gang fredag eftermiddag, viste bilen sin styrke ved at køre stabilt omgang efter omgang, kun afbrudt af planmæssige pitstops med køreskift og tankning. Når første del af løbet er slut skal bilerne køre i Parc Ferme og bliver overvåget af vagter indtil anden del af løbet starter lørdag formiddag.

”Særlig lørdag var en lang og varm dag. Da vi startede anden del af løbet lørdag formiddag målte vi 33 grader på gridden, og der blev kun varmere efterhånden som løbet skred frem. Læg dertil en varm racerbil, fuldt kørerudstyr og begrænset luftcirkulation, så har man recepten på en rigtig varm og hård dag. Men bilen kørte helt fantastisk, og med stabile omgangstider og to timers stints åd vi os langsomt ind på de hurtigere konkurrenter, der havde flere pitstops, og tekniske udfordringer i den ekstreme varme. Vi måtte dog en enkelt tur i sandkassen for at undgå en konkurrent, der var på kollisionskurs mod os i Tamburello chikanen, men vi kom hurtigt på banen igen uden skader på bilen.


(Foto: Scangrip Racing)

Ud på dagen kørte vi os op på andenpladsen, og i de sidste timer inden løbet sluttede kl. 19.30, havde vi overtaget førstepladsen, og kunne holde den helt til det ternede flag, hvor vi var en del omgange foran den nærmeste konkurrent i SP3 klassen, så det var bestemt et godkendt løb fra vores side”, slutter Niels Borum.

Scangrip Racing


Læs mere om:
  • Niels Borum
  • Imola
  • 26/05/18 - Imola - 24H Series
  •