Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Supertourisme

Casper Røes imponerer på Ring Djursland

Supertourisme 
08/05/18 

Casper Røes, Odense, er kommet forrygende flot i gang med sin første fulde sæson i Danish Supertourisme. For 14 dage siden åbnede den bare 17-årige fynbo sæsonen med en række flotte resultater på Padborg Park, og da feltet i denne weekend gæstede Ring Djursland, satte han en tyk streg under, at resultaterne fra åbningsløbet bestemt ikke var noget tilfælde.
 

Med forrygende flot og stabil kørsel kvalificerede han sig som nr. 4 i det meget tætte DST felt, og allerede her var det tydeligt, at der var lagt op til noget stort. ”Der var faktisk endnu mere i mig,” sagde Casper Røes lige efter kvalifikationen. ”På min sidste omgang var jeg oppe med 2 tiendedele inden den sidste sektor, men desværre lavede jeg en lille fejl på vej ud på langsiden. Vi har farten, og jeg skal nok være med fremme i de 3 heats.”


(Foto: Casper Røes Presse)

Ligesom i en del andre klasser opererer man i DST med Reverse Grid systemet, så de første 8 i kvalifikationen bliver vendt om til heat 1. Her skulle Casper Røes således starte fra 5. pladsen, og herfra leverede han en fremragende præstation. Flotte overhalinger og flotte, stabile omgangstider betød, at han kunne krydse målstregen på en imponerende 3. plads, kun overgået af Nicolas Kiesa og Ole Petersen. ”Det var helt perfekt,” sagde Casper Røes selv om indsatsen i 1. heat. ”Der blev kørt tæt men fair, og vi har en bil, der bare fungerer.”


(Foto: Casper Røes Presse)

I heat 2 vender man igen top 8, så her hed startpositionen P6 til den unge fynbo. På første omgang blev han klemt en smule og mistede 2 placeringer, men han kæmpede sig flot tilbage og krydsede målstregen som 6’er. Dommerne forsøgte at hælde lidt malurt i Røes’ bæger, da de i første omgang tildelte ham en straf for at have trængt Nicolas Kiesa i en bremseduel. Teamet nedlagde protest, hvorefter straffen hurtigt blev trukket tilbage, så 6. pladsen stod ved magt.

I det sidste heat hed startpositionen P4, men desværre blev dette heat aldrig afviklet. Et alvorligt crash i Legend Car serien førte til en lang periode med rødt flag, og til sidst var der ganske enkelt ikke tid til at gennemføre det sidste heat i DST.

Casper Røes opsummerede selv weekenden således: ”Jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg havde kun kørt ganske lidt på banen før denne weekend, så det var super fedt at være så hurtig alligevel. Og så glæder jeg mig selvfølgelig over at få vist flaget igen, så alle kan se, at jeg hører til helt fremme i feltet.”


(Foto: Casper Røes Presse)

På grund af sin unge alder er Casper Røes tilmeldt DST mesterskabet i AM kategorien, og her har han lagt sig suverænt i spidsen efter de 2 første løbsweekender. I det generelle mesterskab rangerer han på en særdeles flot 6. plads.

DST feltet skal en tur til Norge, når 3. løbsweekend skal afvikles på Rudskogen – en teknisk og udfordrende bane, som Casper Røes glæder sig til. Mon ikke både tilskuere og konkurrenter efterhånden har vænnet sig til, at der skal holdes øje med den hvide racer med nr. 7?


(Foto: Casper Røes Presse)

Jens Hvas


Læs mere om:
  • Casper Røes
  • Ring Djursland
  • 06/05/18 - Ring Djursland - Supertourisme
  •