Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Ricciardo stjæler sejren

Formel 1 
15/04/18 

Livligt løb i Kina
Det stod ikke skrevet i stjernerne at Daniel Ricciardo skulle sejre i Kina. Det lignede sådan set heller ikke ret meget en sejr til Red Bull. Det stod heller ikke skrevet, at det skulle være Pierre Gasly, der indirekte skulle afgøre løbet. Det, der i forvejen, stod skrevet var, at Ferrari og Mercedes skulle udkæmpe en duel om hvem der egentlig var bedst.
 

I sidste uge kom Pierre Gasly i fokus fordi han bankede sin Toro Rosso-Honda ind i toppen i kval'en og holdt momentum og snuppede en 4. plads i løbet. I denne uge kom han i fokus fordi han, efter en anonym indsats, bankede sin Toro Rosso-Honda ind i siden på teamkollega Brendon Hartley. Isoleret set var det en mindre batalje. En kører laver en fejlvurdering af en anden kørers linje, de rammer hinanden. Gasly fik ti sekunders straf for sin forseelese. Alligevel var det den episode der ændrede løbet. Sammenstødet havde efterladt tilpas meget kulfiber på banen, til at det var nødvendigt at sende et rengøringshold ud. Og det betyder at der samtidig blev sendt en Safety Car på banen.

Indtil da havde løbet udviklet sig sådan cirka som forventet. Vettel var i front fra start, mens Raikkonen faldt tilbage, fordi han blev lidt presset af en Ferrari(!), det betød at Bottas og Verstappen afsluttede top tre, mens Hamilton fik en mere middelmådig start - det samme gjorde Ricciardo. Red Bull pittede først - to på en gang, og det pressede Mercedes til at hive deres biler i pit. Det betød at Vettel nu var ensom majestæt på banen, relativt langt foran Raikkonen, der heller ikke havde været i pit. Men Ferrari mistimede deres pitstop og Vettel kom ud lige efter Bottas.

Ferrari valgte så, at lade Raikkonen blive ude indtil Bottas og Vettel indhentede ham. Om de prøvede at trække det lidt længere, for at lade ham gå på et blødere dæk, eller det var for at hjælpe Vettel ved at sænke Bottas, er ikke helt klart. Men efter han var blevet passeret af dem begge, trak han også i pit og endte dermed på en distanceret 6. plads.

Halvvejs i løbet havde vi altså en duel mellem Bottas og Vettel i front. Verstappen var 3'er, foran Hamilton og Ricciardo. I sig selv en interessant pointfordeling med hensyn til VM. Men sejren til Mercedes var ikke givet - Vettel pressede på.

Så var det Gasly ændrede hele præmissen for løbet. Red Bull reagerede hurtigt og hev begge biler ind til et nyt dækskifte. Det samme gjorde andre også. Da løbet blev givet frit igen var Bottas foran Vettel, med Hamilton bag sig. Efter ham Verstappen, efterfulgt af Raikkonen og Ricciardo.

Men Red Bull bilerne havde friske dæk på. Ricciardo skyndte sig forbi Raikkonen, mens Verstappen lagde an til angreb på Hamilton. Den forsvarende verdensmester holdt sin linje gennem krøllerne ved sving 1. Det betød at Verstappen måtte en tur af banen. Det betød også at Ricciardo kom foran sin kollega. Kort efter gjorde han så, hvad Verstappen ikke havde formået - at komme forbi Hamilton. Australieren satte derefter jagten ind på Vettel. Vettel kom han nogenlunde let forbi - og indhentede derefter Bottas. Finnen lavede en lille fejl, lod en dør stå på klem et sted på banen, hvor man normalt ikke overhaler, men Ricciardo så muligheden og gik efter den. Og på sine langt bedre dæk, havde han fordelen på sin side.

Et sted bag ham var Verstappen kommet forbi Hamilton og var nu ved at indhente Vettel. Samme sted som Gasly bankede ind i Hartley, bankede Verstappen så ind i Vettel. Begge biler snurrede rundt, begge biler kom i gang igen. Mens Verstappen var sluppet uretfærdigt uskadt fra sammenstødet, var det gået lidt ud over Vettels bil, der ikke var helt på toppen resten af løbet. Mod slutningen måtte tyskeren afgive en plads til Hülkenberg, der også havde fået friske dæk under SC perioden.

Mens Vettel og Verstappen var af banen, var de blevet passeret af Hamilton og Raikkonen. Hamilton måtte dog undvige dem, hvilket gav Raikkonen muligheden for at snuppe en ekstra placering der. Finnen satte derefter efter sin landsmand - og indhentede ham stort set også, men kunne ikke finde en vej forbi. Hamilton måtte på banen lade sig overhale af Verstappen, men denne havde ligesom Gasly fået ti sekunders straf. Verstappen nåede også duellen mellem Raikkonen og Bottas, men valgte - eller blev beordret - til at blande sig udenom.

Resultatet blev at Ricciardo vandt foran Bottas og Raikkonen. Hamilton fik en 4. plads, mens Verstappen lige præcis holdt fast 5. pladsen. Best of the rest i dag var Hülkenberg, stærkt kørt og ligesom Red Bull, det rigtige valg i forbindelse med SC. Vettel blev nr. 7 og med den bil kan han være glad for at det trods alt lykkedes. Men når sejren tidligere var indenfor rækkevidde, kan - og skal - Ferrari tænke på det her som et tabt løb. Alonso snuppede 8. pladsen, foran Sainz. De var begge kommet forbi Magnussen mod slutningen, da danskeren kæmpede med sine dæk. Han havde ellers startet fornuftigt - og da SC perioden sluttede lå han på en 7. plads, men tabte altså i denne situation.

Efter løbet har Verstappen og Vettel givet deres version af deres lille møde. Vettel var egentlig mest overrasket over hvor sent i svinget Verstappen satte sit angreb ind. "Jeg havde ikke tænkt mig, at kæmpe mod ham. Jeg havde set med Ricciardo hvor gode deres dæk var, så modstand var håbløs". Altså Verstappen satte sig angreb ind for sent, og kunne have ventet, eller gjort det tidligere og relativt problemfrit, været komme forbi Vettel. Verstappen på sin side, tog hele ansvaret for sammenstødet - men mente samtidig ikke at han havde nogen grund til at køle lidt ned.

Et underholdende løb fra først til sidst, tættere end man havde håbet. Efter tre løb mangler Mercedes stadig en sejr, mens Red Bull nok er klar over, at det var de rigtige strategiske valg, der lagde grunden til sejren, ikke at de i virkeligheden rigtigt kunne køre op med de to andre biler. Men lad os se hvordan det udvikler sig. Vettel fører stadig VM - men med kun 56 point - hvilket er betydeligt mindre end det tydede på tidligere på dagen. Hamilton trods alt kun 11 point efter, mens Bottas med 40 point puster ham i nakken, med Ricciardo lige efter med 37 point. Så med 19 point mellem nr. 1 og 4 er VM stadig ret åbent. Så vi kan med sindsro glæde os til næste løb om to uger.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Shanghai - Tianma Circuit
  • 15/04/18 - Shanghai - Tianma Circuit - Formel 1 - FIA F1
  •