I Formula Renault Eurocup, der historisk har vist sig som en svær klasse, at vinde i første sæson, får Christian stærk konkurrence. Feltet er fyldt med stærke unge talenter og halvdelen af disse har deltaget i klassen før og ydermere er tre af Renault Sport Academys ialt syv kørere indsat klassen. I sidste ende kæmper de alle om, at gøre sig godt bemærket hos Renault, så de kan fortsætte deres karriere mod det ultimative mål, et sæde i Renault Formel 1 racer. Klassen er et vigtigt skridt på vejen mod Formel 1 og i dette års felt af Formel 1 kørere har blandt andet Kevin Magnussen, Lewis Hamilton, Kimi Raikkonen, Daniel Ricciardo, Valtteri Bottas, Romain Grosjean, Carlos Sainz Jr. og Stoffel Vandoorne alle kørt Formula Renault.
(Foto: Renault Sport)
Med støtte fra Renault, DASU, Team Danmark og Dansk Metal kører Christian Lundgaard hos hollandske MP Motorsport, samme team som han vandt sine Formel 4 titler med sidste år.
“Jeg glæder mig helt vildt til at komme igang” fortæller Christian Lundgaard. “Selvom vi har været helt i front i de forskellige tests, så er det nu vi skal se, hvor vi er i forhold til de andre. Selvom jeg kører for at vinde, så er jeg realistisk omkring mine chancer. Det er en rigtig svær klasse, at vinde i første sæson og feltet i år er sindssygt stærkt med et stort antal af kørere, der i år er igang med deres anden sæson. Ved første løb på Paul Ricard er det vigtigt, at komme godt igang og få point til mesterskabet. Kan jeg slutte i top fem der, er jeg glad. Og så drejer det sig om konstant at slutte i pointene i løbet af sæsonen. Det vil være fantastisk, hvis jeg kan slå sidste års rookie mester og min Renault Sport Academy makker Max Fewtrell i mesterskabet, men det bliver svært. Mit mål for sæsonen er at vinde rookie mesterskabet”.
Udover Max Fewtrell, så er der flere kørere Christian Lundgaard ser som stærke konkurrenter. “Som nævnt er Max Fewtrell (R-ace GP), sidste års rookie mester, med et års erfaring og Renault Sport Academy kører, nok den stærkeste konkurrent. Men der er mange andre. Ye Yifei (Tech 1 Racing) er altid hurtig, Aleksandr Smolyar (Tech 1 Racing) som jeg kørte mod i Formel 4 er lynende hurtig og skal ikke undervurderes. Xavier Lloveras (AVF) kørte jeg også mod sidste år og han er hurtig og fik samtidig lidt erfaring ved at køre udvalgte løb i Formula Renault. Min holdkammerat Max Defourny (MP Motorsport) er den mest erfarne og en hurtig kører og min anden holdkammerat Alex Peroni (MP Motorsport) er også igang med sin anden sæson og er vildt hurtig på blandt andet bybaner. Men jeg håber selvfølgelig, at det samtidig er en styrke, at de er i mit team, så jeg kan lære en masse fra dem”.
På Paul Ricard afvikles kvalifikation fredag og lørdag. Første løb køres lørdag kl. 14.55 og andet løb køres søndag kl. 10.05. Begge løb afvikles over 30 minutter + 1 omgang
Årets sæson bliver afviklet på Grand Prix-baner rundt omkring i Europa og højdepunktet bliver, når serien skal køre supportløb ved Formel 1 Grand Prix’et i Monaco.
Formula Renault Eurocup løbskalender 2018
13-15 April, Circuit Paul Ricard, Frankrig
20-22 April, Autodromo di Monza, Italien
18-20 May, Silverstone, England
24-27 May, Monaco
20-22 July, Red Bull Ring, Østrig
26-28 July, Circuit de Spa-Francorchamps, Belgien
31 August-2 September, Hungaroring, Ungarn
14-16 September, Nürburgring, Tyskland
21–23 September, Hockenheim, Tyskland
19-21 October, Circuit de Barcelona-Catalunya, Spanien
Øvrig fakta om Formula Renault Eurocup
8 teams deltager, ialt 27 kørere, heraf har 14 erfaring fra sidste sæson
De 27 kørere kommer fra 15 forskellige lande, 5 forskellige kontinenter
9 af banerne afvikles der også Formel 1 på i år
16 kørere var indenfor et sekund ved seneste test
Sæsonen består af 20 løb, 2 afvikles ved hver afdeling
Lundgaard Racing Press Jan Kaiser Læs mere om: Christian Lundgaard15/04/18 - Paul Ricard - Formula Renault 2.0 Eurocup |