Christian Lundgaard vandt aftenens mest prestigefyldte pris som Årets Bilsportskører. Prisen uddeles af Dansk Automobil Sports Union og er blevet uddelt siden 1994. Christian Lundgaard er den yngste kører, der har modtaget prisen. På listen af tidligere modtagere findes nogle af dansk motorsports største navne som Tom Kristensen, Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Jason Watt, Casper Elgaard, Nicki Thiim og Marco Sørensen. På listen er også Christians far, Henrik Lundgaard, der i 1997 modtog prisen, da han blev første dansker, der scorede point i VM i rally – ovenikøbet i det prestigefyldte Monte Carlo Rally.
Pokalerne går i arv (Foto: Jan Kaiser)
Men som nævnt, var det ikke eneste pris Christian Lundgaard modtog på den flotte aften med mere end 800 gæster i Docken, København. Christian vandt også prisen, Årets Profil, en pris der gives ud fra en internet afstemning kombineret med stemmerne fra et udvalg i DASU.
Høltzer pokalen, den ældste hædersbevisning i dansk motorsport med rødder tilbage til 1919, blev også tildelt Christan Lundgaard. Pokalen bliver ikke uddelt hvert år, men kun de år, hvor man finder en værdig modtager. Sølvpokalen er fyldt med navne fra alle de store danske motorsportsprofiler, der gennem årene har fået tildelt denne, for at have leveret en ekstraordinær præstation indenfor dansk motorsport. Pokalen blev overrakt af tidligere Le Mans kører Lars Erik Nielsen, der overrakte den på vegne af hans datter Christina Nielsen, der fik tildelt prisen sidste år. Tidligere modtagere af pokalen er racerstjerner som Tom Kristensen, Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Thorkild Thyrring, Nicolas Kiesa, Jason Watt og John Nielsen.
Christian Lundgaard modtog også vandrepokalen Colding-pokalen. En vandrepokal indstiftet af tidligere landstræner i gokart, guldsmed Kim Colding, med det formål at hædre og synliggøre motorsportsfolk, der med udspring i Karting gør Dansk motorsport ære i ind- og udland.
Mia Sharizmann, Christian Lundgaard og Alessandro Alunni Bravi (Foto: Jan Kaiser)
”Det var en vild aften” sagde Christian Lundgaard efterfølgende. ”Det er virkelig svært at forstå. Jeg er så glad og stolt og mangler ord på al den anerkendelse. Det har været en fantastisk sæson, men at blive fejret på den her måde, gør det endnu mere vildt. At modtage priser, som tidligere er tildelt alle de store danske stjerner er fantastisk. Der skal selvfølgelig lyde en kæmpe tak til min familie, DASU, Team Danmark, og mine sponsorer. Og selvfølgelig til min manager Alessandro (Alunni Bravi – red.) og Renault Sport Academy chef Mia (Sharizman – red.), der heldigvis begge var med i aften”.
Brødrene Lundgaard - fra venstre Christian og Daniel (Foto: Jan Kaiser)
Christian Lundgaard var ikke den eneste i Lundgaard familien, der gik hjem med en pokal. Storebror Daniel Lundgaard fik aftenens største pokal, da han blev hædret for sit danske mesterskab i den første sæson af den danske Formel 4 serie. Et mesterskab der fulgte op på hans danske mesterskab i Formel Ford året inden.
Lundgaard Racing Press
Jan Kaiser Læs mere om: Christian LundgaardDaniel Lundgaard |