Det er blot trekvart år siden, at Kris Nissen vendte tilbage som aktiv racerkører efter 15 års pause og satte sig bag rattet i en DTC-racer hos Stark Massive Motorsport. Han turde dengang ikke vurdere på sine muligheder i en ny biltype, på nye baner og i konkurrence mod en snes unge, dygtige racerkørere.
- Jeg sluttede som 9 ud af 25, og den præstation synes jeg, at jeg godt kan være bekendt. Jeg er dog sikker på, at jeg kan blive endnu bedre og gøre en endnu større forskel i feltet i næste sæson.
- Jeg har haft tilbud fra 3 teams, heriblandt Team Stark Massive. Det er dog endt med, at jeg skifter team fra næste år, men jeg skylder både teamchef Casper Elgaard og resten af teamet hos Massive Motorsport stor tak deres hjælp, og at de gav mig chancen for at vende tilbage som racerkører, siger Kris Nissen.
Hans nye team bliver Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl, som siden 2015 har haft John Nielsen som teamchef.
I denne sæson vandt Team Flexlease.nu for andet år i træk alle 3-mesterskaber - med Lasse Sørensen som DTC-vinder, Lasse Sørensen som U21-mester og som bedste DTC-team.
Fra næste år har teamet foruden Kris Nissen også kontrakt med 20-årige Andreas Jochimsen og 21-årige Lasse Sørensen.
- Vi vil gerne udvikle unge kørere og have dem ude at køre i de internationale serier. Her passer Kris ind, dels på grund af hans erfaring, dels på grund af han store, internationale netværk, siger John Nielsen, der selv stoppede som aktiv kører som 58-årig:
- Inden Kris stoppede som kører, var han jo ret god, og han er stadig i rigtig god form. Så vi ser Kris som en Top 8 kører, der kan gøre sit til, at vi vinder holdmesterskabet for 3. år træk. Jeg sluttede som nummer 2 i DTC i 2013, da jeg var 57, og nu er det Kris’ tur. Han skal bare give den gas, jooker Nissens nye teamchef.
Fra venstre: Lasse Sørensen, Andreas Jochimsen og teamchef John Nielsen (Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)
Kris Nissen er glad for tilliden fra sit nye team, og han er klar til yde sit til, at Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl også kommer helt til tops i 2018.
- Dette her er som at få en stor julegave på forhånd. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg blev bedre og bedre, som sæsonen skred frem. Nu kender jeg bilen og banerne, og det vil gøre min 2018-sæson lidt nemmere. Men DTC er helt klart topklassen i Skandinavien med mange gode, unge kørere, siger Kris Nissen.
Motorsportsikonet bor i Schweitz med sin hustru Lou. Kris Nissen ejer en campingplads med hytter og campinghotel i Enderupskov i Sønderjylland, tæt på landsbyen Arnum, hvor hans familie stammer fra. På campingpladsen kan man ofte møde Kris Nissen før eller efter de danske DTC-løb.
Kris Nissen Racing
Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl
Læs mere om: Andreas JochimsenKris NissenLasse L. Sørensen |