Supertourisme 06/10/17
|
|
- Den, der bedst kan se ud af forruden, bliver mester…
Frederik Nymark fra Hadsten er klar over, at regnvejr kan få indflydelse på, hvem der vinder OK MOBIL 1 DST 2017. Han tilbragte onsdagen på Padborg Park, og han har forberedt sig bedst muligt til weekendens finale.
Det har Frederik Nymark gjort i et tæt samarbejde med teamchefen Michael Outzen, der selv vandt supermesterskabet i 2015. |
- Jeg ved ikke, om det bliver Michel Nykjær, Ole Petersen eller Frederik, der vinder mesterskabet, men jeg ved, at vi er rigtig godt forberedte, og Frederik er bare så klar, fortæller Michael Outzen.
Det viste han også, da han på en pjaskvåd bane kørte den hurtigste omgang på regnvejrsdæk.
Han havde dog lige så travlt med at følge med i vejrudsigten for weekenden.
- Faktisk har vi kun en enkelt gang kørt i regnvejr, så ingen af os har den store erfaring i at køre supertourisme på våd asfalt. Der er vinduesvisker foran, men problemet er indvendigt. Det bliver en udfordring.
(Foto: Brian Staal)
Men tørt eller vådt, så er Frederik Nymark indstillet på, at han under alle omstændigheder vil helt til tops i superklassen i 2017-sæsonen.
- Jeg vil hellere risikere at blive nr. 3 end ikke tage chancen for at blive mester, så selv om jeg skal køre klogt, så er jeg også parat til at løbe en risiko. Der bliver ikke noget med tøsedrengekørsel fra min side, lover Frederik Nymark.
Han og det øvrige felt i superklassen i dansk motorsport kører kvalifikation lørdag og tre løb søndag, og det er sandsynligt, at afgørelsen først falder i en drømmefinale.
Søndag kl. 17.00 er det Frederik Nymark, Michel Nykjær eller Ole Petersen, der springer op på sejrspodiets øverste trin.
Poul Erik Thomsen
Læs mere om: Frederik NymarkPadborg Park08/10/17 - Padborg Park - Supertourisme |