Morten Jespersen viste igen sin store omstillingsevne på en ukendt bane. Første kvalifikation gav pole position i Sverige (Foto: Bengt-Åce Gustavsson)
Fra start satte Filip Sandström de hurtige tider. Han var først ude med en hurtig tid, men fik følgeskab af Morten Jespersen, der som den første i kvalifikationen kørte en tid, der var hurtigere end et minut rent. Den forbedrede han siden til 59.170, hvilket også blev sessionens hurtigste. Flere andre kørere kom også i nærheden af Jespersen. Erkka Lindstedt var også godt med i kvalifikationens tidlige fase, men kom aldrig under minuttet.
Det gjorde Jonas Lynge til gengæld. Flere gange forbedrede han sin tid, og var tæt på pole - men det blev ved næstbedste tid. I tredje position finder vi Filip Sandström, og således er top tre i mesterskabet også top tre på gridden senere i eftermiddag, når første heat køres.
Kinnekulle er for første gang vært for et løb i DS3 Cup. Den svenske bane er lige over to kilometer lang (Foto: Bengt-Åce Gustavsson)
Tæt konkurrence trods afbrydelse
Fjerde position endte hos Sonny Nielsen efter en meget tæt duel med Louise Frost. Nielsens bedste tid i 59.893 var præcist nok til at slå Frosts 59.998.
Sjette position gik til Mads Frederiksen, mens Erkka Lindstedt og Isac Aronsson har fjerde række.
Kvalifikationen blev kortere end planlagt, da Daniel Størkersen kørte galt. Det røde flag kom ud, og det blev ikke til en genoptagelse.
Det sagde de efter kvalifikationen:
Morten Jespersen, Pole position:
- Alle ville på banen fra start, så der blev en del trafik at kæmpe med derude. Jeg selv endte også i trafik, men det lykkedes mig at finde et hul, og jeg fik sat en rigtig god omgang sammen. Sidenhen kom Jonas Lynge tættere og tættere på min tid, da jeg havde svært ved at få en fri omgang. Heldigvis for mig holdt det hele vejen, da kvalifikationen blev afbrudt før tid. Banen er virkelig sjov at køre på, og jeg ser med spænding frem til 1. heat, der vist skal køres i regnvejr.
Jonas Lynge, P2:
- Det var lidt tricky med regnen, men efter jeg fik varme i dækkene, var banen ikke så glat længere. Alt i alt gik det okay, og jeg er fint tilfreds.
Filip Sandström, P3:
- Jeg forventede at være med i toppen, så jeg er godt tilfreds med tredjebedste tid. Det er igen utroligt tæt i toppen, hvilket giver en super god konkurrence.
Insight Racing DK
Læs mere om: Kinnekulle30/07/17 - Kinnekulle - Citroën DS3 Cup |