Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Jan Magnussen sluttede sæsonen med en tredjeplads i IMSA-mesterskabet

SportsCar
Championship 

02/10/16 

Tekniske problemer gav Magnussen, Garcia og Rockenfeller udfordringer tidligt i 10-timersløbet på Road Atlanta lørdag aften dansk tid. Trioen kæmpede sig tilbage i løbet og forsvarede en tredjeplads i det amerikanske IMSA-mesterskab.
 

Det startede ellers godt for Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller, som lørdag aften dansk tid var blandt de dominerende i sæsonfinalen Petit Le Mans på Road Atlanta. En fejl i pitlane og tekniske udfordringer med bilen ødelagde dog vinderchancerne for trioen, som sluttede 10-timersløbet på en fjerdeplads.


(Foto: Richard Prince)

– Med en stærk start på weekenden havde vi bestemt håbet på at kæmpe med om sejren i sæsonens største løb, lyder det fra Jan Magnussen.

Danskeren var anden mand i bilen efter Antonio Garcia havde startet løbet fra en andenplads, men en fejltagelse i pitlane gjorde, at Magnussen pludselig lå bagest i GTLM-feltet, da han returnerede til løbet.

– Forvirring i pitten betød desværre, at crewet fik sat en forkert type dæk på bilen. Det krævede et ekstra pitstop, og så var vi pludselige bagud, forklarer Jan Magnussen.

Garagebesøg kostede omgange
Danskeren igangsatte straks et comeback og var godt på vej op gennem feltet af langsommere GTD-biler, da et andet problem forstyrrede kampen.

– Speederen reagerede pludselig ikke. Det var enten fuld gas eller ingen gas, hvilket naturligvis gjorde det umuligt at køre bilen, og crewet tog en hurtig beslutning og kaldte mig ind på pitmuren.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen måtte bide i det sure æble og køre den lange vej til garagen, hvor mekanikerne stod klar. Den banale fejl viste sig at være et stik, der havde revet sig løs, og få sekunder efter blev bilen skubbet ud af teltet og sendt afsted.

Turen til garagen kostede imidlertid fire dyre omgange, og mens kommentatorerne allerede havde dømt den gule Corvette C7.R #3 ude kampen, begyndte et stærkt comeback.

Stærkt comeback
Godt hjulpet af perioder med safetycar lykkedes det trioen at hente de tabte omgange tilbage, og mod slutningen af løbet havde de tre Corvette-kørere kæmpet sig frem til en fjerdeplads i GTLM-klassen – blot én omgang efter den førende Ferrari.


(Foto: Richard Prince)

– Med otte timer tilbage af løbet var det alt for tidligt at give op. Vi havde en god bil, og med effektive pitstop og lidt held vidste vi, at det var muligt at kæmpe sig tilbage.

Teamet fik ret, og selv om Magnussen, Garcia og Rockenfeller sluttede lige uden for podiet med en fjerdeplads, var det en enestående og overraskende præstation af både kørere og crew.


(Foto: Richard Prince)

– Når man tænker på, at vi på et tidspunkt holdt stille i garagen, synes jeg faktisk, det er lidt af en triumf at slutte på en fjerdeplads, lyder det fra Jan Magnussen.

– Et kæmpe tillykke til vores teamkammerater Oliver Gavin og Tommy Milner, som tog mesterskabet i dag, og ikke mindst en kæmpe tak til hele holdet bag Corvette Racing for en fantastisk indsats hele sæsonen igennem.

Tredjeplads i mesterskabet
Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede 2016-udgaven af WeatherTech SportsCar Championship på en tredjeplads i kørernes mesterskab, mens Corvette Racing tog teammesterskabet og Chevrolet sikrede sig konstruktørmesterskabet i GTLM-klassen.

Også en anden dansker sluttede på mesterskabspodiet, nemlig den 24-årige Ferrari-kører Christina Nielsen, som sikrede sig titlen i GTD-klassen – i øvrigt som den første kvindelige racerkører nogensinde til at vinde et stort internationalt mesterskab.

Næste opgave for Jan Magnussen og Corvette Racing er 24-timersløbet på Daytona International Speedway den 26.-29. januar, som markerer åbningen på 2017-sæsonen.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Mike Rockenfeller
  • Corvette Racing
  • Road Atlanta
  • 01/10/16 - Road Atlanta - SportsCar Championship
  •