DTC 24/09/16
|
|
Den mesterskabsførende Kasper H. Jensen blev slået med seks hundrededele Det bliver Jan Magnussen, Roskilde, der søndag middag starter fra pole position ved det første kvalifikationsheat for MASCOT Danish Thundersport Championship ved Yokohama DM-Finalen. Men det kunne lige så godt have været den mesterskabsførende Kasper H. Jensen, Hinnerup, der skulle have haft bedste startplads på FDM Jyllandsringen. Kampen mellem dem var nemlig tæt lige til det sidste. |
Jan Magnussen var den første kører, som kom under 1.10-grænsen på FDM Jyllandsringen, da han på sin første flyvende omgang satte tiden 1.09,689. Tre minutter senere var det så Kasper H. Jensens tur til at komme under 1.10, da han med tiden 1.09,308 strøg til toppen af tabellen. Begge kørere returnerede herefter til pitten for at få checket materiellet, og da der var tre minutter tilbage af tidtagningen, vendte de begge tilbage på asfalten. Med et minut igen satte Jan Magnussen en ny hurtigste tid i 1.09,243, og nu var det så spørgsmålet, om Kasper H. Jensen kunne slå ham. Det gjorde han ikke. Han manglede en tiendedel af et sekund i at forbedre sin egen tid, og dermed skal han starte det første af søndagens tre løb fra position to.
Jan Magnussen endte med at sætte bedste tid i lørdagens tidtagning for MASCOT Danish Thundersport Championship (Foto: Morten Alstrup)
Mikkel C. Johansen, Slagelse, og den mangedobbelte norske mester, Marius Nakken, havde med henholdsvis tredje- og fjerdebedste tid en af årets bedste tidtagninger, mens de to sidste kørere, der stadig har en mulighed for at vinde MASCOT Danish Thundersport Championship – Michael Markussen, Kolding, og Casper Elgaard, Risskov – kvalificerede sig som nummer fem og seks.
Lasse L. Sørensen, Svenstrup, var med ottendebedste tid bedst blandt rookie-kørerne, mens der også er lagt op til en hård fight blandt U21-titelkandidaterne, da Frederik Schandorff, Rønde, og Martin V. Jensen, Hinnerup, kvalificerede sig som nummer ni og tolv.
Første kvalifikationsheat i MASCOT Danish Thundersport Championship køres søndag klokken 12.55. Andet kvalifikatitonsheat starter 15.35 og finalen skydes i gang klokken 16.25, hvorefter finalevinderen og den nye mester kåres.
MASCOT DTC
FDM-DTC Motorsport A/S
Læs mere om: Jan MagnussenJyllandsringen25/09/16 - Jyllandsringen - DTC |