I søndagens finale på Rudskogen fortsatte Jacob Mathiassen sin gode stime fra lørdag, da han i overbevisende stil gjorde det til fuldt hus i Norge. Det skete i et særdeles spændende heat, hvor den omvendte top seks skabte en første række, som var besat af to af feltets kvindelige kørere. Norske Malin Blad på pole position foran Louise Frost. De fulgtes af Emrik Smedberg og Andreas Nesset samt Marcus Påverud og Jacob Mathiassen.
Jacob Mathiassen tog weekendens anden sejr af to mulige, mens norske Andreas Nesset og Rune Staudt fulgte trop. (Foto: Niklas Majgaard)
De bedste starter fik Rune Staudt og Kenn Bach imidlertid. Fra de sidste pladser som nummer 10 og 11 skød de begge frem til midten af feltet med Bach forrest. Ud af første og andet sving var han således firer, mens Staudt var kort efter. Mathiassen og Smedberg fik også superstarter fra 6. og 4. position, hvilket de straks vekslede til føring for Smedberg og Mathiassen lige efter.
Svenskeren kunne dog ikke holde sin føring, for på anden omgang blev han under hårdt pres overhalet af Mathiassen, som gik yderst i første sving. Satsningen betalte sig, for med Mathiassen inderst i de to følgende sving, kunne svenskeren ikke lukke af. Mathiassen stak af i spids, men prøvelserne var ikke slut for Smedberg, der under pres fra Andreas Nesset og Kenn Bach blev ramt let.
Kenn Bach kørte et blændende søndagsløb og kæmpede længe for podiepladsen. Han måtte dog se sig passeret af en lige så stærkt kørende Rune Staudt. (Foto: Niklas Majgaard)
Nesset gik forbi og etablerede sig på andenpladsen, mens Kenn Bach kunne etablere sig på tredjepladsen i en fortsat kamp mod svenskeren og Rune Staudt, som også kæmpede hårdt mod hinanden. Kort efter gav det resultater for Staudt, der fandt en vej forbi til fjerdepladsen.
Ude foran var der status quo på dette tidspunkt i midten af løbet. Mathiassen sad solidt på føringen og Andreas Nesset på andenpladsen. Kenn Bach kæmpede sit bedste for at holde tredjepladsen, mens Staudt satte jagten ind. Mod slutningen var Bach tæt på at kunne få metal med hjem til Aalborg, men det gik ikke. En lidt for sen indbremsning gav en dårlig udgangshastighed, som Rune Staudt prompte udnyttede til at hive tredjepladsen i land.
Med de nærmeste konkurrenter i mesterskabet, Jørgen Worthmann og Marcus Påverud langt nede i rækkerne i heat 2, er der derfor matchbold til Mathiassen inden finaleweekenden på Jyllandsringen. Således står den unge hobrogenser aktuelt med fire pole positions, seks sejre og 176 point samlet, mens det er særdeles spændende om resten af podiet. Marcus Påverud er nummer to med 135 point, mens Jørgen Worthmann er nummer tre med 133. Andreas Nesset er firer med 131 point og Karin Fossen femmer med 128. Også Emrik Smedberg har fortsat muligheder i sine 124 point på sjettepladsen. Med en samlet pulje på i alt 50 point ved finalen på Jyllandsringen, er der derfor alt at kæmpe om endnu.
Det sagde de efter løbet:
Jacob Mathiassen, vinder:
- Det var et helt fantastisk løb. Fik en super start, men jeg måtte være forsigtig i starten. Jeg fandt en vej forbi Emrik Smedberg, men han forsvarede sig godt. Det er et kanon resultat for teamet og for mesterskabet, men der er stadig lang vej igen. Jeg går ydmygt til opgaven, og ved godt, at der skal sikre point hjem næste gang også.
Andreas Nesset, P2:
- I dag var et godt resultat ovenpå vores fredag, hvor bilen gik i stykker. Kom fint fra start i dag, men havde desværre ikke tempoet til at gøre noget ved Jacob Mathiassen, selv om jeg forsøgte. Vi har gang i en fin formkurve, men har hidtil haft det lidt svært på Jyllandsringen. Vi ved, at der kan hentes lidt mere fart, så vi arbejder videre.
Rune Staudt, P3:
- Starten... Den start sad virkelig lige i skabet. Jeg kom helt op forbi Påverud og tænkte, at det var et helt fint udgangspunkt. Mod slutningen var jeg bange for, om dækkene kunne klare det, men Kenn Bach havde det også svært på det tidspunkt.
Kenn Bach, P4:
- Virkelig en god dag i dag. Jeg er meget tilfreds, men ville godt nok gerne have været på podiet. Det hele begyndte med en super god start, hvor jeg gik fra 10. til fjerdepladsen og kunne kæmpe hårdt om det hele vejen. Rune Staudt pressede mig virkelig hårdt, og vi havde en fed duel derude.
Citroen DS3 Cup Læs mere om: Jacob MathiassenRudskogen Motorsenter04/09/16 - Rudskogen Motorsenter - Citroën DS3 Cup |