Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperCup

Lasse M. Sørensen viste atter sit format

SuperCup 
17/06/16 

- vandt på Ring Djursland, men var også uheldig to gange
Det blev atter engang til en sejr for Lasse M. Sørensen, da deltagerne i Yokohama Super Cuppen afviklede årets fjerde afdeling. Men selv om det lykkedes teenageren fra Hammel at komme øverst på podiet i weekendens afsluttende heat, var han også uheldig. Han måtte nemlig udgå af de to første heat, og det kostede ham føringen i mesterskabet.
 

”At jeg måtte udgå af de to heats, var langt hen ad vejen min egen skyld,” indrømmer Lasse M. Sørensen.

”I det første heat startede jeg treer og lå og kæmpede med Tino Vang Jørgensen. Jeg kunne godt se, at han var hurtigere end mig, så jeg åbnede op for ham, men da det ikke umiddelbart så ud til, at han ville passere mig, lukkede jeg hullet, og så ramte vi hinanden. Jeg kunne fortsætte, men hans fælg har skåret ind i mit dæk, så jeg punkterede. Men det var en episode, vi var lige gode om.”


Det blev til en sejr ud af tre mulige på Ring Djursland for Lasse M Sørensen

I andet heat så det længe ud til, at køreren i den hvide, gule og sorte Opel Astra OPC ville sejre. Lasse M. Sørensen havde nemlig kørt sig fra syvende- til førstepladsen, men pludselig begyndte Kim Lund at indhente ham.

”Det endte med, at jeg holdt mere øje med, hvad der var i spejlene, end med, hvor jeg skulle dreje og bremse. Så jeg bremsede for sent og røg i sandet. Det var ærgerligt og helt min egen skyld,” siger Lasse M. Sørensen, som dog fik oprejsning med en sejr i tredje og sidste heat.

”Igen skulle jeg starte nede bag i feltet, men der skete et uheld foran mig med 3-4 biler, og det kom jeg forbi, så jeg pludselig lå treer. Det endte med, at jeg kunne køre mig op og vinde løbet. Det var rart nok at få en førsteplads ovenpå de to første heats.”

Der er nu sommerferie i Yokohama Super Cuppen, hvor næste afdeling først køres på Rudskogen Motorsenter i midten af august.

”Denne her weekend har ikke været så god ved pointene, så jeg er rykket ned på andenpladsen, men der er stadig tre løb tilbage af sæsonen, så jeg ser frem til, at vi skal køre i Norge,” siger Lasse M. Sørensen. ”Jeg skal ingen succesballast have med, så chancen for at gøre det godt stiger.”

Jan Sørensen


Læs mere om:
  • Lasse M. Sørensen
  • Ring Djursland
  • 12/06/16 - Ring Djursland - SuperCup
  •