Jan Magnussens udsigt til en velfortjent 2. plads i sæsonens fjerde afdeling af United SportsCar Championship på Laguna Seca krakelerede, da teamkammeraten Antonio Garcia på allersidste omgang måtte fortrække til pitten for et hurtigt brændstofstop. Duoen sluttede på en 4. plads.
(Foto: Richard Prince / Richard Dole)
– Det var så hamrende ærgerligt. Vi vidste, det ville blive et svært løb, men undervejs lykkedes det os at komme helt op i toppen af feltet, og en podieplacering havde været godt for os, lød det fra en skuffet Jan Magnussen efter løbet.
Sammen med Antonio Garcia startede danskeren løbet fra en 6. plads, og selvom omgangstiderne ikke matchede de hurtige rivaler fra Ferrari og Ford, fandt den hurtige Corvette-duo alligevel vej op gennem feltet.
(Foto: Richard Prince / Richard Dole)
– Mit eget stint handlede mest af alt om at forsøge at hænge på og forsvare vores placering. Vi havde fået tildelt en ny type dæk til løbet, og vi må bare erkende, at vi ikke havde fundet det ideelle setup. Jeg manglede virkelig greb til sidst.
Antonio Garcia overtog bilen efter tre kvarters kørsel, hvor teamet samtidig traf en beslutning om at fuldføre det to timer lange løb på bare ét pitstop. Med 75 minutter igen gik spanieren ind i kampen og kørte et stærkt stint, hvor han blandt andet udnyttede en battle mellem søsterbilen og en Porsche til at snuppe to positioner i ét sving.
(Foto: Richard Prince / Richard Dole)
Benzinmangel på sidste omgang
Og Corvette-teamets one-stop-strategi lykkedes ... næsten. Med blot en halv omgang tilbage måtte Antonio Garcia, som nu lå på 2. pladsen, kaste håndklædet i ringen og adlyde brændstofmålerens blinkede alarm. Spanieren måtte i pit til et hurtigt splash for at undgå at køre tør – og kørte herefter ud af pitlane og henover målstregen. Pitstoppet kostede to pladser, og duoen sluttede P4.
– Vi vidste, at det var risky business at satse, men den dag, vi holder op med at tage chancer, er vi ude af kampen. Vi har verdens bedste team bag os, og deres beslutninger har gjort, at vi mange gange har kørt over målstregen som de første. Det lykkedes ikke i denne weekend, men det vil lykkes igen. Det er de bedste folk i branchen.
Med 4. pladsen på Laguna Seca indkasserede Magnussen og Garcia det bedste resultat siden 2. pladsen i 24-timersløbet på Daytona International Speedway i januar. Duoens næste opgave bliver årets vigtigste, nemlig 24-timersløbet på Le Mans den 18.-19. juni.
(Foto: Richard Prince / Richard Dole)
Kæmpe ros til Kevin
Jan Magnussen havde også ros til anden side denne weekend. Nemlig til sønnen Kevin, som kørte et fænomenalt løb under det russiske grandprix i Sochi. Den 23-årige dansker startede fra en udfordrende 17. plads, men sluttede på en overraskende 7. plads, hvilket sikrede det nystartede Renault-team sine første VM-point.
Magnussens indsats blev efterfølgende rost af de internationale motorsportsmedier, og der fulgte også en kåring som Driver of the Day – en officiel afstemning blandt Formel 1-fans fra hele verden.
Danskerens kørsel synes ikke påvirket af, at han ellers havde misset weekendens første træning, som var reserveret til teamets russiske testkører. Ligesom han under løbet overhalede Red Bulls Daniel Ricciardo i en imponerende udbremsningsmanøvre.
– Han er fantastisk! Det er det, jeg hele tiden har sagt, lød det fra Jan Magnussen.
– Medierne har ret, når de beskriver hans løb som det bedste nogensinde. Han startede bagest i feltet og kæmpede sig frem. Han fik uden tvivl alt det ud af bilen, han kunne, lavede nogle imponerende manøvrer og sluttede bedre, end teamet formentlig havde forestillet sig. At sikre teamet de første VM-point er en uhyre vigtig præstation.
(Foto: Richard Prince / Richard Dole)
Jan Magnussen Racing
Læs mere om: Jan MagnussenLaguna Seca01/05/16 - Laguna Seca - SportsCar Championship |