Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Fire på stribe til Rosberg

Formel 1 
01/05/16 

Kaotisk start i trivielt løb
Rosberg vandt i dag. Bag ham brød helvede løs på første omgang, men fordelen ved en pole position er, at hvad der sker bare et hak længere nede i feltet, ikke betyder ret meget. Rosberg kunne køre en sikker sejr i land i et løb hvor Mercedes slog fast, at de faktisk ER de bedste. Dagens positive overraskelse var Kevin Magnussen, der hentede en 7. plads i sin Renault racer.
 

Det må være frustrerende; at være god til sit arbejde, have taget det seriøst - og gøre al sit hjemmearbejde. Og efter 30 sekunder så er det slut. Stakkels Vettel lavede en god start og blev derefter ramt to(!) gange af Daniil Kvjat. Da første gang kun beskadigede ham en lille smule, måtte den anden gang jo til, så tyskeren blev sendt i barrieren og ud af løbet.

Også de to Force India biler havde et sammenstød, der sendte Hülkenberg ud. Mens SC kravlede på banen, gik Vettel i gang med at rydde op og placerede sin knækkede frontvinge i den tomme siddebrønd - hjælpsom fætter ham Vettel. Kvjat fik en stop and go straf for at lege radiobil på første omgang - og dermed var han ude af ligningen. Generelt var det ikke nogen god dag for Red Bull - Ricciardo blev også et offer for sammenstødet mellem Kvjat og Vettel. Australieren skulle have en ny front på bilen og endte ligesom sin russiske holdkammerat uden for pointene. Ricciardo kom dog i centrum, da han var den tabende part i en af løbets bedre overhalinger - da Magnussen i en duel på Renault motorer smækkede sin fabriksbil forbi kundebilen. Lige der virkede løbet i Kina meget langt væk for Red Bull.

I front for løbet var det Rosberg der dominerede i ensom majestæt. Den eneste potentielle trussel kom fra Lewis Hamilton, der startede som nr. 10 efter tekniske problemer i går. SC perioden hjalp ham lidt fremad - og så et par forbikørsler. For der var egentlig ikke tale om overhalinger, selvom det var mod en Williams med Mercedes motor og en Ferrari. Dertil er Mercedes bare for overlegne. Men den lave startplacering forhindrede at vi fik et race om sejren, Rosberg var for langt foran.

Kimi Raikkonen fortsatte den gode stime af hæderlige placeringer og blev nr. 3. Efter at have samlet på uheldige omstændigheder i de to forgående år, skal det være ham vel undt, at være lidt mere heldig i år. Men samtidig var det også tydeligt at Ferrari ikke er noget match for Mercedes.

Landsmanden Bottas tog en 4. plads efter at have startet som nr. 2. Undervejs måtte han give fortabt overfor både Raikkonen og Hamilton, men der var heller ikke rigtig nogen trussel bag fra. For på 5. pladsen kom Felipe Massa, der kørte et vældig anonymt løb og mod slutningen kunne tage sit et pitstop, uden at komme under pres fra nr. 6.

Fernando Alonso lå længen til at blive nr. 7, men da Verstappens Toro Rosso blev træt af livet og holdt op med at trække vejret, blev den tidligere verdensmester forfremmet til en 6. plads. Måske ikke prangende, men alligevel viser det at McLaren og Honda er kommet et pænt stykke vej siden sidste sæson.

På 7. pladsen kom så manden, som Alonso skubbede ud hos McLaren, Kevin Magnussen. Danskeren var startet som nr. 17, men sammen med Palmer nød han godt af den kaotiske start og skubbede sig op på en 9. plads på første omgang, med Palmer bag sig. Men derfra skiltes deres veje. Palmer endte løbet som nr. 13, mens Magnussen havde godt styr på sine dæk og fik kravlet fremad i placeringen. Først var der duellen med Ricciardo, en duel som Grosjean forsøgte at udnytte, ved at ville inden om dem begge to. Men Magnussen afviste franskmandens angreb og holdt ham derefter bag sig. Senere sluttede Perez sig til kampen, på friskere dæk, men ham holdt Grosjean bag sig.

Men det var rækkefølgen: Magnussen, Grosjean, Perez. I sidste del af løbet, var det der, hvor der skete noget spændende, hvilket gav meget tv tid til de tre. Det sidste point gik til Button, der mod slutningen fandt en vej forbi den stakkels Ricciardo. Dermed var der hele to McLaren biler i pointene...

Løbet startede godt, men med Mercedes totale overlegenhed er det begrænset hvor spændende det kan blive. Der var et par fornuftige dueller undervejs, og til sidste kom ham der, den moderne Stalin for at uddele præmier, så man tænkte, at de heldige var dem, der ikke var på podiet!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Sochi
  • 01/05/16 - Sochi - Formel 1 - FIA F1
  •