Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Penge, kvalifikationer og forandringer

Formel 1 
14/04/16 

Optakt til Det Kinesiske Grand Prix
Bilerne er på vej på banen i Kina, årets tredie Formel 1 weekend er i gang. Mens kampen på banen indtil videre har været lidt ensidig, har kampene i kulisserne til gengæld trukket overskrifter. Vi kigger her på hvad der egentlig rører sig i Formel 1.
 

For det første er der kvalifikationen. Det format man startede med, duede helt åbenlyst ikke. Spørgsmålet var så, om man skulle vende tilbage til det gamle, eller man skulle fortsætte eksperimenterne. FIA og Bernie Ecclestone stod fast på det sidste, mens teamsene stod fast på det første. Deres argument var, at nu havde man lavet et eksperiment og det var bedre udskyde en ændring til næste sæson - og så gøre det ordentligt.

Bernie og FIA mente derimod, at der skulle ske nogle forandringer, fordi showet trængte til lidt forandring - læs: løbene er kedelige. Det skulle gøre mere spændende, ved at have en kvalifikation der krævede at man satte to tider, og det så var gennemsnittet der talte. Dette kan der findes flere fine argumenter for, men omvendt kan man også pege på at, der er en pointe i, at nu har man lavet et eksperiment, og det nok ikke vil se fantastisk ud at lave et til!

Til sidst tabte FIA og Bernie Ecclestone magtkampen og gav sig - og fra Kina er vi tilbage ved det format vi kender fra sidste år. Det kan man så være enig i, eller ikke. Men det åbenlyse problem her er, at den organisation, der står for sporten, FIA, ikke har magt nok til at bestemme hvad der skal ske, fordi sportens deltagere, vil noget andet. Det problem er ikke noget man genkender fra andre sportsgrene. Det er et problem - der er for mange der bestemmer i Formel 1 og dermed bliver det svært at ændre noget.

Demokrati er en god ting. I forhold til at styre det samfund vi lever i. Den langsommelighed det giver i forhold til forandringer, er sådan set meget smart - ting sker langsomt, men de sker hele tiden. I en sportsgren er demokrati måske ikke den rigtige styreform. Der er nogen der skal bestemme hvad der skal ske - fra en position hvor de har helikopterblikket, mens andre kan komme med inputs fra de positioner og med de perspektiver de nu hver især har.

Formel 1 står overfor nogle heftige forandringer næste sæson - det har man besluttet. Men, man er endnu ikke klar på præcis hvordan disse forandringer skal udmøntes. Der er mange bolde i spil - allesammen under overskriften, at showet skal forbedres. Hvor meget mere spændende det så faktisk bliver, står dog alligevel hen i det uvisse.

Og så er vi ved pengene. For mens der er regler for hvor mange dage man må teste og hvor mange timer man må bruge i vindtunnellen, er der stadig ikke nogen restriktioner på hvor mange penge man må bruge - et team må bruge alle de penge, de kan skaffe.

Engelske Autosport har i denne uge haft flere artikler om hvordan pengene bliver fordelt. Der er 145 millioner dollars forskel på det hold, der får mest og det hold, der får mindst. Mindst er Manor, med $47 mio, mens flest er Ferrari med $192 mio. Pengene bliver fordelt i forskellige puljer. Der er et grundbeløb alle får, der er et beløb der bliver givet på baggrund af hvordan et team har klaret sig i sidste sæson. Og endelig er der særaftaler. Ferrari får en frygtelig masse penge, fordi de har været med hele vejen igennem. Andre hold får ekstra penge, fordi de en gang har vundet VM titler. Det er i disse særaftaler, at de rigtig store penge ligger.

Fundamentet for at en sport kan blive ved med at være interessant, er at deltagerne i en eller anden udstrækning har ens vilkår. Og det har de ikke i Formel 1 i dag. Udover de penge de får fra Bernies pengetank, har de sponsorater og så har nogle af holdene også en bilfabrik bag sig, der skyder penge i. De to sidste punkter kan blive svære at gøre ret meget ved. Men fordelingen af penge fra sportens indtægter - tv-rettigheder, betalinger fra de enkelte løb - kan fordeles på en helt anden måde.

For det første skal det være ens for alle. Det vil sige, at særaftalerne skal væk. Så kan man diskutere om det skal være den socialistiske model, hvor alle får ligemeget - og resultaterne ikke tæller. Det vil skabe en situation hvor teamsene i meget høj grad bliver økonomisk ligestillet - forskellen vil være i de indtægter de selv kan generere. Det vil også mindste behovet for kørere med flere penge end talent.

Den anden, mere traditionelle tanke, er, at pengene skal dels fordeles i en ligelig pulje, dels fordeles efter præstationer, så hvis man vinder VM et år, får man det følgende år flere penge end sine konkurrenter. Det er et system der har sin rod i sportens oprindelse, hvor pengene ikke blev samlet ind af en centralbank (Bernie), men udbetalt af de enkelte løbsarrangører direkte til teamet og køreren. Dengang var der sum penge for at starte, og en sum penge for at blive placeret.

I en moderne verden, vil den helt lige fordeling, måske være den, der giver mest mening, da formålet må være, at skabe så spændende en VM kamp som muligt - og det skaber man ikke ved at justere på kvalifikationsregler, men ved at give alle lige mulighed for udvikling. Som det er i dag, kan et lille team faktisk sidde med en fantastisk idé, som de bare ikke har penge til at udvikle på!

Til slut havner vi hos Margrethe Vestager. Den danske EU kommisær for konkurrence, er ved at overveje, hvorvidt der er en sag, hvor reglerne om at bruge en monopol lignende status, til at tryne sine modstandere er overtrådt. Helt konkret drejer det sig om førnævnte fordelingsnøgle. Bernie Ecclestone har hele tiden fastholdt, at de små teams jo bare kunne have ladet være med at skrive under. Men hvis de havde gjort det, ville det være det samme som at lukke sin forretning. De facto havde de små teams ikke anden mulighed end at skrive under. Spørgsmålet er så om det er tilladt at favorisere nogle deltagere økonomisk fremfor andre deltagere. Vurderingen fra flere eksperter er, at det er det ikke. Så den økonomiske struktur i Formel 1 er under pres - og står muligvis og forhåbentligvis overfor forandringer. Forandringer der vil give et mere levedygtigt felt, med mere jævnbyrdig konkurrence.

I mens i Kina skal en flok biler snart ud at køre og holde hjulene i gang, i det der selv i sportens egne øjne, er en lidt handicappet sportsgren. Og alligevel håber vi alle, at lige på søndag, bliver én af de dage...

Martin Møller-Thomsen