| Et team bestående af Palmer, Magnussen, en sulten, men beslutsom Renault organisation og samme fabriks lidt tvivlsomme motor, signalerer ungdom, lidt mangel på erfaring, men store ambitioner. Primært kan man sige, at skiftet fra Maldonado til Magnussen signalerer at man satser på 2016 til at lave fremskridt og ikke bare til at omstrukturere teamet. Med Maldonado i teamet havde det mere lignet en midlertidig konstellation.
Jolyon Palmer, Esteban Ocon og Kevin Magnussen
(Foto: Luc Perenom / Renault Sport)
For Magnussen er det rent held at situationen opstår - han kunne ligeså godt været havnet på sidelinjen igen i år - eller i en anden klasse, hvor han kunne ræse rundt sammen med en hel masser andre kørere der havde talent, men som af den ene eller anden grund ikke slog igennem.
For der skal mere end talent til at få succes i Formel 1. Timingen skal også være der. For når alt kommer til alt, er der masser af talenter. Som talent skal man også ramme et hul, en mulighed skal opstå, så man havner i den rigtige bil, på det rigtige tidspunkt. Mange talenter har været omkring Formel 1 og er smuttet igen uden helt at få vist hvad de kan.
Magnussen har fået chance nummer to. Den er sjælden - bevares, der er kørere der ryger ud og kommer ind igen - men ofte er der tale om kørere med så store sponsorer, at deres talent er underordnet. Formel 1 er i virkeligheden ganske usentimental, hvad der har været er uinteressant - det er den næste store stjerne vi leder efter. Og faktisk er antallet af betydelige kørere, der har fået chance nummer to, ikke rigtig til at få øje på.
Fernando Alonso, Felipe Massa, Mika Häkkinen tilbragte alle en sæson udenfor, men der tale om midlertidige og planlagte tilstande. De var tilknyttet teams, der havde tænkt sig at bruge dem. Så man kan ikke rigtig sige at de havde fået chance nummer to. Det ville man heller ikke kunne sige om Magnussen, hvis nu Button havde ladet sig pensionere og Magnussen i år var vendt tilbage til McLaren. Dét havde bare været en fortsættelse af hans første sæson.
Man kan postulere at Kimi Raikkonen fik en chance nummer to (det samme gjorde så Niki Lauda), men det tæller ikke helt, når man i første ombæring nåede VM titlen. Nej, vi leder efter kørere der relativt hurtigt røg ud af Formel 1, for så at vende tilbage og få succes. De er sådan set ikke rigtig til at finde. Der er Mario Andretti der fra 1968 til 1972 kørte Formel 1 sporadisk, inden han i 1975 begyndte på fuld tid i sporten og vandt VM i 1978.
Der er nogle som måske nok blev fundet for lette i første omgang, og som alligevel flød ovenpå, og endte med succes alligevel. I nyere tid kan vi pege på Jenson Button som var et ungt talent, der først tilbragte en sæson hos Williams, inden han skiftede til Benetton, der selv skiftede navn til Renault. I de to år han var der lykkedes det aldrig rigtig for unge Button at overbevise andre om sit store talent. Han var nok lidt heldig med at komme til BAR hvor han fik fornøjelsen af at køre mod Jacques Villeneuve. Canadieren havde den mest mærkværdige karriere som nogen har haft, men han var dog tidligere verdensmester - og Button klarede sig fint i sammenligning. Senere blev BAR til Honda, inden det næsten lukkede helt. Inden da havde Button både nået sin første sejr og tidligere en 3. plads i VM. Men igen i efteråret 2008 så det ud til at det nu var slut for englænderen. Altså lige indtil Ross Brawn købte teamet, lavede en aftale med Mercedes og resten er historie. På en måde var det noget så sjældent som en tredie chance som Button der fik - og han kvitterede med en VM titel.
En kører som Nigel Mansell, der vandt VM i 1992, var heller ikke så overbevisende i sin tidlige karriere at hans fremtid var garanteret. Efter nogle år hos Lotus kom han til Williams i 1985. Han var ikke Frank Williams og Patrick Heads første valg, men han fik sædet. Han præsterede bedre end nogensinde tidligere og vandt sine første sejre. Pointen er, at Mansell næsten ligeså godt kunne have været fortid i Formel i 1985.
Da Mansell vandt VM i 1992 hed hans teamkollega - og nr. 2 i VM - Riccardo Patrese. Han var også en kører der fik mere end en chance, men han nåede dog at vinde løb, inden hans første chance brændte ud. Efter en årrække hos Arrows kom han i 1982 til Brabham og på to år vandt han to løb, men teamet var fokuseret på verdensmesteren Nelson Piquet og Patrese pøvede lykken hos Alfa Romeo - det endte efter to år med rigtig mange ikke fuldførte løb - og et team, der lukkede. Hans redning blev Brabham, hvor han afløste Piquet, men i 1987 gentog historien sig og teamet trak sig fra sporten. Det var Bernie Ecclestone der hev fat i Frank Williams og overtalte ham til at give Patrese en bil i 1988 - igen skulle han afløse Piquet. Det var italienerens anden chance - og fra 1988 til 1992 vandt han fire løb og sluttede i top 3 tre gange.
Esteban Ocon, Jolyon Palmer, Carlos Ghosn og Kevin Magnussen
(Foto: Renault/Luc-Perenom)
Så Kevin Magnussen er havnet i en unik position - han kan gøre noget ingen anden rigtig har gjort før ham. Blive helt afskrevet - og i bedste fald på vej til et meget lille hold - og så blive reddet efter deadline. Hvis han gør det han skal - sætte Palmer på plads og får gjort teamet til sit - så er en ny historie skrevet. Muligheden er skabt, kulissen er på plads, tæppet trukket fra scenen - nu skal der præsteres!
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om:
Kevin Magnussen |
