Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Supertourisme Turbo

Året der gik og blev afsluttet med drama

Danish
Supertourisme
Turbo 

13/10/15 

Da Michael Outzen og JM Racings i efteråret besøgte Padborg Park, for at kigge på den netop ankomne DST racer, var det en stor beslutning der skulle tages for begge parter. Michael Outzen havde i 2013 valgt at stoppe, og havde umiddelbart ikke planer om at genoptage motorsporten på højt plan.
 

Men i løbet af vinteren voksede ideen og blev til sidst til en kontrakt imellem ham, og hans gamle DTC team. Aftalen var, at hvis begge parter skulle genoptage sporten, så var målet at vinde mesterskabet i fællesskab.

Det første løb var meget præget af lidt rust der skulle bankes af, men Michael Outzen satte hurtigst tid i superpolen og endte også med at vinde finalen som dog blev kortet af. Det var på daværende tidspunkt en stor lettelse for hele teamet som havde knoklet hårdt i vinteren.

Heldet skulle dog vende på Djursland. Michael Outzen satte atter hurtigste tid i Superpole, men efter en 3. plads i løb 1 vendte alt på hovedet. Et stort sammenstød for enden af langsiden, knuste Michaels JM racer i for- og bagende. Bilen kunne på ingen måde laves, og Michael måtte se de sidste 2 løb fra sidelinjen. Det betød også, at Outzen ikke længere førte DST mesterskabet.

Helt naturligt var det et stort skridt tilbage for det jyske team, men det betød også en holdningsændring for bil nummer 7. Der blev nu fokuseret hårdt på Spa, som var den tredje afdeling af mesterskabet. Og selv om årets skadesbudget var brugt på den foregående weekend, blev der brugt resurser på at teste op til løbet, således at teamet var klar til at komme tilbage til toppen af DST. Michael Outzen kvitterede også ved at levere 3 løbs-sejre, og bragte dermed bil nummer 7 tilbage til toppen af tabellen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Der blev efterfølgende kørt på Ring Djursland, inden teamet drog mod den lille bane i Sverige. Ikke siden 2008 havde Michael Outzen kørt på den Svenske karrusel, og med blot én test dag forinden løbet, var der stor usikkerhed omkring hvor Michael ville placere sig. Teamet havde forinden løbet besluttet sig for at dette løb skulle køres så defensivt som overhovedet muligt, og med en gearkasse som efter første heat kun sporadisk ville gå i tredje gear, var udsigterne ikke positive. Michael Outzen tog de chancer som bød sig, men uden at løbe nogen risiko. Det resulterede i en startplacering som nummer 3 til finalen. En hurtig snak imellem ingeniørerne og det øvrige team betød, at alle planer om defensiv kørsel blev droppet til fordel for at gå efter den generelle sejr. Og efter ca. 6 omgange kunne Michael Outzen tage føringen og atter bringe en sejr hjem til det grå/gule BMW team.


(Foto: Alstrup)

En af de helt prestigefyldte løb i 2015 var Nightrace. Det var nyt for alle, og et løb som på alle måder var interessant at vinde. Efter nogle heftige kampe i løbet af aftenen kunne Michael starte fra P2 til finalen, lige bag Frederik Nymark. Allerede på første omgang forsøgte Michael at komme forbi Frederik, men han måtte vente til omgang 2 med at overtage føringen. En aggressiv strategi gjorde, at Michael Outzen kunne spole et fint forspring ud og efter en radio-melding om at Michaels team-kollega var gået forbi Frederik Nymark virkede alt til at gå efter planen, som var at lukke det individuelle mesterskab. Det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. For enden af langsiden dykkede Kevin Rossel, meget overraskende, inden om Michael Outzen som netop havde observeret et dobbelt gult flag for enden af langsiden. Efter en team-kommando gav Kevin, Michael pladsen tilbage, men igen på sidste omgang angreb Kevin sin team-kollega og fik gennemført overhalingen. Det var dog en nytteløs kamp, da hans sejr ville være meget kortvarig. Han blev tillagt 20 sekunders straf for at overhale under gult flag, og i stedet for at teamet fik en 1- 2 sejr blev det til en første plads og en femte plads til JM Racing, som havde hårdt brug for pointene til team-mesterskabet. Michael Outzen blev derefter kåret, som den første vinder af NightRace og kunne med sejren slå sin titel fast som mester af klassen 2015.

Efterfølgende var der meget tumult i medierne omkring hvad der var sket den aften. En ting var dog sikkert - tillidsbåndet imellem de to kørere var brudt.

Da mesterskabet var sikret valgte teamet bag bilen med nummer 7 på siden, at de ville køre med alt hvad de havde for at hjælpe teamet til at vinde team mesterskabet, som endnu var åbent. Michael Outzen viste fra første træning, at han ikke var gået på vinterferie endnu og i superpolen cementerede han sit mesterskab ved at sætte hurtigste tid foran Henrik Lundgård.

Med en start placering som nummer 8 i første heat, kæmpede Michael sig op på en 4 plads, men en uheldig Frederik Vodder fik en kraftig teknisk defekt og kunne ikke bremse sin bil forende af langsiden, og sendte sin Roskilde Racing bil ind i siden på Outzen med ca. 150km/t. Heldigvis slap begge kørere fra ulykken uden fysiske skader og Frederik Vodder viste stor sportsmanship, da han sammen med samaritterne hjalp Outzen ud af bilen. Michael Outzen blev dog bragt til observation for nakkeskader.


(Foto: KCJ)

Da han blev godkendt til at forlade ambulancen gik han tilbage til teamet, som var i gang med at dække bilen med et klæde for at stoppe dagens kørsel. Outzen insisterede dog hårdt på at bilen måtte kunne laves så den kunne køre igen. 8 mand måtte hjælpe til, og med stumper fra resterne af Vodders bil kunne Michael atter rulle ud på gridden til løb 2. Her startede Michael Outzen bagerst og hans team kollega lige foran. Målet for de to JM kører var at komme så langt op som muligt og minimere tabet af point til Perfection Racing, som lå lige bag ved JM Racing i teammesterskabet. De to kørere kunne rolig være stolte af sig selv, for Outzen kørte sig op fra en sidste plads til placering som nummer fire, og Kevin som nummer 5. Til finalen måtte Michael starte som nummer 6, men efter starten var Michael allerede oppe som nummer 3, og det så ud til at der var en podie plads i vente. Desværre blev Michael ”prikket” på baghjørnet for ende af langsiden, som sendte ham i et spind og uden for top 3 hvor han også endte. Det kunne dog ikke gøre noget ved teammesterskabet, som nu var sikret.

En flot sæson blev afsluttet på en smuk efterårs dag på Padborg Park.

”Jeg er fyldt med glæde over, at jeg fik muligheden for at komme tilbage til motorsporten efter en længere pause, og det her mesterskab betyder uendeligt meget for mig at få i hus. Jeg er overbevist om nogen må have holdt hånden over mig i løb 1, men nu står vi her og kan fejre et lang mesterskab, som kom i hus takket være et super dedikeret team omkring mig. Nu vil jeg nyde mesterskabet og en lang vinterpause inden jeg tager beslutning om hvad der skal ske i 2016. En stor tak til Tom Pedersen, for at bringe disse fantastiske biler til Danmark og ikke mindst fik Jens Ole (JM Racing) med på ideen.”

”En stor tak til hele team JM Racing, familien Mathiesen, Martin og Mads fra Racejob, Leif Jacobsen, mine mekanikere, min dækmand, sponsorer, fans, officials, racemedia, Padborg Park og ikke mindst mine fantastiske kollegaer i DST”. Afslutter den smilende fynbo.

Michael Outzen ser tilbage på en sæson som gav ham:

3 x SuperPole sejre
4 x Finale sejr
5 x Finale podie pladser
6 x Heat sejre
12 x Top 3 heats

Samlet: 519,5 Point.

DST Mester 2015
DST Teammester 2015

Teamet bag Michael Outzen Racing takker for et godt år.

Michael Outzen Racing


Læs mere om:
  • Michael Outzen
  • Padborg Park
  • 11/10/15 - Padborg Park - Danish Supertourisme Turbo
  •