Youngtimer 07/10/15
|
|
Team Bundgas havde både Seat'en og BMW'en med til HMS afslutningsløbet på Knutstorp, og som altid bliver det en både mørk og kølig fredag aften inden den tekniske kontrol er overstået, overlevede vi med pizza fra det lokale pizzeria, - og i øvrigt, hvis nogen kan forklare mig hvorfor i alverden man laver en pizza med banan og peanuts! -eller hvorfor "nogen" ville købe den, den smagte endnu værre end det lyder. |
Bortset fra noget morgen tåge var weekenden præget af tørt og til tider lunt efterårsvejr, rigtig godt racevejr.
(Foto: Team Bundgas)
Tidstagningen lørdag morgen gav en p7 til Thomas Bakke i BMW'en med nr. 3 og en p9 til Christian Aage Nielsen i Seat'en med nr. 135, blot 0,1 sekunder efter.
1. heat bød på tæt race mellem Thomas Bakke og Tommy Dam Kieffer, Tommy var hurtigst men snurrede af banen på en af de sidste omgange, det gav det en 6. plads til Thomas Bakke.
Christian i Seat'en havde rigtig god fart i den spanske prinsesse, men måtte desværre udgå, da motoren begyndte at sætte ud.
2. heat, Seat'en startede 9'er og BMW'en 10'er, på trods af en god start blev Thomas og Bmw'en i første sving fanget bag Keld Graabæk i hans gule BMW E46, -han starter nemlig endnu bedre. Det blev til en lang duel mellem en grøn og en gul BMW E46, selvom Thomas var et mule hår hurtigere, lykkedes det Keld Graabæk at holde sig forrest foran hele vejen igennem, med en margen over målstregen på mindre end 0,2 sekund.
Christian og Seat'en kørte sig op til en flot 6. plads, og ikke mindst med nogle gode og stabile omgangstider, problemerne fra første heat var tilsyneladende blevet løst.
(Foto: Team Bundgas)
3. heat, på vej ud på opvarmningsrunden skød Seat'en en turbo slange af, selvom Christian nåede i pit, og tililende mekanikere fik hentet værktøj og sat slangen på, fik Christian desværre ikke lov til at køre på banen. -på den positive side må vi glædes over at vi deltager i en motorsportsklasse, hvor selv modstandernes mekanikere spæner rundt for at hjælpe. Thomas og BMW'en holdt en yderst tilfredsstillende 8. plads hjem, denne gang lige bag Tommy Dam Kieffer -men vigtigst af alt foran Keld Graabæk og Kim Sørensen, hvoraf sidstnævnte skød en toppakning på målstregen.
Selvom vi ikke har deltaget meget denne sæson, har det været en stor fornøjelse, vi satser på at være meget mere med næste sæson, forhåbentlig med lidt flere hestekræfter og færre af de børnesygdomme som der ofte kan være med nybyggede racerbiler.
Mr. Hill
Team Bundgas
Læs mere om: Ring Knutstorp04/10/15 - Ring Knutstorp - Youngtimer |