Det lignede en gentagelse af sidste års skuffelse, da Jan Magnussen kørte sin Corvette C7.R #3 over målstregen på en 6. plads i næstsidste afdeling af det amerikanske TUDOR-mesterskab på Formel 1-banen Circuit of The Americas i Texas søndag aften dansk tid.
(Foto: Richard Dole / Jan Magnussen Racing)
– Vi havde forventet, det blev hårdt, og det blev det også, lød det fra en tydeligt skuffet Jan Magnussen.
Danskerens team buddy, spanske Antonio Garcia, startede det to timer og 40 minutter lange løb fra anden række, efter han havde kvalificeret duoen på en solid 4. plads.
Garcia kom godt fra start og forsvarede længe sin position, og da den førende Porsche på et tidspunkt snurrede rundt og kom i dramatisk nærkamp med en forfølger, lignede det en mulig chance for den gule Corvette.
Det blev dog aldrig til andet end lidt skubben mellem kamphanerne forrest i feltet, og Garcia kunne således aflevere bilen på en 4. plads til Jan Magnussen midtvejs i løbet, som på daværende tidspunkt havde været ramt af to gulflagsperioder med safety car.
– Vores søsterbil kunne nøjes med brændstof og kom hurtigt ud fra pitten, og da jeg selv kom tilbage på banen, var vi dumpet nogle pladser ned, forklarer Jan Magnussen.
Danskeren satte jagten ind efter de tabte positioner, og efter nogle omgange kunne han overhale søsterbilen og fortsætte til en 6. plads, hvor han i lang tid lå på lur bag den på et tidligere tidspunkt førende Porsche.
Mangler sæsonstartens overskud
– Jeg bevarede afstanden til ham, men hen mod slutningen af mit første stint begyndte det at blive svært. Vi må erkende, at vi, akkurat som sidste år, er blevet stækket af reglementsændringerne, og vi mangler det overskud, vi havde i starten af sæsonen.
Ligesom flere af konkurrenterne måtte Magnussen i løbets sidste minutter ty til pitten for at få et allersidste skud brændstof, og hvad der ellers lignede en sikker sejr til den mesterskabsførende Porsche #911, blev til en overraskende foræring til BMW.
(Foto: Richard Dole / Jan Magnussen Racing)
Mesterskabet stadig muligt
– At den førende Porsche netop ikke vandt løbet giver os fortsat en chance for at vinde mesterskabet til finalen på Road Atlanta i næste måned, selv om det teknisk set kræver, at vi vinder løbet, mens vores rival slutter rigtig dårligt, forklarer Jan Magnussen.
– Mesterskabet er derfor ikke afskrevet, men vi er mere fokuseret på sejren i sig selv. Vi har vundet to af sæsones tre største løb (Daytona og Le Mans, red.), og vi skylder os selv også at tage det tredje.
Det 10 timer lange Petit Le Mans afvikles den 3. oktober. Jan Magnussen og Antonio Garcia holder nu en 3. plads i mesterskabet, syv point fra nummer to (BMW #25) og 10 point fra den førende Porsche #911.
Jan Magnussen Racing
Læs mere om: Jan MagnussenCircuit of the Americas19/09/15 - Circuit of the Americas - SportsCar Championship |