Inden weekenden lå Andreas Top Jensen i front i det generelle mesterskab foran Niklas Voetmann og Carsten Rasmussen.
I Rookiemesterskabet var det Jonas Nielsen, der indtog 1. pladsen foran Mike Hansen, Jan Jespersen, Steffan Jusjong og Mikkel Njor.
Stort flot felt på 29 biler til start i Yokohama 1600 Challenge – her er starten i heat 1 (Foto: CNPhoto.dk)
Blandt Oldboyskørerne på minimum 45 år, var det Carsten Rasmussen der indtog en ret sikker føring foran Michael Scharstein, Jan Jespersen, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen m.fl.
Det specielle ved Grand Prix Danmark er at det er et 3 dages event, så træningen for klassen lå allerede fredag eftermiddag, samt at der som regel dukker en eller flere kørere op, som ikke deltager i den fulde sæson, men kun vælger at deltage i udvalgte løb.
På trods af at Tommy Nygaard ikke har siddet i en racerbil siden Grand Prix Danmark 2013, så kørte mesteren fra 2012 ud og viste alle de andre kørere hvordan at det skulle gøres. Hurtigste tid af alle, foran Jonas Nielsen og Steffen Petersen! Bum – så var linien ligesom lagt.
Mike Hansen (98) havde rigtig god fart i den lille Citroen Saxo VTS denne weekend. Her foran Niklas Voetmann (46) og Jonas Nielsen (48). (Foto: CNPhoto.dk)
Mikkel Njor var uheldig at knække tandremmen på hans Peugeot 106 GTI, men med hjælp fra Blom Motorsport, blev motoren skiftet henover aftnen og natten, så bilen var klar til kamp igen resten af weekenden.
Efter træningen var der lagt ventetid til kvalifikationen skulle køres lørdag middag.
Endnu engang viste Nygaard imponerende fart og satte bilen på Pole Position. Der var dog ikke mere end 0,022 sekund ned til Jonas Nielsen på 2. pladsen, mens Steffen Larsen og Brian Johannesen kom på de efterfølgende pladser.
Tommy Nygaard – manden har holdt stille i 2 år, bilen har holdt stille i 5 år, den planlagte testdag afsluttet før den kom i gang pga. en defekt motor. Alligevel viste han imponerende fart fra første meter. (Foto: CNPhoto.dk)
Der var dog masser af dramatik i slutningen af kvalifikationen. Jonas Nielsen knækkede nemlig en støddæmper på sin allersidste omgang, og skøjtede derfor ud i sandkassen. Teamet havde ikke nogen reserve med på banen, så det var først søndag, hvor vi så noget til den grønne og hvide Suzuki Swift Sport igen – hvilket var lidt ærgeligt for teamet, når de nu havde kvalificeret sig så godt.
Også hos Steffen Larsen var der dramatik. Gearkassen begyndte at gøre kvaler, så teamet valgte derfor at skifte den inden løbet senere samme dag.
Søren Lyck havde haft en ufrivillig tur i sandkassen, så også her havde teamet travlt med at få den tømt for sand.
Kamp mellem Peugeot 106’erene, med 3 mand side om side gennem sving 1 og 2. Jens Jensen (86), Mark Backhausen (27) og Jimmy Bob Søgaard Jensen (29) (Foto: CNPhoto.dk)
Der var dog 28 ud af de 29 mulige biler, der holdt klar på startgridden til løb 1.
Dramatikken startede allerede i sving 1, hvor mesterskabsførende Andreas Top Jensen og Mikkel Gregersen støder sammen og sætter en kædereaktion i gang, hvor også Bernth Stott Jørgensen, Søren Lyck og Jan Jespersen bliver involveret. Jensen, Gregersen og Jespersen må udgå på stedet, mens Lyck og Jørgensen kunne gennemføre løbet med en del kosmetiske skader på bilen.
Oppe foran i feltet havde Tommy Nygaard taget starten, og overgav den slet ikke til andre kørere under der 12 omgange som løbet varede. Han blev dog hårdt presset af skiftevis Brian Johannesen og Steffen Petersen. Det endte med at sidstnævnte kører trak det længste strå og derved kunne snuppe 2. pladsen foran Johannesen.
På de efterfølgende pladser havde Mikkel Jespersen, Niklas Voetmann og Steffen Larsen en duel som resulterede i at de byttede pladser flere gange. De kom dog i mål i den nævnte rækkefølge.
Steffen Larsen (18) og Steffen Petersen (123) havde kampe i både heat 1 og heat 2. (Foto: CNPhoto.dk)
I Oldboysmesterskabet så det længe ud til at Michael Scharstein skulle tage sejren, men problemer med gearkassen på de sidste omgange af løbet betød at han faldt tilbage, og Carsten Rasmussen kunne overhale ham på allersidste omgang, og derved snuppe sejren – og tilmeld Pole Position, da det også var kampen om 8. pladsen. Bag dem var det brødrene Henrik og Peter Sørensen, der kæmpede en brav kamp, med storebror Henrik som vinder af den duel.
Mike Hansen tog sejren i Rookiemesterskabet, mens Steffen Jusjong tog sig af 2. pladsen.
Podiet efter heat 1 – Tommy Nygaard foran Steffen Petersen og Brian Johannesen. (Foto: CNPhoto.dk)
Efter masser af reparationsarbejde hos flere af holdene, holdt der 29 skinnende og flotte racerbiler klar igen søndag eftermiddag, da heat 2 skulle køres.
Carsten Rasmussen fik en langt fra optimal start fra Pole Position, mens Steffen Larsen skød frem fra 3. position og snuppede 1. pladsen på vej ind i sving 1. Mads Hedegaard Frederiksen kom op på 2. pladsen mens vinder af heat 1 Tommy Nygaard allerede var kommet helt fra 8. til 3. position. Kort tid efter kom han op på 2. pladsen og satte herefter en jagt ind på Steffen Larsen. Halvejs rundt på 5. omgang får Nygaard lavet en fejl under en nedbremsning og ramte Larsen, så denne spandt rundt. Steffen Petersen var til gengæld manden der fik fuldt udbytte af den tumult og snuppede 1. pladsen og kører den sikkert i mål.
Steffen Petersen viste mere og mere fart i løbet af weekenden, og satte bl.a. løbets hurtigste omgang i begge heats. (Foto: CNPhoto.dk)
Nygaard beholdt i første omgang sin placering, men allerede næste omgang viste der sig at være noget galt med bilen, så han spandt af banen igen, inden at han valgte at køre i pit. Steffen Larsen var kommet tilbage på banen igen og indtog en 3. plads efter Brian Johannesen, men blev jagtet af Carsten Rasmussen, Mikkel Jespersen og Mads Hedegaard Frederiksen.
På løbets 10. omgang skete der igen noget action ude på banen. Steffen Larsen blev fanget bag en langsommere kører, som skulle overhales med en omgang – og det netop i en gul flagzone. Rasmussen, Jespersen og Frederiksen strøg forbi Larsen som efter løbet nedlagde en protest mod overhaling i gul flagzone.
Starten på heat 2 – Steffen Larsen (18), Mads Hedegaard Frederiksen (44), Carsten Rasmussen (8), Brian Johannesen (66) m.fl. (Foto: CNPhoto.dk)
Derfor skulle det viste sig at løbsresultatet heller ikke blev det, som folk kunne se direkte på TV2 Sport.
Steffen Petersen vandt overlegent foran Brian Johannesen og – på det tidspunkt – Carsten Rasmussen, Mikkel Jespersen, Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen.
Men dommerne valgt at tage Larsens protest til følge, da der lå klare videobeviser for forseelserne. Dommen var 20 strafsekunder til de 3 kørere, og derved var Larsen tilbage på podiet. Al denne forvirring tog dog flere timer inden at alle kørerne var afhørt, så derfor så podiet også noget anderledes ud, end det reelt blev.
Også Kenneth Jerkel (21), Jan Jespersen (20) og Brian Jakobsen (79) kunne køre 3 mand gennem sving 1 uden kontakt. (Foto: CNPhoto.dk)
Den samme straf til Carsten Rasmussen fik også indflydelse på Oldboysmesterskabet. Her lå han ellers til at vinde, men faldt i stedet bag Michael Scharstein, som derved tog sejren. Henrik Sørensen tog 3. pladsen, mens Peter Sørensen, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen, Leif Juhl og Jan Jespersen rundede feltet af i det mesterskab.
I Rookiemesterskabet vandt Mike Hansen weekendens 2. sejr, endnu engang foran Steffan Jusjong. Jan Jespersen snuppede 3. pladsen med Jonas Nielsen på 4. pladsen.
Både Leif Juhl (25) og Brian Jakobsen (79) havde støvet de gamle Toyota Corolla’er af, og viste begge rigtig god fart. De ses her i kamp med Jan Jespersen (20) og Kenneth Jerkel (21). (Foto: CNPhoto.dk)
I det generelle DIF Danmarksmesterskabet blev der vendt godt og grundigt rundt i stillingen. Efter 5. afdeling indtager Brian Johannesen nu føringen foran Niklas Voetmann, Steffen Larsen, Carsten Rasmussen, Andreas Top Jensen, Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen. Disse 7 kørere ligger stadig indenfor 24 point af hinanden – men der blev vendt meget rundt på placeringer i forhold til før weekenden.
I Rookiemesterskabet tog Mike Hansen føringen, og fik endda opbygget en 10 points føring til Jonas Nielsen, mens Jan Jespersen nu kun er 4 point foran Steffen Jusjong i kampen om 3. pladsen. Men selv de 2 kan nå at tale med om titlen, hvis alt flasker sig for dem.
Carsten Rasmussen beholdt føringen på 20 point i Oldboysmesterskabet, mens Michael Scharstein indtager en ret sikker 2. plads foran Jan Jespersen, som til gengæld bliver pustet kraftigt i nakken af både Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen.
Michael Scharstein havde rigtig meget fart i den gule Peugeot 207 denne weekend. Sejr i Oldboysmesterskabet samt bedste generelle slutplacering i 2 år, med en flot 5. plads, som begge blev kørt ind i heat 2. (Foto: CNPhoto.dk)
Efter 5 weekender, med 5 forskellige kørere om har taget Pole Position, 9 forskellige som har taget en heatsejr og hele 12 forskellige kørere på podiet, er der virkelig lagt op til et brag af en weekend, når næste løb i Yokohama 1600 Challege køres i forbindelse med Yokohama DM finalen på FDM Jyllandsringen 26.-27. september. Navnet er i vores tilfælde lidt misvisende, da klassen har endnu et løb efter dette. Men mere om det, når det bliver aktuelt.
Kørerforeningen Gr. N Yokohama 1600 Challenge JJ Media Læs mere om: Jyllandsringen30/08/15 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |