To uger efter Watkins Glen er Jan Magnussen og Antonio Garcia atter tilbage i den gule Corvette. Denne gang for at besejre Canadian Tire Motorsport Park, eller bare Mosport, i sjette afdeling af det amerikanske TUDOR-mesterskab.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
– Mosport passer godt til vores Corvette, og personligt er det en af mine yndlingsbaner. Den har været god ved os de sidste mange år, lyder det fra Jan Magnussen.
11 gange har Corvette Racing sejret på den tidligere canadiske Formel 1-bane, og hele fem gange har Magnussen siddet i den vindende bil.
– Ligesom Watkins Glen er Mosport en af de ægte, old school amerikanske racerbaner. Hver eneste omgang er en udfordring med markante højdeforskelle og ekstremt hurtige sving, forklarer Jan Magnussen.
– Intet sted på banen kan du sænke paraderne. Du skal være på hele tiden for at opnå en hurtig omgangstid, men også fordi, der ikke er plads til de mindste fejl.
Jan Magnussen og Antonio Garcia tog sidste år sejren med deres Corvette C7.R, og duoen har tænkt sig at gøre det samme i år.
– Vi har desværre ikke været alt for heldige de sidste par løb, men vi har dog formået at bevare vores mesterskabsføring, lyder det fra Jan Magnussen.
(Foto: Jan Magnussen Racing)
Låner fortsat racerbil af fransk team
Danskeren erkender dog, at føringen i mesterskabet efter seneste løb i New York nu deles med rivalerne fra BMW. Men det skal der altså laves om på i weekenden, hvor Magnussen og Garcia i øvrigt fortsat kører i en lånt bil.
– Vores egen racerbil er stadig ikke blevet klar efter crashet på Le Mans, så vi tager et løb mere i Larbre Competitions Corvette C7.R, som vi også brugte på Watkins Glen.
– At vi kører i en lånt bil betyder i virkeligheden ikke det store, forklarer Jan Magnussen.
– Vi har selv udviklet Larbres bil, og Pratt & Miller, som bygger alle Corvette Racings racerbiler, har sørget for, at den er opdateret på alle punkter.
– De gutter har gjort et fantastisk stykke arbejde, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage i bilen.
Jan Magnussen Racing
Tidsplan for Mobil 1 Sportcar Grand Prix
Fredag 10. juli
11.20 (17.20 dansk tid) — Træning #1
16.00 (22.00 dansk tid) — Træning #2
Lørdag 11. juli
10.00 (16.00 dansk tid) — Træning #3
16.40 (22.40 dansk tid) — Kvalifikation (GTLM)
Søndag 12. juli
08.00 (14.00 dansk tid) — Warm-Up
12.05 (18.05 dansk tid) — RACE (2 timer 40 min)
OBS! Danske fans kan følge Jan Magnussen og Corvette C7.R #3 live på Motors TV, FOX Sports samt live-streaming via www.imsa.com.
Læs mere om: Jan MagnussenMosport Park12/07/15 - Mosport Park - SportsCar Championship |