Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Audi Sport TT Cup

Nicolaj Møller Madsen fører Audi Sport TT Cup

Audi Sport TT Cup 
29/06/15 

Det fynske racertalent Nicolaj Møller Madsen hentede i weekenden den fjerde podieplacering ud af fire mulige og fører nu den samlede stilling i Audi Sport TT Cup.
 

Foran 100.000 tilskuere på Audis hjemmebane i Nürnberg tog fynske Nicolaj Møller Madsen sejren i weekendens løb i Audi Sport TT Cup. Møller Madsen stod øverst på skamlen efter søndagens løb, som han vandt med 2,7 sekunder ned til nummer to, Jan Kisiel fra Polen.


Nicolaj Møller Madsen
(Foto: Audi Motorsport)

- Det var en kæmpe forløsning endelig at træde op på det øverste trin på podiet. Følelserne fik bare frit løb, og jeg er så taknemmelig for alle, som er med til at gøre dette muligt for mig. Især en stor tak til mine sponsorer, min familie og ikke mindst Audi Sport og ABT motorsport, sagde Nicolaj Møller Madsen, som i sidste uge skrev under på kontrakten med sin nye sponsor Universal Robots.

Lørdagens løb blev kørt under våde forhold i Nürnberg. Møller Madsen og Audi raceren med nummer 17 startede i P4 og kørte et flot løb med flere intense dueller med den tidligere verdensmester i WTCC Jordi Gene, der var en af løbets gæstekørere. Nicolaj Møller Madsen sluttede første løb på tredjepladsen kun 1,5 sekund efter vinderen.


(Foto: Audi Motorsport)

Hårdt arbejde betalte sig
Nicolaj Møller Madsen startede søndagens løb på Norisring under mindre gode betingelser med en startplacering som nummer 5. Den teknisk svære bybane i Nürnberg gav ikke de bedste forudsætninger for at rykke frem i rækkerne, men den unge dansker overhalede klogt den ene modstander efter den anden, og på ottende runde tog han føringen.

- Kvalifikationen gik ikke helt som forventet, men jeg leverede to virkelig gode præstationer på banen da det gjaldt. Jeg har virkelig knoklet benhårdt forud for det her løb, og det er det hele værd, når jeg kan løfte pokalen over hovedet ovenpå sådan en fantastisk weekend, sagde Nicolaj Møller Madsen.


Nicolaj Møller Madsen sammen med polske Jan Kisiel og svenske Mikaela Åhlin-Kottulinsky
(Foto: Audi Motorsport)

Udover de 100.000 tilskuere overværede flere store personligheder inden for motorsport løbene på Audis hjemmebane. Blandt andre Tom Kristensen og sidste års Le Mans vinder Marcel Fässler havde lykønskninger til Nicolaj Møller Madsen efter den flotte sejr.


Marcel Fässler og Nicolaj Møller Madsen
(Foto: Audi Motorsport)

Efter anden race weekend af Audi Sport TT Cup fører 22-årige Nicolaj Møller Madsen den samlede stilling med 85 point, efterfulgt af Jan Kisiel med 65 point og Dennis Marschall med 56 point. Nicolaj Møller Madsen fører desuden Audi-kørernes interne konkurrence om buzz ranking på de sociale medier. Se den samlede stilling her.

Det næste løb i Audi Sport TT Cup afholdes på Red Bull Ring i Spielberg, Østrig den 1. og 2. august.

Nicolaj Møller Madsen Racing
www.nicolaj.eu


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen
  • Norisring
  • 28/06/15 - Norisring - Audi Sport TT Cup
  •