Da det danske speedwaymesterskab for hold blev genoptaget i 1967, var det Vikingerne fra Esbjerg Motorsport, der løb med titlen, og det navn kommer nu igen til ære og værdighed. Fremover skal klubbens bedste hold køre i Dansk Metal Speedway League under navnet Esbjerg Vikings, og det er der flere gode grunde til.
(Foto: Benny Skou)
- I forbindelse med sidste sæson blev der indført en regel om, at klubberne skulle have en selvstændig eliteafdeling, og det har vi naturligvis også indført. Derfor har vi talt om, at vi gerne ville markere det lidt tydeligere, men da vi stadig har et stort tilhørsforhold til den breddeafdeling, som hele klubben hviler på, så var det meget vigtigt for os, at der er sammenhæng i tingene, forklarer direktør i EMS Elite, Erik Falk Svendsen, som glæder sig over, at der i det nye navn både er historie og nye perspektiver.
- Vi har en stolt historie med mange flotte præstationer gennem tiderne, og vi vil gerne hylde de folk, som har været med i mange år herude, og har været med til at grundlægge det hele. Samtidig vil vi også gerne flytte os, og derfor har vi valgt et navn, som også fungerer godt i udlandet. Vi deltog som det første danske hold i World Speedway League i efteråret, og selvom vi ikke selv er på banen til det kommende Speedway Best Pairs Cup med verdens allerbedste kørere fra syv nationer, så er vi alligevel med som arrangør, og forhåbentligt kommer der flere store, internationale løb til Granly Speedway Arena, forklarer Erik Falk Svendsen, der ser frem til at Esbjerg Vikings erobrer de bedste danske speedwayarenaer.
- Vi vil gerne hele tiden bygge på i den her klub, og vores sportslige ambitioner er store. Derfor håber jeg, at vi som Esbjerg Vikings holder gashåndtaget i bund, som vi har gjort i de sidste sæsoner med to mesterskaber og en sølvmedalje, så vi fortsat kan være kendt som en klub, der rykker.
Esbjerg Vikings er første gang på banen i Grindsted den 6. maj, og kører første gang hjemme på Granly Speedway Arena den 20. maj mod lokalrivalerne fra Region Varde.
Esbjerg Motorsport Speedway
|