Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Monte-Carlo på Rådhuspladsen

Rally Monte-Carlo
Historique 

22/01/15 

Løbets 1967-vinder, "The Rally Professor" Rauno Aaltonen, med til at starte Rallye Monte-Carlo Historique
Fortiden vækkes til live, når verdens største og hårdeste rally for klassiske biler, Rallye Monte-Carlo Historique, starter fra Rådhuspladsen i København på torsdag den 29. januar.
Ud af løbets 315 deltagende mandskaber er de syv og et halvt danske, og af dem har fem valgt at starte fra København, der er en af løbets fem startbyer.
 


Den finske rallystjerne Rauno Aaltonen vandt Rally Monte-Carlo i 1967 og deltog i løbets historiske del i 2011. Nu gæster han København ved starten på 2015-udgaven af det berømte rally
(Foto: BMW)

Præcis klokken 11 flages deltagerne af sted på den 3.000 kilometer lange tur af Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen, der ved sin side har ingen ringere end vinderen af Rallye Monte-Carlo 1967, den finske kører Rauno Aaltonen. Han fik sit tilnavn, rallyprofessoren, på grund af sin videnskabelige tilgang til forberedelser og køreteknik i et rally.


Toni Hansen og Per Brodersen stiller op for tredje gange med deres Audi 80 GLE. Efter placeringer som nr. 19 og 11 er de et godt dansk bud på en topplacering i år.
(Foto: Michael Eisenberg)

Store danske forventninger knytter sig til Toni Hansen fra Horsens og Per Brodersen fra Lem. De stiller op for tredje gang i løbet, og efter placeringer som nr. 19 og 11 kan de tillade sig at have realistiske forhåbninger om at komme i top 10. Deres Audi 80 GLE fra 1979 er gennemgået fra A til Z og yder nu over 150 hestekræfter, hvad der er en stor fordel i bjergene.


Hans Kolby og Jan Østergaard havde en imponerende debut sidste år i Rally Monte-Carlo Historique. Med deres Au2Parts Lancia Fulvia 1600 HF har de mulighed for en fin placering i år.
(Foto: Michael Eisenberg)

Et andet dansk hold, der klarede sig fornemt sidste år, er Hans Kolby fra England og Jan Østergaard fra Horsens. De blev nr. 21 i deres debut, og har i år valgt at starte fra Reims i deres Au2Parts Lancia Fulvia 1600 HF fra 1971, en bil der er bygget op helt magen til den Lancia, italieneren Sandro Munari vandt løbet med i 1972. De håber også på at placere sig i top i dette års løb.


Lars Bækkelund og Arne Pagh har de sidste ti års bedste danske placering i Rally Monte-Carlo Historique, nemlig som nr. seks. Med en nyindkøbt Porsche 924 turbo vil de forsøge at gøre det lige så godt i år.
(Foto: Michael Eisenberg)

Bedst placerede danske hold gennem de sidste 10 år er Lars Bækkelund fra Horsens og Arne Pagh fra Middelfart. De blev nr. 6 i 2010 i en Fiat 128 Coupé. Til rallyet i år har Lars Bækkelund, som er en yderst dreven kører, imidlertid anskaffet sig en Porsche 924 turbo fra 1979. Den vil have mange flere kræfter til at klare de stejle bjergveje. Hans codriver, Arne Pagh, gælder som en af feltets dygtigste.


Bent Mikkelsen og Kim Frandsen stiller op med en nyindkøbt Ford Escort RS2000 og håber på at opnå en god placering i det krævende rally.
(Foto: Michael Eisenberg)

Fra Vejle kommer Dansk Automobil Sports Unions formand Bent Mikkelsen med ny codriver, Kim Frandsen fra Odder, og ny bil, Ford Escort RS2000 fra 1977. Bent Mikkelsen er en meget erfaren kører i Monte, men er indtil nu hvert år gået glip af en topplacering på grund af tekniske problemer. Med sin nye pålidelige og kraftige Ford med over 150 hestekræfter håber Bent Mikkelsen på et problemfrit løb og en god placering, i hvert fald bedre end nr. 55, som er hans hidtil bedste.


Peter Karlsen og Erik Rasmussen i VW Golf GTI har flere gange blot manglet det sidste held i at nå en fin placering i Rally Monte-Carlo Historique. I år skal det være.
(Foto: Michael Eisenberg)

Peter Karlsen fra Holbæk og Erik Rasmussen fra Ry er også et erfarent dansk mandskab, der plejer at klare sig godt i Monte. De stiller i år op en den ene af Peter Karlsens historiske biler, en Volkswagen Golf GTI fra 1978, en bil, der er velegnet til det hårde løb. De råder også over en kostbar Alpine Renault A110, men som Peter Hansen tidligere har udtalt, så vil han hellere miste sin Volkswagen, hvis uheldet skulle være ude på en glat bjergvej.


Far og søn, Jens Gandrup og Kristian Flensbak, har smugtrænet i den ellers sparsomme sne med deres Alfa Romeo Alfetta GTV. Uden uheld undervejs vil de være et godt dansk bud på en fin placering i løbet.
(Foto: Michael Eisenberg)

To far og søn-hold præger den danske indsats. Fra Odense kommer Jens Gandrup og Kristian Flensbak i en Alfa Romeo Alfetta GTV fra 1977. Gandrup deltager for ottende gang, de fem var han codriver for Bent Mikkelsen, og nu kører han for tredje gang med sin søn. De udgik i 2013, mens de lå som bedste danskere, og sidste år blev de nr. 56 efter at have ligget nr. 243 i starten af løbet. En god placering venter også på dem, hvis de kan undgå problemer.


Far og søn, Henrik Møller-Nielsen (til højre) og Martin Møller-Nielsen kører deres første Monte sammen. De er uofficielle danske mestre i denne motorsportsdisciplin i 2013.
(Foto: Michael Eisenberg)

Fra Allingåbro kommer vinderne af FDM DASU Classic 2013, det uofficielle danske mesterskab i historisk pålidelighedsrally, Henrik Møller-Nielsen og Martin Møller-Nielsen i en Volkswagen Golf GTI fra 1977. Sidste år var Henrik Møller-Nielsen codriver i bilen, i år kører han selv, og han har sin talentfulde søn i navigatørsædet. Martin Møller-Nielsen fylder i øvrigt 19 år samme dag som løbet starter, men han kan dog ikke modtage gratulationer, for holdet har valgt at starte fra Reims.

Det halve danske hold består af den i Monaco bosiddende dansker Henrik Bjerregaard, der er codriver for grækeren Antonios Lygakis. De starter fra Torino i en Autobianchi A112 Abarth fra 1975. Det er Henrik Bjerregaards debut i løbet, og med den lille bil og de begrænsede erfaringer vil det være fornemt blot at gennemføre det hårde rally.

Rallye Monte-Carlo Historique er ikke et hastighedsrally, men et pålidelighedsrally, hvor det gælder om mest præcist at overholde en given gennemsnitshastighed. For hvert sekund, man kommer for tidligt eller for sent forbi en hemmelig tidskontrol, tildeles man strafpoint. Gennemsnitshastighederne kommer aldrig over 50 kilometer i timen, men på en smal, snedækket bjergvej i mørke eller tåge er det en uoverkommelig opgave, og derfor fungerer visse dele af løbet som et hastighedsrally. Ingen kan overholde tiden, uanset om man kører i Porsche eller Autobianchi.

Rallye Monte-Carlo Historique starter fra København, Reims, Barcelona, Torino og Glasgow torsdag den 29. januar og slutter i Monaco onsdag den 4. februar efter 3.000 kilometers kørsel.

Danske deltagere i Rallye Monte-Carlo Historique 2015
Danish DASU Classic Team:
80 Toni Hansen (Horsens) og Per Brodersen (Lem), Audi 80 GLE (1979)
44 Hans Kolby-Hansen (England) og Jan Østergaard-Nielsen (Horsens), Au2Parts Lancia Fulvia 1600 HF (1971)
36 Lars Bækkelund (Horsens) og Arne Pagh (Strib), Porsche 924 Turbo (1979)
32 Bent Mikkelsen (Vejle) og Kim Frandsen (Odder), Ford Escort RS2000 (1977)
45 Peter Karlsen (Holbæk) og Erik Rasmussen (Ry), Volkswagen Golf GTI (1978)
60 Henrik Møller-Nielsen (Allingåbro) og Martin Møller-Nielsen (Allingåbro), Volkswagen Golf GTI (1977)

Andre:
39 Jens Gandrup Jørgensen (Odense) og Kristian Flensbak Jørgensen (Odense), Alfa Romeo Alfetta GTV (1977)
204 Antonius Lykakis og Henrik Bjerregaard (Monte-Carlo), Autobianchi A112 Abarth (1975)

Om Rauno Aaltonen
Rauno Aaltonens rallykarriere strakte sig fra strakte sig fra slutningen af 1950'erne frem til 1987. I størstedelen af perioden var VM i rally for kørere ikke opfundet, men Aaltonen var europamester i rally i 1965, hvad der den gang reelt svarede til VM, og han vandt Rallye Monte-Carlo i 1967 i en BMC Mini Cooper S med Henry Liddon som codriver. MINI Corporate Communications i Danmark har forleden udsendt en særdeles udførlig pressemeddelelse om Rauno Aaltonens karriere med alle de vigtigste informationer om denne rallylegende, og vi har fået tilladelse til at sende den med her som bilag ("Bilag MINI Pressemeddelelse om Rauno Aaltonen.pdf"). Der er blandt andet link til en meget informativ video. Rauno Aaltonen vil være til stede på Rådhuspladsen torsdag den 29. januar fra kl. 9.30 til 11.30.


Den finske rallystjerne Rauno Aaltonen vandt Rally Monte-Carlo i 1967 og deltog i løbets historiske del i 2011. Nu gæster han København ved starten på 2015-udgaven af det berømte rally
(Foto: Michael Eisenberg)

To danske kørere, der ikke deltager i løbet, har velvilligt stillet deres Mini Coopere fra 1960'erne til rådighed for Rauno Aaltonen under hans ophold i København. Det er dels den tidligere Monte-deltager Preben Kristoffersen fra Odder, der kommer med en grøn højrestyret Mini, dels FDM DASU Classic-køreren Kedde Wolter fra Lunderskov, der kommer med en rød venstrestyret Mini. På Rådhuspladsen vil der være oplagte photo- og video-opportunities.


Den finske rallystjerne Rauno Aaltonen vandt Rally Monte-Carlo i 1967 og deltog i løbets historiske del i 2011. Nu gæster han København ved starten på 2015-udgaven af det berømte rally
(Foto: Michael Eisenberg)


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • 04/02/15 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •