Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Team Glad deltager i rally til Dakar

Rally 
13/01/15 

Den 26. januar begynder Intercontinental Rally 2015 og Team Glad stiller igen til start med Jacob Glad ved roret og Philip Volmer Hansen som navigatør.
Efter en 3. plads i 2013 og en 2. plads i 2014 er målet klart:
Alle sejl er sat til for at vinde dette års 6.000 km. lange udholdenhedsløb fra Spanien gennem Marokko, Vestsahara og Mauretanien til Dakar i Senegal.
 

Løbet starter den 26. januar i Almeria på Spaniens sydkyst. Der lægges ud med en transportetape med fælles færge over Middelhavet til Marokkos nordøstlige hjørne. Herefter starter løbet rigtigt med 12 daglige etaper på mellem 320 og 650 km. Hele løbet køres i streg, uden en eneste hviledag.


(Foto: Team GLAD)

De hårdeste og typisk afgørende etaper bliver de fire etaper i Mauretanien. Den ene etape følger den – i Dakar-sammenhæng – legendariske rute på 500 km. fra Mauretaniens kyst og østpå langs den gamle jernbane til Atar. De andre to etaper byder på masser af sandklitter, hvor man ikke bare kan følge de andres spor – her skal man virkelig kunne finde vej, og det kræver suveræn køreteknik at finde den rigtige fart op over sandkammene.

Vores biler: QT Wildcat 500 Dakar og Land Rover Discovery 4:
Team Glad kører i en QT Wildcat, den eneste af sin slags på dansk jord. Det er en rallybil udviklet af Drew Bowler og Land Rover. Bilen har en letvægts-rørramme konstruktion, monteret med mange Land Rover dele (hovedsagligt drivlinje, aksler/transmissioner og tunede Land Rover motorer). Desuden har den en affjedring beregnet til høj hastighed/ræs fremfor terrænkørsel og et let glasfiberkarrosseri. Supportbilen er en standard Land Rover Discovery 4 med monteret spil.

Følg os undervejs
Vores hjemmeside www.challengeyourself.dk opdateres dagligt med reportager fra dagens etaper, og man kan konstant følge med i, hvor vi aktuelt befinder os på ruten. Vi har en tracker monteret i bilen, der afgiver vores position hvert 10. minut. Følg os også på Facebook.

Team Glad

Fakta
- Intercontinental Rally køres fra den 26. januar til den 8. februar 2015.
- Løbet starter i Almeria i Spanien, og slutter ved Lac Rose i Dakar, Senegal.
- Undervejs køres 6.000 km. ørkenrace gennem Marokko, Vestsahara og Mauretanien.
- Der er tilmeldt knap 100 køretøjer fra 23 lande, heraf 2 danske motorcyklister, 6 danske biler og 2 danske servicelastbiler – i alt er 22 danskere med i løbet.
- Team Glad består af Jacob Glad (fører) og Philip Volmer Hansen (navigatør) i deres QT Wildcat 500 Dakar. Teamet i supportbilen (Land Rover Discovery) består af Søren Sparvath, Lars Bo Hansen, Jan Brandt Nielsen og Mads Fridolin.

Om Intercontinental Rally
Hvis ruten for Intercontinental Rally lyder bekendt, så er det ikke en tilfældighed. Der køres nemlig i hjulsporene af det legendariske Paris-Dakar rally og endnu vigtigere: Der køres i Thierry Sabine’s ånd, som skabte det kendte løb i 1979 og stod i spidsen for det indtil 1989.

Siden blev Dakar-rallyet (som det blev omdøbt til i 1990) en kommerciel begivenhed, og hele idéen om at hylde kulturel diversitet og det eventyrlystne menneske druknede. Nu er Dakar-rallyet flyttet til Sydamerika, da den sikkerhedsmæssige risiko i Afrika blev for stor pga. den mediemæssige bevågenhed. Intercontinental Rally blev afviklet første gang i 2011, og løber nu af stablen for 5. gang.

Bilernes specifikationer
Racecar
QT Wildcat 500 Dakar
V8 4,0 liters benzin motor, 265 HK,
375 liters tank – giver en god rækkevide
Manuel 5 gears
Permanent firehjulstræk med ARB spær
Masser af køling til motoren, servostyringen og gearkassen
Sikkerhedsbur
Brandsluknings system
Bilen er bygget af rigtig mange Land Rover komponenter
Tre GPS'er med kort og én GPS-tracker

Supportbil
Land Rover Discovery 4
V6 3,0 liters diesel motor, 245 HK
Aut. gear
Standardbil monteret med grove Michelin dæk, Warn spil, roofrack til oppakning, GPS udstyr og satellittelefon.


Læs mere om:
  • Team Glad
  •