Blot tre måneder efter 2014-sæsonens finaleløb er Jan Magnussen atter tilbage i sin gule Corvette C7.R. Stedet er den legendariske Daytona Speedway på Foridas østkyst. Formålet er træning og forberedelse til TUDOR-sæsonens første løb, 24 Hours of Daytona.
– Det er dejligt at være tilbage i racerbilen igen, og vi er bedre forberedt end sidste år, hvor det var debut for vores Corvette C7.R lyder det fra Jan Magnussen.
– Det testarbejde, vi har lavet efter sæsonafslutningen, har været rigtig godt for os. Vi har fået ændret nogle ting på bilen, og vi har fået afprøvet nogle nye elementer og ikke mindst dæk. Så jeg er ret sikker på, at vi er så forberedte, som vi kan være.
Ændringerne på bilen tæller blandt andet en større restriktor, som tillader V8-motoren flere kræfter, samt en aerodynamisk mere effektiv frontspoiler. Der er således tale om ændringer, der skal give Corvette-teamet den fart tilbage, som Balance of Performance-opdateringerne stjal fra de amerikanske racerbiler i seneste sæson.
– Men uanset hvordan det går i denne weekend ved vi ikke, hvor vi ligger i forhold til konkurrenterne. Det finder vi først ud af til kvalifikationen til 24-timersløbet om 14 dage, forklarer Jan Magnussen.
Sidste års udgave af 24 Hours of Daytona var debut for Corvette C7.R, men det var det også for Ryan Briscoe som tredjekører i Corvette C7.R #3. Til dette års 24-timersløb får Jan Magnussen og Antonio Garcia igen selskab af den 33-årige australske Indycar-kører, som desuden vil agere tredjekører til 12 Hours of Sebring, 24-timers Le Mans samt det 10 timer lange finaleløb, Petit Le Mans, på Road Atlanta.
Jan Magnussen og Antonio Garcias faste tredjekører på Le Mans, Jordan Taylor, bliver i stedet sat sammen med holdkammeraterne Oliver Gavin og Tommy Milner i Corvette C7.R #4, som i TUDOR-løbene kan byde velkommen til en helt ny mand, franske Simon Pagenaud. Pagenaud er ligesom Briscoe er hentet fra Indycar-serien og erstatter Richard Westbrook, som således ikke kører for Corvette Racing i denne sæson.
– Jeg er glad og stolt af at være på banen med Corvette-teamet igen. Det er min niende fulde sæson for et team, som jeg elsker, og som jeg har været en del af siden 2004, lyder det fra Jan Magnussen.
Jan Magnussen Racing Læs mere om: Jan MagnussenDaytona11/01/15 - Daytona - SportsCar Championship |