Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Stille nat i Singapore

Formel 1 
17/09/14 

Optakt til Singapores Grand Prix
Aftenløbet i Singapore, en ny-klassiker i Formel 1. En bane med stemning og noget som man bare ikke har andre steder. Et løb kørt på det tidspunkt af sæsonen hvor krigen i Mercedes er lige på nippet til at eskalere. Et løb hvor Mercedes igen skal vise deres dominans, hvor de andre skal spille 2. violin og et løb hvor radioen bliver mere død end ellers.
 

Reglerne i Formel 1, siger at køreren skal køre bilen uden assistance ude fra. Regler er en sjov ting, for uden at ændre på reglen, kan man ændre på hvordan man fortolker den. Det er det, de har gjort i Formel 1 lige nu, pludselig, midt i sæsonen. Det blev simpelthen for meget. Måske blev det i virkeligheden udløst af Vettels og Alonsos pinlige ordveksling med deres respektive pits, da de havde en herre duel tidligere på året. Der kom fokus på hvor meget kørerne egentlig brugte radioen. Stemmer dukkede op fra dybet og forklarede at folk mistede respekten for køreren, fordi det i nogle tilfælde virkede som om han bare var en nyttig idiot der trykkede på speederen, når pitten sagde at han skulle.

Sådan var det nu ikke, men det er ganske rigtigt at mængden af radiokommunikation er steget betragteligt gennem årene. Og nu blev det så altså for meget og reglen om at køreren skal føre bilen uden assistance vil blive håndhævet mere strengt i fremtiden. Den tygger de så på i teamsene i øjeblikket. FIA har lavet en liste med eksempler på lovlig og ulovlig radiokommunikation. Der er en lang række af ting man godt må stadig - man må gerne advare om punkteringer, fortælle om konkurrenters dækvalg, afstande til konkurrenter, information omkring pitstop. Man må gerne advare om trafik, om sikkerheds relaterede ting - og en del andet. Hvad man ikke må er at fortælle om slid og temperatur på bremser eller dæk. Man må ikke fortælle om andre køreres sektortider (men gerne omgangstider), man må heller ikke i fremtiden bede køreren om at ændre på motorindstillinger af forskellig art. Sandelig må man heller ikke sende kodede beskeder - og man må heller ikke skrive de forbudte ting på et pitboard og vise på langsiden.

Et par af ændringerne træder først i kraft ved Japans Grand Prix, således at de enkelte teams kan gøre nogle af informationerne tilgængelige på bilen rat-display. Og hvad kommer så alt dette til at betyde? Næppe ret meget. Det vil i al fald ikke rykke op og ned på styrkeforholdet i Formel 1 og sende den evigt snakkende Hamilton ned på bagerste række, og en tavs Raikkonen i front. Hvis enkelte køreres samlede præstation skulle falde på grund af disse stramninger, vil det være ganske fortjent - men nogle store udsving bliver der nok ikke tale om. For dem alle vil vilkårene være ens - det vil sige at de nu aktivt skal søge informationer de tidligere har fået leveret pr. automatik. Det vil koste måske et par sekunder, ikke pr. omgang, men over et helt løb. Altså ikke noget vi nogensinde vil opdage. Måske tager jeg fejl, måske bliver det her en revolution - men jeg tror det ikke. Men det er heller ikke det væsentlige, det væsentlige er, at ændringerne er fornuftige og vil give lidt mere fokus på hvad køreren gør på banen.

Tilbage til selve løbet. Et nemt bud er at Mercedes vinder, det gør de nemlig hele tiden. Faren er selvfølgelig at de piller hinanden af banen, den mulighed er i øjeblikket altid i spil, fordi VM kampen er så tilpas intens. Mercedes har dog truet med at fyre kørerne hvis ikke de arter sig - men så langt ud kommer det nok ikke.

Kampen om trediepladsen kan blive intens. Williams har de sidste par gange sat sig god tilrette på pladsen, men de får hård konkurrence af Red Bull. McLaren har haft lidt mere bid i bilen de sidste par gange, end tidligere på året, og på en bybane som Singapore skal man ikke udelukke at de kan få en god aften. Ferrari derimod virker mere og mere som et team der næsten kører baglæns. De dage hvor bilen ikke var dårligere end at Alonsos talent kunne gøre den til en VM kandidat er ved at være i historisk tid. Nu bliver de presset af teams som Force India og Toro Rosso. Eneste trøst må være at deres nærmeste konkurrent sidste sæson, Lotus, klarer sig endnu dårligere.

Fascinerende skal det nok blive når bilerne triller rundt i gaderne på søndag. Hvis det går som det plejer i 2014, så skal der nok komme masser af tætte kampe og gode dueller. Men Mercedes vinder, medmindre der sker uheld. God weekend...

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • 21/09/14 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1 - FIA F1
  •