Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Tvilum Rally Show er en aften med traditioner

Rally 
30/07/14 

Er der en tradition i dansk bilsport, så må det være Tvilum Rally Show. Hvert år på den samme ugedag i den samme uge af året – fredag i uge 32 – køres løbet i industrikvarteret i Fårvang mellem Århus og Viborg. Henved 60 rallykørere fra ind- og udland kæmper om at være hurtigst på rallysprintbanen, og denne tradition tiltrækker hvert år et tusindtals stort publikum.
 

Tvilum Classic Show med paradekørslen med de historiske køretøjer på to og fire hjul har nu været med i en årrække, men der er også kommet andre traditioner til, som er blevet fastholdt og har udviklet sig.


Finn Kristensen og hans Ford Cortina er nogle af repræsentanterne fra Ford Classic Club Danmark, så vil være udstille ved Tvilum Rally Show

Ved årets udgave af Tvilum Rally Show vil MC Shepherds og Oldboys MC atter være til stede, og de to lokale motorcykelklubber sørger for at give specielt den yngre del af publikum en anderledes aften. I pausen mellem det første og det andet indledende heat ruller medlemmerne af de to klubber ind på rallysprintbanen med deres maskiner, og så kan børn og unge ellers få en køretur. Styrthjelme skal de ikke tænke på – dem sørger MC Shepherds og Oldboys MC for at medbringe – men man skal blot sikre sig, at man er stor nok til at kunne sidde på bagsædet af en motorcykel og holde fast i chaufføren.


MC Shepherds og Oldboys MC giver køreture for de mindste i en af pauserne ved Tvilum Rally Show

En anden tradition, der er under udvikling, er de mærkeklubber, som fast møder op. I mange år har Club Golf Danmark haft fast plads på udstillingsområdet mellem rallysprintbanen og servicepladsen, og i år får de følge af medlemmer fra Ford Classic Club Danmark.

”Det er en klub for Fords europæiske modeller,” fortæller et af klubbens medlemmer, Finn Kristensen, Silkeborg. ”Vi startede med at være en klub for engelskproducerede biler, men for nogle år slog vi os sammen med Taunus-, Capri- og Granada-klubben. Nu er vi en landsdækkende klub, hvor vi har medlemmer over hele landet.”

Der er – traditionen tro fristes man til at sige – gratis adgang til Tvilum Rally Show, som starter fredag klokken 17.00.

Tvilum Rally Show er et af de mest traditionsrige motorsportsarrangementer i Danmark og afvikles fredag den 8. august 2014. · Tvilum Rally Show afvikles sammen med Tvilum Classic Show. · Tvilum Rally Show og Tvilum Classic Show afvikles i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. · Læs mere på www.rallyshow.dk.

Morten Alstrup