Yokohama 1600 Challenge har ligesom i 2013 status af officielt DIF Danmarksmesterskab og er fortsat en ungdomsklasse under DASU.
I 2013 var der en intens kamp om mesterskabstitlen mellem 4 kørere gennem hele sæsonen. Nicolai Nielsen trak det længste strå med imponerende kørsel fra den kun 16 årige rookie, og henviste Steffen Petersen, Morten Jespersen og Dennis Bannergård til de efterfølgende pladser. Men mesterskabet blev først afgjort i sæsonens allersidste heat, så spændingen holdt hele sæsonen igennem.
(Foto: Denner Photo)
Hverken Nielsen eller Petersen stiller op i klassen i 2014, så man skulle umiddelbart mene at vejen er banet for en duel mellem Jespersen og Bannergård. Jespersen har bygget en helt ny Peugeot 208, som bliver derved den første med den model i dansk asfaltbanesport, mens Bannergård fortsætter i sin Peugeot 207, som han har kørt de seneste 2 sæsoner i. Der bliver helt sikkert kamp mellem de 2, men mon ikke at andre også blander sig? Steffen Petersens lillebror Ole viste ved finaleløbet, at på trods af at det var hans allerførste asfaltbaneløb nogensinde, havde han masser af fart og kunne blande sig i fronten af feltet.
Tue Nielsen fik rigtig meget fart på i den anden halvdel af sæsonen i en Citroen Saxo VTS. Den har han imidlertid solgt videre til den nye kører Brian Johannesen, og renoveret en anden Saxo VTS til sig selv. Så Tue må også tælles med i toppen.
Måske Michael Scharstein kan også blande sig, måske Kasper Nybo, Jonas Lynge eller nogle helt andre… Vi får at se, når sæsonen går i gang.
Klassen får i alt 9 nye kørere som er tilmeldt Rookiemesterskabet. Det vil sige at de enten aldrig har kørt asfaltbaneløb før, eller højest 2 arrangementer. Det er en god blanding af gokartkørere, både unge og lidt ældre, samt en kører fra rallydiciplinen. Andreas Albers, Mads Hedegaard Frederiksen, Niklas Voetmann, Mark Backhausen og Andreas Top Jensen kommer alle direkte fra gokartsporten. Ole Petersen kommer også mere eller mindre direkte derfra, dog med en enkelt start i Yokohama 1600 Challenge i 2013. Og så er der førnævnte Brian Johannesen som har kørt rally for godt 10 år siden.
(Foto: Denner Photo)
Oldboysmesterskabet for kørere på eller over 45 år har også rigtig god medvind i dens kun 2. sæson. 5 kørere er pt tilmeldt dette, og der bliver med garanti kamp omkring titlen. Michael Scharstein kæmpede med Henrik Sørensen om titlen i 2013, og sluttede kun 6 point fra den. Så Scharstein må siges at være topfavorit til den titel, da Henrik Sørensen har valgt at holde en pause fra motorsport i 2014, og i stedet koncentere sig på hans 3 bilforretninger. Rudi Larsen viste masser af fart i 2014, men var plaget af mange problemer gennem sæsonen, så han desværre ikke kunne blande sig i toppen. Førnævnte Mark Backhausen stiller også op i Oldboysmesterskabet, så kan han tage ”the double”? Eller måske bliver det Jimmy Bob Søgaard Jensen? Det bliver interessant at følge.
11 forskellige bilmærker/modeller er tilmeldt mesterskabet, som følger Gruppe N reglementet for biler op til 1600ccm med sugemotor. Alle biler skal i 2014 køre med datalogger, så klassens egne tekniske kontrollanter kan holde et skarpt øje med at alle bilerne overholder vægt/effekt reglementet på 8,25kg pr hk. Men der var ikke så meget som 1 enkelt forseelse i 2013, så den skrappe kontrol med bilerne, gør at alle kæmper på lige vilkår. Det blev også bevist, da en bil bygget i 1998 slog samtlige konkurrenter, deriblandt en nybygget bil til 2013 sæsonen, ved at tage 2 heatsejre samme weekend, samt flere andre podiepladser i løbet af sæsonen.
(Foto: Denner Photo)
Sæsonen starter 26.-27. april på FDM Jyllandsringen, og besøger herefter Ring Djursland og Padborg Park flere gange, inden at sæsonfinalen køres på FDM Jyllandsringen 27.-28. september. Mesterskabet 2014 består af i alt 7 afdelinger fordelt rundt i Danmark. Hver weekend køres der 2 heat, så der er 14 gange at man kan samle point til kontoen. Plus dem man kan score i kvalifikationen og ved at køre de hurtigste omgange i løbene. Det maksimale pointantal er 413, hvis man gør rent bor i det hele. Men det er endnu ikke set gjort, og det kommer næppe til at ske i 2014. I 2013 var der ikke nogen der krydsede 300 point, men alle i top 4 havde passeret 200.
Forhåbentlig bliver DIF Danmarksmesteren 2014 først fundet i sæsonens allersidste heat. Der er i hvert fald lagt op til en meget spændende og åben sæson. Selv hvis der skulle ske ikke at være spænding om 1. pladsen, er der sikkert om 2. pladsen eller 3. pladsen eller 10. pladsen eller eller eller.
I Yokohama 1600 Challenge er der altid kampe hele vejen igennem feltet, og der er sjældent nogen der kører rundt på banen uden at have en anden kører enten lige foran eller bag sig.
Følg med i den kommende weekend på FDM Jyllandsringen.
Tidsplanen for den kommende weekend er følgende:
Lørdag 26. april
Træning 11.40-12.00
Kvalifikation 15.45-16.05
Søndag 27. april
Løb 1 11.40-12.00 15 min. + 1 omgang
Løb 2 16.15-16.35 15 min. + 1 omgang
Kørerforeningen Gr. N Yokohama 1600 Challenge JJ Media Læs mere om: Jyllandsringen27/04/14 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |