Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Dansk rallytalent deltager i tysk Opel cup

Rally 
09/04/14 

Den kun 19-årige Jacob Madsen fra Dianalund stiller op i den tyske ADAC Opel Rallye Cup, hvor over 30 hold dyster i ens udgaver af Opel ADAM om at vinde juniorcup’en for deltagere under 27 år.
 

En ny bil, en kvart million danske kroner og ikke mindst muligheden for at blive fabrikskører hos Opel er udsigterne for vinderen af den tyske ADAC Opel Rallye Cup 2014. Med støtte fra Opel Danmark og en række sponsorer er det lykkes den kun 19-årige Jacob Madsen at få sæde i en Opel ADAM rallybil til 2014 sæsonen af ADAC Opel Rallye Cup. Serien er udelukkende åben for deltagere i en cup version af Opel ADAM. Den blev etableret sidste år i samarbejde med Opel Motorsport i Rüsselsheim og den tyske bilistorganisation ADAC. Formålet for ADAC og Opel er at finde og udvikle rallytalenter med henblik på at blive en del af Opels rallyprogram for 2016, hvor en ny Opel Corsa bliver klar til deltagelse i R5 klassen. Serien består af syv løb blandt andet det tyske VM løb Rallye Deutschland. Første løb er Rallye Vogelsberg den 25.-26. april.


(Foto: Opel Danmark)

De to bedst placerede deltagere i ADAC Opel Rallye Cup 2013 har begge fået en fabrikskontrakt med Opel og skal køre den nye R2 udgave af Opel ADAM i 2014. Til forskel fra 2013 er det i år kun muligt at score point, hvis man er under 27 år. Opel og ADAC understreger dermed formålet med cup’en som basis for talentudvikling. Selv om cup udgaven af ADAM kun har 140 hk, så ligger de bedste deltagere højt på resultatlisten viser erfaringerne fra sidste år – flere gange har bilerne været i top 10. Reglementet sikrer at alle biler er nøjagtig ens. Der er begrænsninger på antallet af dæk, deltagerne må benytte i hvert løb, og omfattende kontrol med at ingen laver ændringer af bilen i løbet af sæsonen. Motor, gearkasse og motorstyring er således plomberet og kan kun serviceres af Opels repræsentanter.

”Det er selvfølgelig også det, der gør cup’en interessant og ekstra spændende at få en dansk deltager med. Når alle kæmper på lige god med nøjagtig samme materiel, får man en god indikation af, hvem der har talent til at gå videre, siger sportschef Bo Baltzer Nielsen fra Dansk Automobil Sports Union.

Jacob Madsen er netop udnævnt til Årets Rallytalent 2014 af DASU.

”Det bliver spændende at følge ham i de tyske løb. Han mangler selvfølgelig noget erfaring, men der er ingen tvivl om, at han kan få værdifuld erfaring til sin videre karriere med deltagelse i cup’en, ” siger Bo Baltzer Nielsen.

Løbskalenderen for ADAC Opel Rallye Cup 2014
25.-26. April - Rallye Vogelsberg, Schlitz, Hessen
30.-31. Maj - Thüringen, Pössneck
9.-10. August - Wartburg, Eisenach
21.-24. August - Rallye Deutschland
5.-9. September - Ostsee Rallye
19.-20. September – Litermont-Rallye
24.-25. Oktober - Drei Städte-Rallye

Erik Morsing
Opel.com


Læs mere om:
  • Jacob Madsen
  •