- Efter 10 år i karting havde vi naturligt diskuteret et skifte til asfaltbane-race, oplyser far og teamchef Klaus Krebs. - RS Motorsport har et godt samarbejde med LIQUI MOLY TEAM ENGSTLER. Her havde vi etableret flere følere til teamejer: Franz Engstler, og lige pludselig gik det stærkt med muligheden for en racing-debut i ADAC Procar (Deutsche Tourenwagen Challenge).
Thomas Krebs har fremvist flot og stigende formfremgang i ADAC Procar
Af alle motorbaner skulle debuten foregå på den legendariske Spa Francorchamps i Belgien, som af mange internationale kørere betegnes som deres favoritbane. Ud over de mange niveau-forskelle byder den 7 km. lange motorbane ofte på lumske vekslende vejrforhold – skiftende fra solskin til regnvejr på samme baneomgang.
Thomas Krebs gik til opgaven med nordjysk ildhu og ydmyghed i sin Ford Fiesta, og fremviste allerede i løbsweekendens anden og sidste heat, at der var noget speed at bygge videre på. Resultatet blev en firer i DIVISION 2, i øvrigt lige foran den noget mere rutinerede teamkammerat: Julia Trampert.
Racing i standardvogne giver lidt andre udfordringer end karting
Med DIVISION 2 (1,6 liters tunede racere) har ADAC Procar etableret en fornuftig fødekæde til 2 liters-racerne i eget regi samt til Europamesterskabet (ETCC) og VM (WTCC).
ADAC Procar byder på 8 løbsweekender. I 2013 besøgte startfeltet alle de 5 tyske asfaltbaner – suppleret med svinkeærinder til Spa Francorchamps (B), Red Bull Ring (A) samt Slovakiaring (SK).
Thomas Krebs fandt god speed i sin Ford Fiesta
Thomas Krebs fik sit podiegennembrud med en tredjeplads på Lausitzring, og dette blev fulgt med en flot sejr i DIVISION 2 på Slovakiaring. Her blev konkurrenterne pænt distanceret over målstregen.
- Racingteamet favner bredt over både WTCC, ETCC og ADAC Procar, fortsætter Klaus Krebs. - Franz Engstler har været i racing-branchen siden 1996, og i al beskedenhed har han været imponeret over Thomas' flotte fremgang gennem rookie-året. Derfor satser vi på fortsættelse af samarbejdet, og planerne peger mod en fuld ETCC-sæson 2014 i en BMW 320si. Vi er derfor pænt oppe i omdrejninger for at få de økonomiske ender til at nå fornuftigt sammen.
Thomas Krebs blev nr. 3 i rookie-mesterskabet 2013 samt femmer sammenlagt i DIVISION 2, selv om nordjyden ”missede” årets første løbsweekend. Som et ekstra skulderklap blev Thomas Krebs kåret til årets mest fair kører (FAIR PLAY AWARD).
Thomas Krebs har allerede testet en BMW 320si i ETCC-trim
- Springet fra karting til tunet standardvogns-race har været en stor udfordring for mig, oplyser Thomas Krebs. - Samtidig har jeg nikket goddag til mange forskellige motorbaner. I ETCC 2014 bliver det dog forhåbentlig gensyn med Slovakiaring og Spa Francorchamps, og desuden besøger vi: Circuit Paul Richard (F), Salzburgring (A) samt Autodromo di Pergusa (I).
- Thomas' force som kører er præcise og konstante omgange, afslutter Klaus Krebs. - Han magter at køre raceren uhyre tæt på de fysiske grænser, og blive ved gennem et helt race. Frem for alt besidder han evnen til at angribe i rette øjeblik.
Thomas Krebs kom øverst på sejrspodiet ved ADAC Procar-racet på Slovakiaring
Motorsport Nordjylland
Åge Keseler Kirketerp Læs mere om: Thomas Krebs |