Knap en måned efter den danske Porsche-racerkører Michael Christensen åbnede sæsonen i den nye amerikanske racerserie, TUDOR United SportsCar Championship, med 24-timers løbet på Daytona, er danskeren tilbage bag det alcantara beklædte racerrat i sin Porsche 911 RSR med startnummer 912.
(Foto: Porsche Motorsport)
Sammen med sit amerikanske fabriksteam Porsche North America påbegynder Michael Christensen torsdag og fredag et intensivt todages testprogram på Sebring International Raceway, der også danner en enestående kulisse når seriens næste racerløb, 12 Hours of Sebring, flages grønt lørdag den 15. marts.
Michael Christensen (Foto: Porsche Motorsport)
| Sebring International Raceway benævnes af mange racerkørere som én af de mest udfordrende racerbaner i verden. Asfalten er meget ujævn og overfladen glat, men det afskrækker ikke Michael Christensen, der testede i efteråret på Sebring International Raceway, og ser frem til igen at angribe de mange sving og kurvede kombinationer, den seks kilometer lange racerbane har at byde på.
”Det er en rigtig svær racerbane. Der er mange ujævnheder på banen, samtidig med at banen ofte er blæst over med et fint lag sand, og dermed glat – specielt uden for idealsporet. Det er også en ”oldschool” racerbane, der stiller store krav til chaufføren og bilen, hvis tiderne skal være rigtig hurtige. Det tiltaler mig meget, at der virkelig skal arbejdes med bilen, for at få det bedste ud af den,” fortæller Michael Christensen.
Ved den officielle Sebring-test deltager også flere af Porsches konkurrenter fra GTLM-klassen, og Michael Christesen forventer et skyggespil, især set i lyset af Porsches sejr i åbningsløbet Rolex 24 at Daytona.
”Ingen af mærkerne er rigtig interesseret i at vise konkurrenterne deres fulde potentiale. Omvendt er det vigtigt for os alle at finde den optimale opsætning i bilen. Et kompromis mellem vejgreb og hastighed, og jeg tror bestemt vi kan bruge testen til at finjustere vores Porsche 911 RSR i den rigtige retning,” slutter Michael Christensen.
Thomas Wulff
Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenSebring15/03/14 - Sebring - SportsCar Championship |