Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Dansk Super Kart

Årets sidste slag blev slået i Grindsted

Dansk Super Kart 
14/10/13 

Der blev dystet om sæsonens sidste point, da årets to sidste afdelinger af Dansk Super Kart og DM blev kørt i Grindsted sidste weekend i September. Mesterskabsstillingerne var meget tætte i alle klasser lige indtil den sidste finale blev kørt. Dog var det rigtig tæt især i Cadett-kategorierne.
 

Hos de helt små Cadett Mini-kørere var det uden tvivl de tre altdominerende drenge Marcus Mose, Benjamin Frislund Mikkelsen og Kevin Brandsborg der sørgede for underholdningen. Benjamin Frislund Mikkelsen blev mester i Dansk Super Kart, Marcus Mose vandt DASU mesterskabet mens Kevin Brandsborg kvitterede med at vinde begge finaler ved årets to sidste løb.


Kevin Brandsborg tog begge finalesejre i Grindsted

Tæt og meget spændende var det også i Cadett Junior, som må betegnes som årets ”talent-klasse” grundet de mange yderst hurtige og talentfulde kørere som klassen rummer i år. Mads E. Hansen tog lørdagens finalesejr foran Frederik Vesti, og man må virkelig sige at de to kørere har haft fart på i år. Dette var dermed Mads E. Hansens tredje finalesejr i træk, hvilket selvfølgelig understreger fynboens karakter. Christian Lundgaard som også har været en af sæsonens favoritter var dog sulten på sejr, og var hurtigste mand i søndagens tidtagning, mens det var Frederik Vesti der løb med sejren i årets sidste finale for DSK. Dette betød også at Vesti kunne løbe med titlen som DASU mester efter en rigtig flot sæson i serien. Ydermere tog Christian Lundgaard sejren i Dansk Super Kart, mens Noah Watt tidligere på året vandt DASU Junior Cuppen. Dette giver et godt overordnet billede af de tre mest dominerende kørere i 2013, som dermed har taget hver sit mesterskab.

Alt i alt må det siges at Cadett Junior klassen har været en af de helt store "hit". Klassen hersker uden tvivl den "nye generation" i karting, og mange af disse kørere er dem vi vil komme til at følge i fremtiden.


Der har hersket tætte kampe i Cadett Junior klassen hele sæsonen

I KF Junior er det Daniel Lundgaard der hele sæsonen har været den mest fremtrædende kører. Dog har han kæmpet mod en masse uheld, især den sidste del af sæsonen, og til trods for dette har han formået at holde hovedet højt og løbet af med lige præcis alle tre mesterskaber ud af tre mulige, hvilket selvfølgelig understreger hans suverænitet.

Nicolai Kjærgaard har sammen med Valdemar Risom været blandt de helt skarpe som har blandet sig i toppen. Frederik K. Jørgensen vandt begge afdelinger i Søndersø og har også vist at han har en masse at byde på. Peter Bøllingtoft var flyvende i Grindsted og fik afsluttet sin sæson med en sejr. Den lidt yngre Emil Dose, der ikke deltog i de to sidste afdelinger af DSK har også gjort sig fint bemærket blandt de store drenge, og han skal nok blive spændende at følge i klassen næste år, hvor det kan forventes at Daniel Lundgaard, Kjærgaard, Risom og Bøllingtoft bl.a. er nogle af dem som rykker op i KF klassen.

"Selvfølgelig er jeg rigtig glad for en meget vellykket sæson hvor næsten alt er gået efter planen. Jeg tog til Grindsted som førende i alle tre mesterskaber i KF Junior. I Dansk Super Kart og DASU-mesterskabet havde jeg et solidt forspring og der skulle gå meget galt hvis jeg ikke skulle tage disse to titler. Det var anderledes tæt i Talent-cuppen hvor jeg var i tæt konkurrence med min gode ven, samt gode konkurrent Nicolai Kjærgaard.
 Banen var meget skiftende over hele weekenden, og det var dermed også skiftende hvem der havde overtaget i forhold til farten på banen. Om lørdagen gik det, på trods af et par forvirrende heats, hverken bedre eller værre end at jeg vandt finalen og udbyggede min føring i mesterskabet. Dog blev denne sejr frataget og jeg blev rykket ned som treer, hvorved Nicolai vandt finalen pga. en tidsstraf jeg stadig ikke kan finde nogen mening i.
 Dermed var Nicolai kommet tættere på mesterskabet og jeg stod i en lidt mere tilspidset situation. I søndagens tidtagning er det så Nicolai der bliver ikendt en træls dom, hvor han bliver sat bagerst på gridden til heatsene. Hermed havde jeg egentligt det bedst mulige udgangspunkt til at tage mesterskabet. Dog kæmpede Nicolai godt i heatsene og jeg fik lavet nogle dumme fejl hvorefter Nicolai havde overhalt mig, og skulle starte lige foran i finalen hvor det hele skulle afgøres. Finalen igennem har Nicolai og jeg en lang fight der ender med at jeg trækker det længste strå og bliver treer foran Nicolai, hvormed jeg også vinder Talent-cuppen.
 Jeg er ekstremt glad for det fantastiske resultat for i år og vil gerne takke alle der har hjulpet mig året igennem." fortæller den nykårede trible-mester Daniel Lundgaard.


Daniel Lundgaard jubler over en god sæson i KF Junior

I KF var der virkelig spænding til det sidste. Alexander Müller var i front af mesterskabet inden Grindsted, men samtidig havde Magnus Ruud Kjær også en teoretisk mulighed for at tage mesterskabet hvis alt gik hans vej. De to internationale KF-kørere Kevin Rossel og Christian Sørensen deltog i weekendens to sidste afdelinger af serien, hvilket selvfølgelig var med til at levere en masse god underholdning og spænding til KF feltet. Alexander Müller fik af samme grund også vist at han er en meget dygtig og stabil kører der kører med hovedet når alt kommer til det vigtigste. Lørdagens sejr tog Müller mens det om søndagen var Kristian Thorsen der vandt. Samlet set vandt Alexander Müller både Dansk Super Kart og DIF Danmarksmesterskabet efter en flot sæson.


Alexander Müller

De hurtigste af dem alle, nemlig gearkarterne KZ2 og KZ2 XL var også leveringsdygtige af meget spændende race. Inden de afgørende afdelinger i Grindsted var det tydeligt, at kampen om guldet og sølvet i KZ skulle udkæmpes mellem Toke Christensen og Lasse Poulsen, mens tredjepladsen var mere åben, med Dennis Petersen, Mads Bild, Nikolaj Rasmussen, Nicolai Pedersen og Casper Brynnum som teoretisk mulige kandidater. Både Toke og Lasse har været rigtig stabile hele sæsonen og kørt nogle flotte løb. Lasse Poulsen var bl.a. urørlig i Søndersø på hjemmebane, mens Toke bl.a. har domineret mest til de sjællandske afdelinger. Finalen om lørdagen vandt Lasse Poulsen, mens det søndag var Energy-køreren Marcus Boisen der løb med sejren. Samlet set løb Toke Christensen med guldet i DIF Danmarksmesterskabet efter tæt duel med Lasse Poulsen der kvitterer med sejren af Dansk Super Kart mesterskabet.
For KZ2 XL var der de tre gennemgående kørere Anders Scheel, Jan Faurschou og Søren Bild der har haft nogle fede kampe hele sæsonen igennem. I Grindsted kørte den rutinerede Ove Dalgård Christensen igen med, efter en lille skadespause. Her formåede han at gøre rent bord og tage finalesejren både lørdag og søndag. Samlet set er det dog Anders Scheel der løber med mesterskabet. Han lå afslutningsvis á point med Søren Bild, men da Scheel havde én sejr mere end Bild, var mesterskabet Scheels.


Kevin Rossel i sin specieldesignede KF Tony Kart

Konkluderende har det været en rigtig flot sæson for den danske Super Kart serie i år, og vi har set en stadig voksende mængde deltagere, som kun er med til at øge kvaliteten af den sport vi alle elsker. Inden den danske sæson går helt på hæld resterer DM Revanchen bl.a. som køres i denne weekend på Københavns Gokartbane.

Janni Storm

Læs mere om:
  • Grindsted Gokart Bane
  • 29/09/13 - Grindsted Gokart Bane - Dansk Super Kart
  •