Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Biltest

Biltest: Ford B-Max 1.0 Ecoboost Titanium

Biltest 
19/09/13 

Ford B-Max er Fords indspark i klassen for rummelige småbiler, eller Mini MPV’er om man vil. Og det er et særdeles velplaceret spark.
Det er ikke bare rummelig. Den er også velkørende og kan leveres med Fords imponerende Ecoboost motor.
 


(Foto: Ib Trebbien)

For at starte med sidstnævnte, så var testbilen bestykket med en 120 hk version af den tre cylindrede Ecoboost motor, og den var en ren fornøjelse at omgås. Ford har tryllet med turbo og motorstyring, så den næsten 1300 kg tunge bil accelererer fra 0 til 100 kmt på 11,2 sekunder samtidig med at den har et drejningsmoment på 201 Nm i området fra 1400 til 4500 omdrejninger/min. Med andre ord har den et moment som en bedre dieselmotor, og det gør den livlig og letkørt i den daglige trafik. Man kan faktisk køre ind i en rundkørsel i 5. gear, fortsætte rundt og accelerere væk på den anden siden, uden at røre gearstangen. Og så har motoren for resten en dejlig sprød lyd, når den får omdrejninger.


(Foto: Ib Trebbien)

B-Max har elektronisk servostyring og noget Ford kalder Torque Vectoring Control. Det flotte navn dækker over en form for elektronisk spærredifferentiale, som fordeler kræfterne mellem forhjulene i forhold til det aktuelle vejgreb. I praksis sørger systemerne for, at bilen styrer let og præcist ind i kurverne. Affjedringskomforten er rimelig god. Men personligt ville jeg nok foretrække en lidt blødere afstemning i denne biltype. B-Max er baseret på Fiesta, og de to biler har samme akselafstand. Men karroseriet på en B-Max er både længere, bredere og især højere end Fiestaens. Det betyder, at man sidder lidt mere opret i B-Max, og det giver igen bedre plads til passagerne. Samtidig sikrer skydedøre ved bagsædet og et design uden B-stolper let adgang, specielt for bagsædepassagererne. Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Bilen bliver solgt som 5-sæders, men jeg vil nødig sidde længere tid på midterste sæde i anden række, og bagagerummet er trods sine op til 318 liter ikke specielt dybt. Testbilen var topudgaven Titanium, og jeg var meget begejstret for udstyrsniveaet – det vil sige indtil, jeg opdagede, at en hel del af lækkerierne var ekstra tilkøb, så den samlede pris nærmede sig kr. 325.000. Men hvis man kan leve uden bakkamera, del-læder på sæderne, nøglefri start/ stop og døre, panorama soltag, parkeringssensor og speciallakering kan topudgaven erhverves for kr. 243.400.


(Foto: Ib Trebbien)

De nøgne fakta

Model Ford B-Max 1.0 Ecoboost 120 hk Titanium
Type 5-dørs hatchback/Mini MPV
Motor 999 ccm benzinmotor med turbolader, 3 cyl., 120 hk / 88 kW ved 6000 o/m, 201 Nm ved 1400-4500 o/m
Transmission 5 trins manuel gearkasse, forhjulstræk
Undervogn For: McPherson. Bag: Torsionsaksel
Maks. hastighed 188 kmt
Acc. 0-100 11,2 sek.
Forbrug v. blandet kørsel 20,4 km/l
½ årlig grøn afgift Kr. 290,-
Pris Kr. 243.400,- plus levering og eventuelt ekstraudstyr