DM Rally 02/09/13
|
|
- vandt seks af ti hastighedsprøver i årets Suzuki Sydhavsrally Det var DK MOTORSPORT, der besatte den øverste plads på podiet, da årets fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally blev kørt på Lolland. Ib Kragh og Mie Petersen var hurtigst på seks af de ti hastighedsprøver, som indgik i Suzuki Sydhavsrally, og efter en sekundfight med to andre mandskaber i identiske Peugeot 207-racere kunne de trække sig sejrsrige ud af løbet.
|
”Det var dejligt at vinde – og helt klart en lettelse efter alt det, vi har været igennem,” sagde en storsmilende Ib Kragh, efter at han havde sprøjtet med champagnen på sejrsrampen i Horslunde, hvor løbet blevet afviklet.
”Sidste år kæmpede vi med alle mulige problemer, og det har vi også gjort i år, hvor vi både har haft en afkørsel og problemer med vores motor. Men vi har været hurtigst hver eneste gang, og det var vi også denne her gang.”
Ib Kragh og Mie Petersen fanget under byprøven i Horslunde
Ib Kragh og Mie Petersen fik en god start på årets Suzuki Sydhavsrally, hvor de med en sejr på den første hastighedsprøve lagde sig i front for løbet. Men føringen mistede de på den næste hastighedsprøve.
”Prøve 2 fik vi aldrig til at fungere for os, da vi lavede noter på den,” forklarer Ib Kragh. ”Vi havde ikke det flow i prøven, som vi havde på 1’eren og 3’eren, så der tabte vi meget ved første gennemkørsel. Vi tabte også noget ved anden gennemkørsel, men det var knapt så meget.”
”Efter den store pause skulle vi køre Power Stagen, og Mie ville gerne have de tre ekstrapoint, man kunne vinde, og da jeg havde lovet hende det, måtte vi hænge i. Vi vandt prøven og fik ligesom troen på, at nu kunne vi nå det. Men så kom der regn, og det plejer ellers ikke lige at være min stærke side med at tage chancer. Men jeg kørte åbenbart stærkt nok til, at vi kørte fra de andre, og så havde man troen på, at vi kunne vinde. Og det gjorde vi.”
Sejren er den første nogensinde i et DM-rally for DK MOTORSPORT og den første for Ib Kragh og Mie Petersen siden DM-finalen i 2011. Resultat betyder nu, at holdet bare er to point fra førstepladsen i 4WD-divisionen inden næste løb – Mekonomen DM-Rally 2013 – som køres den 20.-21. september i og omkring Vejle.
DK Motorsport Læs mere om: Ib KraghMie PetersenNykøbing F31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab |