DM Rally 28/08/13
|
|
Der bliver ekstra kamp i klasserne for de firhjulstrukne rallybiler på Lolland Når årets Suzuki Sydhavsrally i weekenden afvikles, vil løbet være det fjerde af i alt seks afdelinger i kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Men det er ikke kun en række af landets bedste rallykørere, som vil kæmpe om sekunderne på vejene på Vestlolland. Løbet får også deltagelse af flere udenlandske hold. |
Med på deltagerlisten er eksempelvis en såkaldt WRC-bil – altså en specialbygget rallybil, der er blevet udviklet med henblik på brug i VM-serien. Det er en Ford Focus WRC, og her har det pågældende eksemplar haft hele 13 VM-starter og blev bl.a. brugt af esteren Markko Märtin, da han blev nummer to i det argentinske VM-rally.
I Suzuki Sydhavsrally bliver det dog det svenske par Joachim Grahn/Richard Nilsson, som starter med bilen, og det er et par, som mange danske rallyfans og ditto deltagere kender rigtig godt. Tidligere i år vandt Joachim Grahn/Richard Nilsson nemlig Lille Mats Rallysprintet – et sydsvensk løb, som hvert forår tiltrækker mange danske mandskaber.
Joachim Grahn starter med en tidligere VM-bil i Suzuki Sydhavsrally, som køres den 30.-31. august med Horslunde som centrum (Foto: Morten Alstrup)
Et andet udenlandsk hold, som vil kæmpe med i de hårde klasser for de firhjulstrukne rallybiler, er Rune Danneborg/Henning Elvekrok, begge Norge. Holdet vandt tidligere på året Rally Stavanger med en Ford Fiesta Super 2000, som de ved Suzuki Sydhavsrally starter med i 4WD-divisionen. Dermed kommer de i direkte konkurrence mod bl.a. de DM-førende Tim Svanholt/Carina Møller, Roskilde/Herlev, og de forsvarende 4WD-Danmarksmestre Christian Jensen/Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro.
Et nyt mandskab i en firhjulstrukket bil ved Suzuki Sydhavsrally bliver Kim Wentzel/Mette Jensen, Hillerød/Holbæk, som starter i en Mitsubishi Lancer i gruppe A-trim.
”Lige siden jeg begyndte med at køre rally for 20 år siden, har jeg altid drømt om at komme op at køre i den hurtigste klasse,” fortæller Kim Wentzel. ”Nu sker det endelig.”
Sydhavsrally / Nykøbing F. MotorSport
Læs mere om: Nykøbing F31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab |