Det var første løb for den nye bil og et helt nyt sammensat team, så inden løbet var spændingen stor - hvordan skulle det hele nu gå?! Træning/Tidstagning viste at bilen havde power nok, men dæk og bremseevne var langt fra optimal, så det blev en startplacering som nr. 13 ud af 22 teams.
Teamets mest erfarne langdistancekører, Bjørn Larsen, startede i bilen og kunne efter 90 min. kørsel overlade den sort/grønne Civic til Tim Søndergaard Söderhamn på en fin 10. plads. Tim hentede yderligere et par placeringer, men blev efter en times kørsel pludselig dårlig og måtte overlade bilen til Stefan Olin før tid. Stefan kunne ikke få greb i dækkene, men fortsatte efter bedste evne og kunne overlade bilen til Kenneth Olin med knap 2 timer tilbage af løbet. Teamet lå nu på en 4. plads, da flere teams også begyndte at få problemer med holdbarheden.
Spørgsmålet var nu - skulle dækkene skiftes eller kan de klare et stint mere? Dækkene blev på, tanken fyldt op igen og Kenneth sendt på banen, men der var end ikke kørte én omgang før Ole Juhl i pitten havde Kenneth i øret: "De dæk er jo helt færdige. De ryster helt vildt og kan jo slet ikke stå fast.". Svar fra Ole: "Det er modtaget" …og så var den sag lukket.
Teamet havde truffet en beslutning om at fortsætte på samme dæk, da et dækskifte ville koste en placering. Samtidig begyndte bilen på 3. pladsen at få problemer og efter en halv times kørsel, lykkedes det Kenneth at overtage 3. pladsen i løbet. Da det pga 90 min. reglen var nødvendigt med et ekstra kørerskifte, kom Bjørn i bilen igen, da der pludselig kom safety car på banen.
Bjørn i bilen og uden hverken tankning eller dækskifte, blev han sendt afsted mod pitudkørslen. Pludselig smed en official dog helt uforståeligt det røde flag ud foran Civic'en, så Bjørn ikke fik lov at køre på banen?! En omgang tabt og løbsledelsen indrømmede dog også efterfølgende, at den pågældende official havde begået en fejl...
En time tilbage af løbet og en hurtigkørende ATM Porsche jagtende bagefter. Bremserne begyndte nu at koge, så med slidte dæk, under halv tank og dårlige bremser, skulle Bjørn forsøge at forsvare 3. pladsen mod Porschen.
I pitten var pulsen høj - skulle der skiftes dæk og tankes, eller kunne bilen holde hjem? Efter mange beregninger og genberegninger blev det dog besluttet, at bilen skulle fortsætte og køre hjem uden hverken tankning eller dækskifte. En stor satsning, men at køre i pit ville betyde en mistet 3. plads.
Med 20 minutter tilbage af løbet, kalder Bjørn pludselig over radioen: "Jeg kan ikke bremse, jeg kommer i pit", hvortil Ole prompte svarede: "NEJ, du bliver bare kørende!" .....og det gjorde han så!
Bjørn formåede at holde en meget træt Honda Civic kørende i løbets sidste 20 minutter stort set uden hverken dæk, benzin eller bremser. Der var selvsagt stor glæde i teamet, da Bjørn endelig krydsede målstregen og vendte tilbage til pitten. Årets første store resultat - en flot 3. plads med ny bil og nyt team. Et fantastisk teamwork både i pitten og bilen på trods af flere uforudsete udfordringer - det tegner godt!
Læs det fulde løbsreferat og mere om teamet på www.cm-carparts.dk/racing
Næste løb er på Falkenberg Motorbana den 9. Juni.
CM Carparts Racing
Læs mere om: Ring Knutstorp |