Dennis startede med at køre gokart som 10 årig. Det blev til en utal af vundne klubløb, et par sølvmedaljer ved SM og DM igennem årene.
I 2004 valgte han at skifte gokartbanerne ud med racerbanerne, og startede i Citroen Saxo Cup. Topresultatet skulle vise sig at blive en 8. plads til Grand Prix Danmark, i en ellers skuffende debutsæson.
2005 blev det til adskillige top 10 placeringer, men da Dennis ikke deltog i alle afdelinger, rakte det heller ikke til nogen topplacering i mesterskabet i den sæson.
På Padborg Park i 2006 skulle første podieplacering endelig komme, og senere på sæsonen, på Ring Djursland, hans første heatsejr i Saxo Cup. Det skulle blive til endnu en heatsejr på Padborg Park sidst på sæsonen. Da mesterskabet skulle gøres op, blev det til en samlet 4. plads.
2007 var Saxo Cup stoppet, og Dennis valgte at skifte til Renault Clio Cup. Renault Clio Cup var dog en utrolig tæt klasse, med under 3 sekunders forskel i omgangstiderne fra hurtigste til langsomste mand, og ofte under 1 sekund mellem top 10. Det viste sig hurtigt, at blive en meget svær sæson, med kun få top 10 placeringer, at kunne berette om.
2008 kom gennembruddet endelig på Ring Djursland, med en 5. plads i 1. heat, som hurtigt blev overgået ved Juniløbet på Jyllandsringen med en 4. plads. Senere på sæsonen skulle det også blive til flere top 10 resultater, men da top 3 i mesterskabet stort set altid tog sig af podiepladserne, rakte det kun til en 8. plads i mesterskabet.
2009 blev et ufrivilligt sabatår grundet manglende økonomi, og i stedet blev målet stillet ind på at finde en ny klasse at deltage i, til 2010.
Dennis Bannergård (Foto: Denner Photo)
Fra 2010 har den stået på Yokohama 1600 Challenge. Det skulle vise sig, at være det helt rigtige valg af klasse for Dennis Bannergård. Teamet havde købt en Peugeot 106 GTI, og det blev til en imponerende debut i klassen, med en heatsejr allerede i 2. løbsweekend. Herefter gik det slag i slag, og da sæsonen var omme, kunne der i alt skrives 7 podieplaceringer ud af 16 mulige, og en 3. plads i mesterskabet på kontoen.
2011 skulle kun blive endnu bedre. 9 podieplaceringer i 16 heats og kun 3 heat hvor han udgik uden point. Uheldigvis skulle netop 1 af disse heats blive finaleheatet på Padborg Park, og en mesterskabsføring blev i stedet til den kedelige 2. plads – og endda kun slået med 2 point i mesterskabet.
Efter at være kommet sig over skuffelsen, valgte teamet at satse på nyt materiel til 2012 sæsonen. Valget var faldet på en Peugeot 207. Det skulle dog ikke blive nogen let start på sæsonen. Efter de første afdelinger, var der kun 14 point på kontoen ud af 106 mulige. Alt andet end en perfekt sæsonstart. Men herefter vendte heldet for Team Bannergård, og scorede 2 heatsejre og yderligere 4 podieplaceringer i resten af sæsonen. Den gode afslutning på sæsonen, var nok til at udløse en suværen 3. plads i mesterskabet. Men top 2 var til gengæld også et godt stykke væk. Så der er ikke nogen tvivl om at de 2 magre første løbsweekender havde kostet dyrt på den konto.
Dennis Bannergård (Foto: Denner Photo)
2013 satser Dennis Bannergård endnu engang på Yokohama 1600 Challenge. Peugeot 207’eren er blevet klargjort gennem vinteren, så den er helt klar forud for sæsonstarten på Ring Djursland i april.
Målet for 2013 er en samlet top 3 placering, og forhåbentlig endelig at få en sejr på Jyllandsringen. Af uforklarlige årsager er det endnu aldrig blevet til en tur på øverste plads, på trods af at der har været adskillige besøg på de 2 andre pladser på podiet.
Dennis Bannergård fortsætter i Yokohama 1600 Challenge 2013 med samme startnummer, som han stort set har kørt med gennem hele hans karriere – nummer 59.
Jens Jensen
Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge
Læs mere om: Dennis Bannergaard |