Nogle vil påstå at den aarhusianske malermester har haft det let siden han i 2011 anskaffede sig et ægte fartmonster i form af den danskproducerede Aquila CR1 LS7. Sejrene er kommet på stribe, for kombinationen Aquila/Christensen er en hård nød at knække.
Der var fuld fart på Aquilaen (Foto: Gripping Media)
Nu er konkurrencen imidlertid kommet, og Claus glæder sig over den øgede konkurrence om topplaceringerne:
"Det er rigtigt godt at Dennis Holbæk har fået så meget fart i sin Aquila, og vi kommer til at have en masse tætte kampe resten af året", siger Claus.
Den konkurrerende søsterbil var da også hurtigst i tidtagningen, men Claus og mekanikerne fik peppet bilen helt op til tidtagningen, hvor den grønne racer tog pole position med næsten et halvt sekund.
Første heat blev præcis som ønsket. Efter en god start kunne Claus holde sin førsteplads og havde ved det ternede flag øget sit forspring til næsten ti sekunder. Undervejs lykkedes det konkurrenten at sætte hurtigste omgangstid og opnåede dermed pole position til andet heat.
Claus Christensen havde en god weekend på Padborg Park (Foto: Gripping Media)
Claus kom godt afsted fra starten af andet heat, men Dennis Holbæk brugte sine defensive evner for at holde den grønne Aquila bag sig. På et tidspunkt da en langsommere bil skal overhales med en omgang, sker en misforståelse og Claus får ramt konkurrentens bil, som ender i gruset.
"Da vi kom op til den langsommere bil, tog Dennis og jeg fejl af hinanden, og jeg kom til at give ham et puf ud i gruset", forklarer Claus. "Det var alt andet end med vilje, og vores kamp inden da var helt perfekt. Der var heldigvis ingen sure miner da løbet var slut, men jeg havde gerne kæmpet den kamp til ende i stedet for at få sejren foræret."
Sidste løb var Claus i front fra start og lagde afstand til konkurrenterne fra første omgang. På sidste omgang var forspringet på hele 16 sekunder, så der var ingen tvivl om hvem, der tog den største pokal.
Over stregen! Valvoline-Aquilaen er blevet en solid vinderbil (Foto: Gripping Media)
Nu er Claus Christensen og teamet klar til årets store løb, Grand Prix Danmark, der køres på FDM Jyllandsringen om godt en uge. Her rygtes det at Special Saloon Car-klassen bliver en af de helt store med deltagere fra hele Skandinavien.
CC Racing
Læs mere om: Claus ChristensenPadborg Park12/08/12 - Padborg Park - Special Saloon |