Der var lagt op til et lidt presset program, da arrangørerne havde formået at lægge træning, tidtagning og to heat på samme dag, så hele tredje afdeling i mesterskabet for Peugeot Spider Cup Total kunne afvikles om lørdagen.
Derfor startede dagen allerede lidt i halv ni med træning. Vejret var fint, hvilket især passede Allan Olsen godt. Han havde ikke fået løst sine elektriske problemer, og måtte torsdag aften ud og låne en bil af Carsten Brandt, som ikke kunne stille til start grundet forberedelser til OL i London. Indkøring af en lånt bil sker mest betryggende på tørt underlag, så sidstepladsen var ikke noget der bekymrede, da tiden var gået med at få føling med bilen. I spidsen af feltet var Henrik Jansen, Elliot Winther, Rasmus Wendelboe og Frederik Vodder indenfor et sekund, og dermed var banen kridtet op til tidtagningen.
Henrik Jansens opsætning i tørvejr var perfekt (Foto: Gripping Media)
Vejret holdt stadig tørt, og der blev kørt ihærdigt for at presse tiderne ned. Allan Olsen var kortvaringt på pole position, men blev på samme omgang distanceret med elleve tusindedele af Lasse Jakobsen. Et par omgange senere fik Henrik Jansen for fyret op under Spideren og kappede syv tiendedele af sin i forvejen hurtige tid fra træningen. Den førsteplads kom kun Rasmus Wendelboe i nærheden af, men en plads i første startrække er stadig et godt udgangspunkt.
I den anden ende af feltet havde Frederik Vodder lidt svært ved at ramme opsætningen, og det holdt ham lidt overraskende nede på sjettepladsen. Gæstekøreren Morten Remar havde fundet melodien og kørte ganske fornuftige tider, mens han stadig var på en stejl indlæringskurve. Han dystede med Morten Buus om sidstepladsen, som Buus vandt ved at sætte hurtigste tid i pitlane.
Over middag fortsatte skyerne med at tårne sig truende op, men alle beholdt tørvejrsopsætningen og satsede på tørvejr. Den stående start gik fint, og alle kom gennem stadionområdet uden problemer. På vej ud af den korte langside og gennem chikanen kæmpede Rasmus Wendelboe og Lasse Bulemand om andenpladsen efter Jansen. Efter en let berøring kom højre forhjul på Lasses bil ud i gruset, der tog fat og drejede bilen ind på en kurs direkte mod autoværnet.
- Vi kørte rigtig stærkt, og jeg tænkte bare, at det kommer til at gøre rigtig ondt, når bilen rammer autoværnet. Det nåede den aldrig, for nu er det jo en flyveplads, der lægger jord til banen, så jeg ved ikke om det har inspireret bilen, men den strøg til vejrs, slog en baglæns saltomortale og landede med alle fire hjul i vejret.
Heldigvis er sikkerheden i top og kombinationen af bilens sikkerhedsudstyr og den obligatoriske brug af HANS (Head And Neck Support) sikrede, at allerede da feltet passerede næste gang, kunne en lettere rundtosset Lasse give OK-tegn. Bilen står til en seriøs gennemgang og udskiftning af stumper, men alle regner med, at den er klar til næste løb til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen i august.
Morten Buus bliver bedre for hver gang (Foto: Gripping Media)
Da uheldsstedet var blevet ryddet og banen givet fri, fortsatte kampen om placeringerne efter Jansen. Hans bil var i en klasse for sig og hans var på intet tidspunkt udsat for nogen reel udfordring. Til gengæld havde Elliot Winther fået arbejdet sig frem på fjerdepladsen bag Allan Olsen og kunne nu vente og se om der skulle opstå en gustig situation, når Allan gik til angreb på Rasmus Wendelboes andenplads. Ganske kortvaring måtte Rasmus afgive sin plads, men tog den tilbage på næste omgang, da Allan fik bremset for sent og måtte tage nødudgangen og en tur gennem pitten.
Fem omgange senere var Allan kommet forbi Morten Buus og Frederik Vodder og forsøgte sig med en sen nedbremsning for enden af langsiden. Elliot fik åbnet døren til hønsehuset, og straks var Olsen forbi. I svinget over målstregen fik Elliot snittet Allans bil, så han spandt rundt og endte på sjettepladsen. Heatets uheldige mand blev Morten Remar, som to gange mente at det var nødvendigt at køre gennem pitten for at vinke til sine fans. Det koster tid, men set som helhed var det en absolut godkendt debut i bilen.
Inden sidste heat blev vejret om muligt mere truende og ganske få minutter før der skulle køres på banen begyndte det at regne. Det udløste febrilsk travlhed i teltet, men alle kom ud på regnvejrsdæk. Nu ville det blive spændende at se, hvem der på forhånd havde satset på regnvejr og justeret undervognen eller bare været hurtige nok til at gøre det i sidste sekund.
Heatet blev startet i silende regn med meget vand på banen. De tre forreste kørere holdt pladserne, men fra sjettepladsen fløj Allan Olsen frem og satte sig på fjerdepladsen allerede i første sving. Her konsolidere feltet sig over nogle omgange, hvorefter det blev tydeligt, at Jansen ikke havde ramt den rigtige opsætning. Han kunne ikke afvise presset fra Elliot, og bagved kunne Rasmus ikke holde Allan stangen. Elliot holdt sin placering til målet fulgt af Allan Olsen i lånebilen.
Ups, Morten Remar rammer Frederik Vodder (Foto: Gripping Media)
Nede i feltet havde Morten Remar kørt sig op til Frederik Vodder og forsøgte sig med en overhaling gennem svinget over målstregen. Manøvren gik galt, da bagvognen slap grebet på den drivvåde bane og trak Vodder med ud i græsset. Efter løbet var begge kørere ærgerlige over, at naturen skulle spille dem et puds, da overhalingen blev gennemført perfekt med plads til begge biler.
Nu holder klassen sommerpause indtil Grand Prix Danmark skal køres på FDM Jyllandsringen den 24. – 26. august. Hele klassen håber på, at det traditionelle grand prix-vejs med sol og høj blå himmel vil indfinde sig og igen gøre arrangementet årets begivenhed for kørere, gæster og sponsorer.
Se flere billeder fra løbet her
Peugeot Spider Cup Gripping Media Læs mere om: Allan OlsenFrederik VodderHenrik JansenJens Elliot WintherLasse JakobsenMorten RemarRasmus WendelboePadborg Park10/06/12 - Padborg Park - 207 Spider Cup DK - DM |