Viborg Motor klub har gjort et lille scoop til 2012-udgaven af det traditionsrige St. Bededagsløb, idet en håndfuld Legend Cars – med bl.a. Jason Watt som kører – vil fremvise racerens ”hemmelige” muligheder på løst underlag.
Jason Watt har igen fået blod på tanden til at køre motorløb. (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
- Legend Cars er som standard forberedt til at køre motorløb på grus/kridt, oplyser VMK’s formand: Viggo Hansen. – Dette kræver blot en omjustering af undervognen, hvilket er en simpel operation på den spændende racer, som så dagens lys i USA tilbage i 1992. Efterhånden er der produceret 4.000 Legend Cars som resultat af en sejrsgang hen over USA, Canada og Europa.
- Legend Car’en har træk på baghjulene, hvilket gør den ekstra publikumsvenlig på Løvel Banen fredag d. 4. maj, supplerer løbsleder Birte Donslund. – Under motorhjelmen ligger en 1,2 liters motorcykel-motor (ca. 130 HK), hvilket giver god racing power til de 600 kilo, som raceren vejer (incl. kører).
Jason Watt har fået specialombygget sin Legend Car, og er klar til at give fuld gas på Løvel Banen. (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Jason Watt har oplevet meget inden for dansk og international motorsport siden sin debut i karting som 10-årig (tilbage i 1980). I 1992 debuterede den altid humørfyldte Roskilde-knægt til single seatere og asfaltbanesport.
Jason Watt blev engelsk mester 1994 i Formel Ford, og scorede samme år VM-titlen på den legendariske Brands Hatch lidt uden for London: - Efter mange år som professionel racerkører valgte jeg i 2011 at hænge styrthjelmen på knagerækken. Imidlertid fandt jeg hurtigt ud af, at jeg absolut ikke dur til at kikke på race fra sidelinjen.
Jason Watt blev kåret som ÅRETS BANESPORTSKØRER 2011 i Cirkusbygningen. (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
Efter 3 front-sæsoner i toppen af Formel 3000 (1997-99) blev Jason Watt tvunget ud af sin internationale motorsports-karriere efter en motorcykelulykke, som kostede roskildenseren førligheden (lammet fra brystet og ned): - Heldigvis bevirkede de teknologiske fremskridt, at jeg fik mulighed for et come back i dansk motorsport. Et specielt udviklet håndtag med indbygget speeder, bremser og gearskifte har banet vejen for at køre med i flere standardvogns-klasser – herunder DTC.
Med træk på baghjulene og en lav kampvægt giver garanti for publikumsvenligt race ved St. Bededagsløbet. (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
St. Badedagsløbet 2012 bliver samtidig Jason Watts første race-udfordring i Legend Car, idet asfaltbane-premieren først foregår lidt senere i maj på Padborg Park: - Jeg har testet en smule i raceren, og jeg har allerede en god fornemmelse af, at jeg har magt over køreegenskaberne. Den kører næsten som en go kart, men står virkelig godt fast på underlaget med de store hjul. Med skivebremser foran og tromlebremser er der basis for spændende race.
Jason Watt har igen fået blod på tanden til at køre motorløb. (Foto: Åge Keseler Kirketerp)
- Publikum får naturligvis lejlighed til at nærstudere Legend Car-racerne i pitområdet, afslutter Viggo Hansen. - Her vil der også være mulighed for at få en autograf af kørerne i både Legend Car og Rally Cross.
Viborg Motor Klub Åge Keseler Kirketerp Læs mere om: Jason WattLøvel |