Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

DK MOTORSPORT går efter dobbeltmesterskab

Danish Endurance
Championship 

03/10/11 

DEC - Danish Endurance ChampionshipTeamet kan tage to titler ved Endurance-finalen på Padborg Park
DK MOTORSPORT er klar til start, når kampen om årets danske mesterskab i langdistanceløb – Danish Endurance Championship – skal afgøres på Padborg Park den 8. oktober. Teamet stiller til start med sine to biler – en Renault Clio med startnummer 227 og trioen Jan Seerup, Johnny Andersen og Thomas Wulff og en Opel Corsa med startnummer 229 med trioen Tom Pedersen, Lars Højris og Per Johansen.
 

Før løbet ligger de to mandskaber henholdsvis som nummer 1 og nummer 4 i kampen om titlen i den største klasse – den for biler mellem 1601 og 2000 cm3.


(Foto: DK-MOTORSPORT)

”Vi har to biler med, hvor vores Clio-hold ved at køre et taktisk og klogt løb både kan vinde Clio-divisionen og tage den samlede sejr i to-liters divisionen, mens vores Corsa har muligheden for en generalsejr,” siger teamejer Per Johansen.

”Jeg tror, at det bliver svært at vinde generelt,” siger Tom Pedersen, der sammen med Lars Højris og Per Johansen kører i den hurtige Opel Corsa. ”Vi kan måske tage sejren i divisionen op til to liter, men i den store division skal Porsche-holdene og Team Caramba nok lave deciderede fejl, hvis vi skal have en chance for at tage sejren. Men det er jo set før. Indtil nu har vi ikke haft heldet med os i år, så måske kan det lykkes denne her gang.”


(Foto: DK-MOTORSPORT)

DK MOTORSPORRTs Clio-mandskab har vist sig som ikke bare et stabilt, men også et hurtigt mandskab. Fra blot at kæmpe om sejren i Clio-divisionen står trioen i bilen nummer 229 nu i en situation, hvor den også kan tage titlen i den hårde division for to-liters biler – den største klasse i Danish Endurance Championship.

”Hvis vi sikrer os en syvendeplads i to-liters klassen, så er vi sikre på begge titler,” siger Jan Seerup, der er en af de tre kørere i DK MOTORSPORT's Renault Clio. ”Gennemfører vi, har vi så godt som sejren hjemme i Clio-divisionen, men nu skal vi passe på ikke at gå i stå. Vi skal da gerne have en podieplads, specielt nu hvor vi får en ny konkurrent i HM Motorsport, der er rykket op fra den lille division med deres Citroën C2. Dem skal vi have luret af og se, hvad vi kan gøre ved.”

”Vi er pludselig i en anden situation end den, vi ellers har været i,” siger Thomas Wullf. ”Tidligere har vi angrebet for at øge afstanden, men nu skal vi forsvare os. Vi ligger godt til og skal gøre det færdigt, og det er teamet og vi kørere opsat på. Vi skal nok køre med en større sikkerhedsmargen end tidligere, men ikke så stor, at vi taber det. Vi skal have i bilen i mål. Jeg glæder mig til afslutningen, og den betyder forhåbentlig, at vi kommer til at stå med to store pokaler, når vi er færdige.”

Situationen ved det kommende løb på Padborg Park er lidt anderledes end det, kørerne fra DK MOTORSPORT ellers er vant til.

”Hver gang, man kører ud på banen, kører man for at vinde, men denne gang skal vi tænke os godt om,” siger Johnny Andersen om den specielle situation. ”Vi behøver ikke at vinde for at vinde alligevel, men derfor vil det være flot, hvis vi kan vinde på dagen, hvis vi bliver mestre. Det er sjovere at slutte af med manér.”

”Hvis teamets Corsa fungerer, bliver det svært at følge med den, men jeg vil meget gerne sidde i den forreste bil blandt Clioerne. Vi har altid kørt med hovedet, men det endnu vigtigere denne her gang. Det ville være dumt at sætte det hele over styr.”

DK MOTORSPORT


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 08/10/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  •