Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Legends Car Cup

Johansen og Sørensen duellerede på Padborg Park

Legends Car Cup 
07/09/11 

Legends Car CupTo kørere satte deres præg på Legend Car Cuppen ved Dansk Metal Racing Festival
Den store attraktion på fire hjul ved weekendens Dansk Metal Racing Festival på Padborg Park var uden tvivl Legend Car Cuppen. Tre gange lørdag og tre gange søndag var de små racerbiler i fem ottendedels størrelse på racerbanen for at dyste i årets tredjesidste og næstsidste afdeling af mesterskabet. Men som Dansk Metal Racing Festival skred frem, kom det mere og mere til at stå klart, at årets mesterskab har udviklet sig til en duel.
 

Efter de to tidtagninger og i alt seks løb, der blev kørt på Padborg Park, er det nemlig kun Mikkel C. Johansen, Slagelse, og Nicholai Sørensen, Sindal, der kan løbe med titlen i klassen. Deres forspring er blevet så stort, at ingen andre kan nå dem. Men det var ikke kun dette faktum, der gør, at Legend Car Cuppen er blevet til en duel. De to kørere satte sig også i den grad på begivenhederne. Fem gange var Mikkel C. Johansen bedst. To gange var det Nicholai Sørensen, mens Kenneth Jensen, Langå, var ene om at bryde deres dominans ved at tage sin anden sejr i denne sæson, hvilket bragte ham ind i kampen om den sidste medalje.


Tre af hovedrolleindehaverne i Legend Car Cuppen ved Dansk Metal Racing Festival (fra venstre mod højre): Mikkel C. Johansen, Nicholai Sørensen og Mads Caprani.

Duellen på Padborg Park var hård. Under kampen om føringen i et af lørdagens løb stødte de to kombattanter sammen med det resultat, at Nicholai Sørensen punkterede et baghjul og fik flækket bilens bagtøj, så han måtte udgå. Mikkel C. Johansen kunne dog fortsætte, men blev idømt 20 strafsekunder, hvilket sammen med et pitstop rykkede ham til sidstepladsen i samme heat. Efterfølgende fortsatte de to duellanter med at køre tæt, og undervejs i arrangementet måtte de da også til en kammeratlig samtale hos løbets dommere, der løftede en pegefinger og udbad sig fair kørsel. Slutfacit blev, at Mikkel C. Johansen kunne indkassere hovedpræmien på 10.000 kroner samtidig med, at han udbyggede sin føring med 19 point, hvoraf de ti dog alene kom fra det løb, han kunne gennemføre, mens Nicholai Sørensen måtte udgå. Så tæt var det!

Kampen mellem Mikkel C. Johansen og Nicholai Sørensen var ikke det eneste dramatiske islæt i Legend Car Cuppen ved Dansk Metal Racing Festival. Den forsvarende mester Mads Caprani, Randers, kørte således nærmest fra katastrofe til katastrofe.

Lørdagen startede han med at ødelægge en motor. I den første start væltede han, men kom igen og tog to tredjepladser i de sidste løb. I søndagens første løb blev han på første omgang sænket af en kører, der spandt foran ham, mens han selv kiksede en nedbremsning og måtte en ufrivillig tur igennem pitten. Den beskedne pointscore betyder, at han er blevet indhentet af Kenneth Jensen og Jens Winther, Langå, og netop denne trio er nu blot adskilt af tre point i kampen om den sammenlagte tredjeplads.


Jens Winther (forrest) er blandt old boys-kørerne ved at blive indhentet af Ole Madsen (bagest).

Jens Winther er også med i kampen blandt de såkaldte old boys-kørere, hvor han længe har ført kategorien, men på Padborg Park begyndte hans position at komme under pres. Her lykkedes det nemlig en af årets debutanter – den tidligere Road Racing-kører Ole Madsen, Ringsted – at blive bedste old boy i de sidste tre løb, hvorfor han nu blot er 28 point efter inden sidste løbsweekend, hvor der er 100 point på spil.

Driftsforeningen Padborg Park

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kenneth Jensen
  • Mads Caprani
  • Mikkel C. Johansen
  • Nicholai M. Sørensen
  • Padborg Park
  • 04/09/11 - Padborg Park - Legends Car Cup
  •